Det kradser i din hals, snottet løber, og tanken om at slå sygdommen hurtigt ned virker tillokkende. Men antibiotika kan både skabe resistens og smadre din tarmflora, så er det mon en god idé? Vi rydder op i forvirringen om vidundermedicinen, der pludselig er blevet et problem.
ANTIBIOTIKA Penicillin er en af flere slags antibiotika. Det er et naturligt stof, som udvindes af mugsvampe, mens andre typer antibiotika er syntetiske stoffer.
Den skotske mikrobiolog Alexander Fleming undrede sig, da han efter sin sommerferie i 1928 kom tilbage til sit laboratorium. På bordet stod en petriskål, der var helt overvokset med stafylokokbakterier bortset fra en bar plet på størrelse med en mønt. Akkurat i midten af den bakteriefri plet voksede en mug-svamp.
Fleming tænkte straks, at svampen måtte udskille et stof, der slog bakterier ihjel, og han havde ret. Mikrobiologen døbte stoffet penicillin og viste, at det kunne slå mange bakterieinfektioner ned og kurere sygdomme som lungebetændelse, meningitis og gonorré.
Sidenhen har forskere fundet mange andre antibakterielle stoffer, og man regner med, at disse såkaldte antibiotika samlet set har reddet omkring 200 millioner menneskeliv.
I dag er det svært at forestille sig, at man for mindre end hundrede år siden risikerede at dø af helt almindelige infektioner, der nu behandles ubesværet med penicillin, tetracyklin, sulfonamid og andre slags antibiotika. Vi kan desuden takke antibiotika for, at det overhovedet er muligt at lave store operationer, hvor infektionsrisikoen er tårnhøj.
Men succesen har desværre en bagside, for forbruget er steget støt i hele verden – ikke bare blandt os patienter, men i særdeleshed også blandt husdyr i landbruget. Og det er et alvorligt problem, for hvis bakterierne gang på gang bliver udsat for antibiotika, kan de udvikle en evne til at overleve behandlingen.
Det store antibiotikaforbrug i både sundhedsvæsenet og landbruget tilskynder altså bakterierne til at udvikle resistens, og når det sker, kan vi i værste fald ikke længere bekæmpe dem med antibiotika.
De lyseblå lande har lavest forekomst af resistente bakterier – de mørkeblå har højest.
ANTIBIOTIKARESISTENS PÅ VERDENSPLAN Gode hygiejneforhold og et forholdsvist lavt antibiotika-forbrug gør, at Danmark er et af de lande med færrest resistente bakterier.
Kilde: DTU Fødevareinstituttet
Heldigvis findes der mange forskellige slags antibiotika, og når bakterierne udvikler resistens, gælder det i første omgang kun over for netop den type, som de er blevet udsat for igen og igen. Hvis din læge opdager, at den sædvanlige slags antibiotika ikke virker på din infektion, kan vedkommende altså vælge at ordinere en anden type, som så får bugt med den skadelige bakterie. Men en bakterie, som er resistent over for én type antibiotika, kan imidlertid også udvikle resistens mod en anden slags antibiotika, og på den måde opstår de særligt farlige multiresistente bakterier, der er meget vanskelige at bekæmpe.
En anden god grund til at begrænse sit antibiotikaforbrug er, at lægemidlerne også rammer de gode bakterier, vi har i tarmen. Det går ikke bare ud over fordøjelsen, men svækker også immunforsvaret, som bliver stimuleret af signalstoffer fra tarmfloraen.
Når du for tredje dag i træk vågner med en øm hals, kan det være fristende at bede lægen om at udskrive en recept på antibiotika, men der er altså god grund til at overveje, om du virkelig har brug for det.
Mange simple infektionssygdomme som fx halsbetændelse og bihulebetændelse går nemlig hurtigt over af sig selv, fordi dit immunsystem får has på bakterierne. Og i et samfundsmæssigt og langsigtet perspektiv er det godt at lade kroppen gøre arbejdet selv. På den måde er vi ikke med til at udvikle endnu flere antibiotika-resistente bakterier, og du skåner samtidig de gode bakterier i din tarm.
Men det er ikke kun dig som patient, der skal udvise forsigtighed – det samme skal lægerne. Det er deres opgave at stille en præcis diagnose, før de udskriver recepter på antibiotika. De fleste tilfælde af hals- og lungebetændelse samt influenza og forkølelse skyldes slet ikke bakterier, men derimod virus, og her har antibiotika ingen effekt.
Alligevel viste en britisk undersøgelse fra 2014, at lidt over halvdelen af alle patienter, der troppede op hos lægen med simpel hoste eller forkølelse, fik ordineret antibiotika.
Hos 80-90 procent af disse patienter er virus og ikke bakterier årsag til deres sygdom, og derfor opnår de intet ved at tage antibiotika, men tilskynder blot kroppens mange naturligt forekommende bakterier i fx tarmen, munden og på huden til at udvikle resistens.
