Hvad er helvedesild – og hvad gør jeg ved det?
Navnet slår tydeligt tonen an. Helvedesild er et udslæt, der kan føles, som om du er ved at brænde op indefra. Læs her, hvad helvedesild skyldes, og hvilken behandling der kan hjælpe dig af med den.
Navnet slår tydeligt tonen an. Helvedesild er et udslæt, der kan føles, som om du er ved at brænde op indefra. Læs her, hvad helvedesild skyldes, og hvilken behandling der kan hjælpe dig af med den.
De fleste har fået fortalt, hvordan de som børn fik røde, smertefulde blærer rundt om på kroppen, når der var et andet barn, der havde smittet dem med skoldkopper. Den dårlige nyhed er, at du desværre ikke kan være sikker på at slippe for de ubehagelige udslæt, helvedesild, bare fordi du er blevet voksen.
Virus kan nemlig blive vækket til live, og så kan du blive ramt af helvedesild. Bliv klog på, hvorfor udbruddet kommer, hvem der bliver særligt hårdt ramt, og hvad du kan stille op. Vi har stillet alle de relevante spørgsmål til en speciallæge i hudsygdomme. Svarene får du her.
Helvedesild, som også går under den lidt mindre dramatiske medicinske betegnelse herpes zoster, er et smertefuldt udslæt med små blærer, der spreder sig på kroppen. Helvedesild rammer ca. 10-20 pct. af befolkningen. Udslættet skyldes, at man tidligere har været smittet med skoldkoppevirus. Det er nemlig en virus, man ikke slipper helt af med. Efter at skoldkopperne er forsvundet fra huden, ligger virussen stadig i dvale i dine nerverødder. Men den kan af forskellige årsager blive vækket, og så vandrer den op til hudoverfladen, hvor den sætter gang i det smertefulde udslæt. Det sker typisk mange år efter det oprindelige udbrud af skoldkopper.
Alle, der har haft skoldkopper, kan udvikle helvedesild senere i livet. Og jo ældre du er, desto mindre modstandsdygtig vil du være over for udbrud af virussen. Specielt efter din 50-års fødselsdag øges risikoen for at få helvedesild markant. Også risikoen for at få langvarige smerter på grund af helvedesild stiger med alderen. Hos børn og voksne under 50 år forsvinder smerterne gerne sammen med udslættet. Men blandt de 50-60-årige oplever hver femte smerter i mere end et år efter, at helvedesilden brød ud. Og for dem over 70 år er det op mod halvdelen, der har smerter i mere end et år efter sygdomsudbruddet.
Men det er ikke kun alder, der bringer dig i risiko for at få disse helvedes flammer at smage. Personer med nedsat immunforsvar, fx på grund af overtræning, HIV og kræft, har også øget risiko for at få helvedesild. Det samme gælder personer med gigtsygdomme.
Man får helvedesild, hvis man tidligere i livet har haft skoldkopper, og virussen af en eller anden grund vækkes af sin dvale. Når et udbrud af skoldkopper er ved at klinge af, så trækker virus sig væk fra huden langs nervebanerne og ned til nervernes rødder. Her lægger den sig til at sove. I de fleste tilfælde vågner den ikke igen af sin dvale. Men sker det, at virus bliver reaktiveret, så vandrer den tilbage langs nervebanerne og op til huden igen. Og så er det, at helvede bryder løs.
Hvad det præcis er, der får skoldkoppevirussen til at vågne, ved man ikke med sikkerhed. Men da helvedesild hyppigst ses hos personer over 60 år, hos børn, der er smittet med skoldkopper inden for deres første leveår, og hos personer med nedsat immunforsvar, så peger meget på, at det netop er et svagt immunforsvar, som gør, at skoldkoppevirussen vågner op til dåd.
Svaret på det spørgsmål er, at det gør det ikke. Man kan ikke blive smittet med helvedesild ved at være i kontakt med en, som har sygdommen i udbrud. For helvedesild skyldes, at en skoldkoppevirus, man har haft tidligere i livet, bliver vakt til live igen. Reaktiveringen af skoldkoppevirussen kommer gerne, flere år efter at man har haft infektionen med skoldkopper. Men en person med helvedesild kan til gengæld godt smitte dig med skoldkopper. Og så er kimen jo lagt til, at helvede måske bryder løs senere i dit liv.
Læs også: Hvad er symptomerne på nedgroet negl?
SPRING SKOLDKOPPERNE OVER
Hvis du undgår skoldkopper, så får du heller ikke helvedesild. Men undvigelsesstrategien er ikke den bedste eller mest realistiske vej at gå. I Danmark er vaccine mod skoldkopper ikke en del af børnevaccinationsprogrammet, sådan som den er i nogle lande. Det er primært, fordi skoldkoppevaccinen ikke giver livslang beskyttelse. Derfor risikerer man, at helvedesild udskydes, til vi bliver voksne, og det er ikke smart. For voksne kan blive alvorligt syge af skoldkopper, mens børn oftest får et mildt forløb.
FÅ EN VACCINE MOD HELVEDESILD
Man anbefaler vaccine mod helvedesild til voksne over 50 år og unge voksne med et svækket immunforsvar. Vaccinen er dog ikke en del af det danske vaccinationsprogram, så du skal selv betale for den. Både risikoen for at få et udbrud af helvedesild og risikoen for at få kroniske smerter (postherpetisk neuralgi) nedsættes markant af vaccinen, der virker ved at booste immunforsvaret, så skoldkoppevirussen ikke vækkes af sin dvale. Der findes to vacciner, som primært varierer i graden af beskyttelse, og som adskiller sig ved at være egnede til forskellige målgrupper.
STYRK DIT HELBRED
Fordi helvedesild er mest udtalt hos personer med et svagt immunforsvar, så er det bedste, du kan gøre for at mindske risikoen for at få sygdommen, at holde dig sund og stærk. Spis rigtigt, dyrk motion, undgå stress, og få tilstrækkeligt med søvn. Så gør du dit for at holde ilden fra døren.
Som udgangspunkt er helvedesild ikke en farlig sygdom. Men den kan give så intense smerter, at især ældre og svækkede kan have behov for hospitalsindlæggelse. Sidder sygdommen tæt ved øjnene, er der risiko for, at du får varigt synstab. Opsøg en læge, hvis det er tilfældet. Helvedesild kan også give hørenedsættelse og lamme ansigtsmusklerne.
Hos personer med svækket immunforsvar som følge af fx kræft kan helvedesild være ganske alvorlig. Her kan den sprede sig til de indre organer og hjernen, hvilket kan være dødeligt, hvis ikke man får en intensiv behandling.
Hvis du får helvedesild, er det vigtigt at komme i behandling hurtigt, så sygdomsforløbet kan afkortes. Når man behandler helvedesild, så sætter man ind med to typer skyts:
Det er vigtigt, at du går til lægen, så snart du oplever symptomer i form af et stikkende, brændende udslæt med små væskeholdige blærer. Jo hurtigere du kommer i gang med behandling, desto mindre risiko er der for længerevarende smerter. Lægen vil stille diagnosen på baggrund af din sygehistorie og de symptomer, du oplever.
Man kan også påvise virus ved at pode fra udslættet med en vatpind. Sådan kan man hurtigt fastslå diagnosen og påbegynde en behandling.
LÆS OGSÅ: Nældefeber – få lægens gode råd til at slå kløen ned
Kilde: Flemming Andersen, klinikchef, speciallæge i hud- og kønssygdomme, ph.d.
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 14/2022