Sådan forebygger du blærebetændelse

Der er mange (morsomme) tips til at forebygge blærebetændelse. Her er de vigtigste råd fra en læge.

Kvinde på toilet med blærebetændelse

BLÆREBETÆNDELSE opstår, når bakterier trænger op i blæren.

© iStock

Hvis du har blærebetændelse, kan det føles, som om du tisser glasskår i stedet for urin. Av for ...!

Halvdelen af alle kvinder får mindst én blærebetændelse i løbet af deres liv. Har du først haft besøg af den irriterende urinvejsinfektion, er der en god sandsynlighed for, at den kigger forbi igen – hos mange af os allerede inden for tre måneder.

Læs også: Bootcamp: Kom i dit livs form på 8 uger

Blærebetændelse er desværre ikke så nemt at forebygge, og kvinder har en anatomi, der gør, at vi bliver ramt langt hyppigere end mænd. Det skyldes dels, at vores urinrør ikke er så langt som mændenes, dels at afstanden mellem endetarm, skede og urinrør er kort.

Der er dog noget, du selv kan gøre for at undgå blærebetændelse – og ikke mindst noget, du roligt kan lade være med at gøre, for flere af de gamle husråd har formentlig ingen effekt.

Hvad er symptomerne på blærebetændelse?

Smerter blærebetændelse
© iStock

Smerter, når du tisser

Svien og en brændende fornemmelse, når du tisser, er de mest almindelige tegn på blærebetændelse.

Hyppige toiletbesøg blærebetændelse
© iStock

Hyppige toiletbesøg

Det er også helt klassisk, at du skal tisse oftere end normalt. Det kan også føles, som om du ikke kan tømme blæren helt.

Uklar urin blærebetændelse
© iStock

Uklar urin

Grumset og uklar urin kan også være et tegn på, at du har fået blærebetændelse.

Ildelugtende urin blærebetændelse
© iStock

Ildelugtende urin

Hvis det pludselig lugter fra kummen, når du bare har tisset, skal dine tanker også pege i retning af blærebetændelse.

Blod i urinen blærebetændelse
© iStock

Blodig urin

Blod i urinen ses også sommetider ved blærebetændelse. Skifter din urin farve fra gul til rød, skal du altid kontakte lægen.

Hvorfor får jeg blære­ betændelse?


Blærebetændelse opstår, fordi bakterier, som ikke hører til i blæren, får forvildet sig derop. Typisk stammer de fra vores egen endetarm. Mange tilfælde af blærebetændelse opstår ifm. sex, hvor bakterierne presses frem mod skeden og vandrer op gennem urinrøret.

Efter overgangsalderen er manglende østrogen dog ofte årsagen til, at vi får blærebetændelse. Manglen på hormonet gør nemlig slimhinden i skeden og urinvejene tør og tynd, og på den måde bliver den mere modtagelig for bakterier.

25 % af alle tilfælde af blærebetændelse forsvinder af sig selv uden behandling.
— Kilde: Bjarne Lühr Hansen, praktiserende læge

Hvordan forebygger jeg blærebetændelse?


Det bedste, du kan gøre for at undgå blærebetændelse, er at holde dig ren. Tør dig forfra og bagud, og vask dig både før og efter sex.

Et almindeligt råd lyder, at det er vigtigt at tisse efter samleje, og nogle mener, at bakterierne har sværere ved at “vandre” i bomuldstrusser. Videnskaben har ikke kunnet bevise, at de to råd gør en positiv forskel, men hvis du oplever, at de virker for dig, er der ingen skade sket ved at følge dem.

Hvis du døjer med tørre slimhinder efter overgangsalderen, kan stikpiller med hormoner være gavnlige. De genopbygger slimhinden, så den er mere modstandsdygtig over for bakterier.

Hvad gør jeg, hvis jeg får blærebetændelse?


25 % af alle tilfælde af blærebetændelse går i sig selv uden behandling, men i de resterende tilfælde er antibiotika nødvendigt. Har du mistanke om, at du har fået en urinvejsinfektion, er det derfor en god idé at aflægge din læge et besøg. Vedkommende kan teste din urin og sætte dig i behandling, hvis din blære huser bakterier.

Mens du venter på, at antibiotikummet får bugt med bakterierne, kan du dulme svien med smertestillende medicin.