En anden undersøgelse fra 2016 viste, at den også er gal i USA, hvor 30 procent af alle antibiotikarecepter er virkningsløse og burde være undgået. I Danmark og de øvrige skandinaviske lande bruger vi heldigvis væsentligt mindre antibiotika end i USA og Storbritannien, men vores forbrug er stadig større end nødvendigt.
16.112.705 DOSER ANTIBIOTIKA Så meget antibiotika tager befolkningen i EU (plus Norge og Island) hver eneste dag.
Når du som patient rent faktisk har brug for antibiotika, skal du selvfølgelig have det, men det er vigtigt, at din læge ordinerer den korrekte dosis. Hvis du får en unødvendigt stor dosis eller en alt for langvarig kur, resulterer det i et overforbrug, som også øger risikoen for, at bakterierne udvikler resistens. Ordinerer lægen derimod en for lille eller for kortvarig dosis, får antibiotikummet ikke mulighed for at gøre dig rask, og så har behandlingen været helt forgæves.
Som noget relativt nyt lyder anbefalingen nu, at du godt kan stoppe en antibiotikakur, hvis symptomerne er forsvundet, selvom du ikke har taget alle de piller, lægen ordinerede. Britiske læger og mikrobiologer fra blandt andet University of Oxford og de britiske sundhedsmyndigheder NHS kom i 2017 med anbefalingen på baggrund af de seneste års erfaringer og forskning fra hele verden.
Både blandt læger og patienter har det ellers været god latin, at man altid skal tage kuren til ende, men ifølge mikrobiolog Martin Llewelyn, som står i spidsen for anbefalingen, er der ikke videnskabeligt belæg for den påstand.
Mange andre læger er enige og påpeger, at selvom der stadig skulle være nogle bakterier tilbage efter den afkortede kur, så kan kroppens eget immunsystem i de fleste tilfælde nemt få bugt med dem.
Det gælder dog ikke immunsvækkede eller kronisk syge personer, som for en sikkerheds skyld bør overlade det til antibiotikummet at gøre arbejdet færdigt.
Antibiotika virker kun mod bakterier og har altså ingen effekt på virusinfektioner som fx influenza og forkølelse. Nogle sygdomme, fx mellemørebetændelse, kan både skyldes bakterier og virus, og det er derfor vigtigt at få stillet en korrekt diagnose hos lægen, før du begynder at tage antibiotika.
Mange knap så alvorlige bakterie infektioner går hurtigt over af sig selv, og så er der ingen gevinst ved at tage antibiotika. Tværtimod, for jo mere der anvend es, desto større er risikoen for, at der udvikles resistente bakterier.
Alkohol og de fleste slags antibiotika påvirker ikke hinanden, så du får ikke en dårligere effekt eller flere bivirkninger ved at drikke et glas vin. Men læs alligevel indlægssedlen, for enkelte slags antibiotika har en antabuslignende effekt.
I mange år lød anbefalingen, at du skal følge en antibiotikakur, indtil der ikke er flere af de ordinerede piller tilbage. Ny forskning tyder imidlertid på, at du trygt kan stoppe kuren, når symptomerne er væk – typisk efter 5 dage.
De forskellige typer antibiotika virker ikke lige godt på alle bakterier, og derfor er det vigtigt at tage det præparat, som virker bedst mod den konkrete bakterie. Fx ordinerer lægen ofte sulfonamider mod blærebetændelse og penicillin mod halsbetændelse.
Når vi tager antibiotika, går det også ud over kroppens venligtsindede bakterier, der fx findes på huden og i tarmene. De beskytter mod skadelige bakterier og regulerer fordøjelsen, og derfor ledsages en antibiotikakur ofte af diarré.
Antibiotika angriber på flere fronter:
Alle bakterier omgiver sig med en beskyttende cellevæg, som skal bygges op, hver gang bakterien deler sig. Antibiotika som fx penicillin forhindrer cellevæggens opbygning, så nye bakterier er ubeskyttede og dør.
Proteiner findes i mange udgaver, og bakterierne danner selv de specielle proteiner, de har brug for. Men antibiotika såsom tetracyklin gør det umuligt for bakterierne at danne proteinerne, og så dør de.
Det genetiske arvemateriale i form af DNA og RNA kan sammenlignes med en instruktionsbog, som alle organismer skal bruge for at kunne opretholde livet. Antibiotika som fx rifampicin angriber bakteriernes arvemateriale, så de mister livsgrundlaget.
Alle organismer nedbryder næringsstoffer i mad og genopbygger dem til nye molekyler, de har brug for. Antibiotika som fx sulfonamid angriber bakteriernes stofskifteprocesser, så de mangler livsnødvendige stoffer og ender med at dø.
… bakterier er så snedige, at de har hele fire metoder til at undgå antibiotikas dræbende virkning og gøre sig resistente:
De nedbryder antibiotikummet.
De forhindrer antibiotika i at trænge ind i sig.
De pumper antibiotika ud af sig, hvis det alligevel er trængt ind.
De ændrer deres eget stofskifte, så de undgår antibiotikummets skadevirkning.