Det kløer og svier, og så er tanken om svamp i de nedre regioner i sig selv uudholdelig. Skedesvamp er dog ganske almindeligt og kan heldigvis nemt behandles. Her kan du få styr på, hvordan du undgår svamp i skeden – eller slipper af med den, hvis den først er kommet.
Af
Morten Dahl
25. august 2020
KENDER DU SYMPTOMERNE PÅ SKEDESVAMP? Ubehag, kløe og svie i skeden er blandt symptomerne på skedesvamp.
Skedesvamp er en ganske almindelig infektion, som de fleste kvinder har eller vil opleve i løbet af deres liv. Nedenfor finder du svar på alle dine spørgsmål om skedesvamp.
Skedesvamp er en infektion forårsaget af for meget svamp i slimhinden i skeden og nogle gange også i huden omkring skedeåbningen. Det er oftest gærsvampen Candida albicans, der er på spil. I nogle tilfælde er det dog andre svampetyper, der huserer.
75%
af alle kvinder vil få svamp i skeden mindst én gang i livet. Og over halvdelen vil få det flere gange.
Hvad er symptomerne på skedesvamp?
En del kvinder kan tydeligt mærke, når de har svamp, hvis de først har prøvet at have det én gang. Hold øje med følgende gener:
Kløe og svie i skeden og omkring skedeåbningen.
Øget udflåd, der er hvidt og klumpet – det kan minde om hytteost, men uden dårlig lugt.
Candida-svampen er en naturlig del af miljøet i skeden. Det er ikke noget, du hverken ser eller mærker. Det gør du til gengæld, når miljøet er ude af balance, eller surhedsgraden ændrer sig. Så får svampen frit spil til at formere sig. Det kan der være forskellige grunde til, som du kan se her.
... det ikke er usædvanligt, at skedesvamp går væk af sig selv igen? Bestanden svinger nemlig naturligt op og ned, fx i forbindelse med menstruation.
Skal lægen konstatere skedesvamp?
Første gang du har symptomer på skedesvamp, bør du altid gå til lægen. Der kan nemlig være andre underlivssygdomme på spil. Kommer skedesvampen tilbage, og kan du genkende følelsen, kan du godt bruge håndkøbsmedicinen uden at spørge lægen først. Hjælper det ikke, skal du forbi konsultationen. Har du uventet blødning fra skeden, bør du også altid snakke med din læge.
Mænd kan få svamp under forhuden, men det smitter normalt ikke kvinder ved samleje. Kvinder med skedesvamp kan måske smitte mænd, men det er ikke endeligt bevist, og hvis det skulle ske, så plejer det at forsvinde, når mænd skyller sig bag forhuden. Det tyder altså ikke på, at skedesvamp smitter. Hverken ved samleje eller ved at dele fx håndklæde.
Nogle tilfælde klarer kroppen selv, så milde symptomer kan du roligt give lidt tid. Forsvinder de ikke, eller er symptomerne meget generende, kan du behandle med medicin. Der findes flere forskellige midler. Som regel bruger man lokalbehandling med creme og stikpille i skeden. Nogle af behandlingerne kan du købe i håndkøb uden recept.
Tabletter, der skal sluges, er også en mulighed. Dem skal du have en recept fra lægen for at få fat på. Vær dog opmærksom på, at medicinen kommer ud i hele kroppen, når du sluger en tablet, så risikoen for bivirkninger er større. Statistisk set virker lokalbehandling og tabletbehandling lige godt. Kvinder, der er hjemsøgt af tilbagevendende skedesvamp, udvikler ofte resistens over for lokalbehandling og må behandles med tabletter.
Læs også: Neglesvamp – den bedste behandling af svamp på tåen
Vidste du, at ...
... yngre kvinder er mere udsatte for at få svamp, fordi de oftere har nye sexpartnere?
Hvordan skal jeg vaske underlivet på den mest skånsomme måde?
Lad være med at vaske dig overdrevent meget. Nøjes med at skylle dig let.
Undgå helt sæbe. Det er det bedste for underlivet – især hvis du har tendens til svamp.
Hvis du ikke kan undvære sæbe, så brug intimsæbe. Den er mere skånsom for skedens miljø.
Kan jeg forebygge skedesvamp?
Så udbredt skedesvamp er, kan det være svært at undgå, uanset hvad du gør. Den forskningsmæssige dokumentation for at forebygge skedesvamp er beskeden, men der sker ikke noget ved at prøve disse råd af og se, om de virker:
Undgå tætsiddende bukser og undertøj. Vælg bomuld.
Prøv probiotika, især mens du er i penicillinbehandling. Det er et produkt, der indeholder levende mælkesyrebakterier og fås fx i surmælksprodukter eller som tabletter til at sluge eller lægge op i skeden.
Vask udvendigt med vand før og efter samleje.
Følg de officielle kostråd.
Få udelukket, at du lider af diabetes.
Prøv i samråd med din læge en intervalbehandling med svampemedicin, fx en stikpille i skeden efter hver menstruation.
Et gammelt råd lyder, at du kan bekæmpe svamp ved at sprøjte A38 eller yoghurt op i skeden. De sure mejeriprodukter indeholder nemlig mælkesyrebakterier, såkaldte probiotika, som måske kan hjælpe til at genoprette en normal bakterieflora.
Laboratorieundersøgelser tyder da også på, at de har en gavnlig virkning, men det har ikke for alvor kunnet bekræftes i undersøgelser på mennesker. En undersøgelse fandt, at lidt flere kvinder blev fri for svamp, hvis de blev behandlet med både svampemedicin og probiotika frem for kun svampemedicin. Efter en måned var der dog lige mange, der havde svamp i begge grupper. Mælkesyrebakterier er altså ikke mirakelmidlet mod skedesvamp, men de ser på den anden side heller ikke ud til at gøre nogen skade.
Bomuldsundertøj nedsætter risikoen for at få skedesvamp
MÅSKE
Nogle kvinder oplever, at de slipper for skedesvamp, hvis de går i trusser af bomuld frem for af et syntetisk materiale. Videnskabeligt bevist er påstanden dog ikke. Måske nedsætter det risikoen lidt, men nogen garanti mod svamp er det ikke. Får du tilbagevendende skedesvamp, kan du prøve metoden af og se, om det hjælper dig.
Du kan forebygge skedesvamp ved at droppe sukker
MÅSKE
Hold dig helt fra sukker – så slipper du for svamp! Sådan lyder en af anbefalingerne i den brogede jungle af råd mod svamp. Undersøgelser har da også fundet tegn på, at folk, der spiser meget sukker, oftere får skedesvamp. Omvendt har det været svært at finde klare beviser for, at det forebygger svamp at skære sukker ud af kosten!
Du må ikke gå med trusseindlæg dagligt, hvis du vil af med skedesvamp
FALSK
Myten om, at du kan undgå eller forebygge svamp ved at undlade at bruge trusseindlæg, ser ud til at være falsk. Et studie har samlet de foreliggende undersøgelser, og det peger ikke på, at det udgør en risikofaktor at gå med trusseindlæg.
Du øger risikoen for skedesvamp, hvis du er overvægtig
SANDT
Det er bevist, at overvægt i sig selv giver øget sandsynlighed for at få infektionen. Derfor gør du klogt i at holde vægten nede ved at følge de officielle kostråd, der bl.a. lyder at spise mindre sukker, motionere og undgå at spise for meget.