6 ting, du kan gøre ved nyopståede og akutte lændesmerter
Hold dig i gang, og hav tålmodighed. Lændesmerter går over for mere end 9 ud at 10 patienter. Læs ekspertens råd til, hvordan du hurtigst muligt slipper af med ondt i lænden.
Hold dig i gang, og hav tålmodighed. Lændesmerter går over for mere end 9 ud at 10 patienter. Læs ekspertens råd til, hvordan du hurtigst muligt slipper af med ondt i lænden.
En lænd med smerter er en syg lænd. Noget er gået i stykker, og det skal fikses med operation eller særlige øvelser. I mellemtiden skal man skåne ryggen og tage smertestillende.
Troede man!
Nu viser forskning, at vores syn lændesmerter og smerter generelt er håbløst forældet. Et paradigmeskifte er i gang, hvor mennesket, som lænden sidder på, er helt central på vejen til at få det godt igen.
“Vi skal have rettet op på misforståelserne,” siger Morten Høgh, der er lektor i muskuloskeletale smerter på Aalborg Universitet.
“Lændesmerter er i udgangspunktet ikke farlige, og ryggen er stærk. Du må gerne bevæge dig, selvom det gør ondt,” siger han og fortsætter:
“Faktisk bør du gøre så meget, som smerterne tillader, og ofte lidt mere hver dag. Det er farligere at ligge stille på sofaen end at lave øvelser, der gør ondt.”
Lændesmerter skyldes i sjældne tilfælde alvorlig rygsygdom, som du kan læse om her: Hvorfor får vi ondt i lænden?
Herunder får du gode råd til, hvordan du tackler et normalt hold i lænden.
Når du står midt i lændesmerterne, er det naturligt at frygte for en alvorlig sygdom som gigt eller kræft. Det er dog kun tilfældet i mindre end 1 pct. af tilfældene, som er nærmere forklaret her.
“Har du ikke tegn på alvorlig sygdom, kan du godt gå ud fra, at det er uspecifikke lændesmerter (dvs. man ikke kan finde en udløsende faktor, red.). Du kan derfor roligt se tiden an og undlade at opsøge læge, så længe det bliver lidt bedre dag for dag,” siger Morten Høgh.
Prognosen er god. I de fleste tilfælde er lændesmerterne mildnet efter den første uge.
9 ud af 10 af alle folk med lændesmerter vil opleve, at smerterne forsvinder indenfor 6 uger.
Du kan læse om alle de symptomer, du skal reagere på i artiklen herunder.
Lændesmerter gør dig syg og dårlig, men det er en godartet tilstand, der bliver bedre over tid. Det, du kan gøre derhjemme, viser sig at give bedre resultater end det, som et lægebesøg kan bidrage med.
“Forskning viser, at de mennesker, der er i stand til selvmestring, klarer sig bedre end dem, der går til læge. De tager mindre medicin, får kortere sygdomsforløb og bedre chancer for at blive på arbejdet,” siger Morten Høgh.
Hvis du ikke ved, hvad du skal gøre med dine lændesmerter, er det ofte en bedre ide at opsøge en fysioterapeut eller kiropraktor end din læge, for de er uddannet til at hjælpe dig med at håndtere smerterne selv.
Bonussen ved så vidt muligt at mestre situationen selv er, at du står bedre, hvis lændesmerterne kommer igen.
“Hvis du selv lærer at håndtere det, så har du bedre muligheder for at handle og bliver mindre bekymret en anden gang,” siger Morten Høgh.
Før beordrede man hvile til mennesker med lændesmerter. I dag ved man, at inaktivitet kan gøre ondt værre.
Studier viser, at hvis man trækker stikket og udelukkende lægger sig på sofaen, er der langt større risiko for, at lændesmerterne leder til flere problemer, fx sygemelding.
“Det er vigtigt at bevæge sig, og det er ikke farligt, selvom det gør ondt. Om du går en tur eller laver simple rygøvelser er ikke så afgørende – bare du får bevæget dig det, du kan, hver dag.”— Morten Høgh, specialist i fysioterapi og lektor
Vi har fået en fysioterapeut til at lave tre videotræninger til dig med ondt i lænden, hvad end du er i akutfasen, eller har haft lændesmerter længe og ønsker hhv. et let eller mere udfordrende program.
Smertestillende medicin hjælper dig til at holde lændesmerterne ud, men de behandler dem ikke, dvs. smerterne vil fortsat komme.
Desuden er effekten af selv de meste potente midler ikke markant bedre end den, du kan få via fx varme- og lindrende behandling hos en fysioterapeut eller kiropraktor.
Alt i alt giver det derfor ofte ikke mening at behandle lændesmerter ad den vej.
Læs også: Paracetamol – guide til smertestillende medicin
“Begynd med at tage panodiler, der har færrest bivirkninger. Hvis de ikke virker, kan man tage et NSAID-præparat med ibuprofen, fx Ipren. Forsøg at begrænse brugen til lige før sovetid, og lad være med at spise dem i flere dage eller forebyggende uden at tale med din læge først,” siger Morten Høgh.
Din krop er i udgangspunktet selvhelende. Selv et brud på en knogle eller diskusprolaps kan den i mange tilfælde selv klare, hvis vi lader den.
“Din opgave er undgå at blive bekymret og give kroppen de bedste betingelser for at behandle sig selv. Tænk over at få bevæget dig, passet din søvn, få ordentlig kost og begrænset alkohol og tobak,” siger Morten Høgh.
Det svarer til at pleje kroppen med urtete og appelsiner frem for chips og cola, når du har influenza.
“Opfind også gerne nye måder til at lindre lændesmerterne på. Det kan også være distraktion fra fx film, lydbøger, besøg af familie osv. Det er fx dokumenteret, at musik kan få smerterne på afstand.”
Prøv også: Afslapningsmusik, du kan falde i søvn til
Det, du giver opmærksomhed, vokser. Det, du ikke giver opmærksomhed, svinder.
En sygemelding fra job kan let gøre dig til fuldtidspatient i stedet for at være ‘et menneske med ondt i ryggen’, der måske kan yde 70 procent af, hvad du plejer.
“Det vigtigste er at fastholde et normalt liv. Du kan med fordel tilpasse hverdagen og arbejdet, så det passer til, hvad du kan klare. Men undlad at sygemelde dig fra arbejde og aflyse alt, for det øger risikoen for, at dine lændesmerter fylder endnu mere. Der er ikke noget vundet ved at trække sig,” siger Morten Høgh.
Hvis lændesmerterne ikke er gået væk efter 12 uger, kan du finde gode råd til længerevarende lænderygsmerter her.