Sådan behandler en fysioterapeut skader
Stort set alle idrætsskader kan en fysioterapeut – og især en sportsfysioterapeut – tage sig af. Få svar på, om metoden er god for dig.
Stort set alle idrætsskader kan en fysioterapeut – og især en sportsfysioterapeut – tage sig af. Få svar på, om metoden er god for dig.
Har du smerter i den bevægelige dele af kroppen, kan det være en fysioterapeut, du skal behandles af. Det er nemlig lige præcis bevægelighed af led og muskler, som er fysioterapeutens speciale. Det kan være alt fra ondt i lænden, hold i nakken eller meniskskader og løbeknæ.
Er du specifikt kommet til skade under træning, er det en god ide at opsøge en sportsfysioterapeut. De er – som du kan høre af navnet – specialister i alt det, der kan gå galt under motion.
Vil du have mere at vide om behandlingen og dens relevans for lige dit problem, får du forhåbentlig svar på dine spørgsmål her, hvor vi gennemgår fysioterapi og sportsfysioterapi fra A til Z.
En fysioterapeut har en 3,5 år lang bacheloruddannelse. Man kan blive sportsfysioterapeut med diplom via videre- og efteruddannelse, som tager min. 2 år og foregår i Dansk Selskab for Sports-fysioterapi.
En fysioterapeut har fokus på, at du bevæger dig hensigtsmæssigt, både for at forebygge, behandle og genoptræne skader. Sportsfysioterapeuter har en særlig viden om idrætsskader og de belastninger, som forskellige motionsformer udsætter kroppen for. De kan derfor lave behandlings- og genoptræningsplaner, der er målrettet netop din skade og motionsform.
En fysioterapeut – specifikt en sportsfysioterapeut – er relevant til stort set alle idrætsskader. Operationskrævende skader, træthedsbrud, betændelsestilstande, der kræver medicin, og udtalte overtræningssymptomer er ikke deres område.
En fysioterapeut bruger din sygehistorie sammenholdt med tests og manuel undersøgelse af kroppen. Det vil sige stræk, tryk og træk, der viser noget om kroppens funktion og bevægelighed. En løbestilstest kan også være en mulighed. Nogle fysioterapeuter bruger også ultralydsscanning.
Behandlingen er typisk en blanding af massage, tryk og stræk – og ikke mindst gennemgang af øvelser til genoptræning og styrkelse af kroppen. Du kan også blive tapet op eller forbundet, så din skade “holdes på plads”. Nogle bruger også laser- og chokbølgeterapi som supplement.
De fleste ukomplicerede behandlingsforløb kræver 2-3 besøg hos fysioterapeuten med ca. 14 dages mellemrum, hvor du skal træne selv. Genoptræning efter operation kan kræve længere forløb.
Du kommer typisk hjem med øvelser, du skal udføre. En fysioterapeutisk behandling er i høj grad tilrettelagt efter, at patienten arbejder aktivt med.
Første konsultation fra ca. 500-700 kr. i private klinikker. En klinik, der er tilknyttet det offentlige, vil typisk være billigere.
Du kan frit bestille tid eller blive henvist til en fysioterapeut af egen læge og dermed få tilskud. Sportsfysioterapeuter kan du ofte kun få tilskud til fra private sundhedsforsikringer.
På Dansk Selskab for Sportsfysioterapis hjemmeside, sportsfysioterapi.dk, finder du en liste over behandlere, der er eksaminerede sportsfysioterapeuter.