Søde kartofler er, i modsætning til den almindelige kartoffel, en del rigere på blandt andet A-vitamin. Dens saftige gulorange kød gør den til et spændende element i madlavningen, så hvis du ikke har smagt søde kartofler, kan det være, at det er på tide. Her gør vi dig klog på de orange knolde.
Siden Christoffer Columbus importerede søde kartofler til Europa fra den nye verden i slutningen af 1400-tallet, har den orange knold indtaget køkkener verden over. Men på trods af navnet er den faktisk slet ikke i familie med den hvide kartoffel.
Den søde kartoffel kaldes også for batat, som er de indfødte sydamerikaneres oprindelige navn. Den er en stivelsesplante under snerlefamilien og har et vidt forgrenet stamtræ af flere hundrede forskellige varianter. De varierer i både størrelse og farve. Nogle har brun skræl og orange kød, mens andre lyser op i hvide, gule, røde og lilla farver.
Familien af søde kartofler kan groft sagt inddeles i to hovedgrupper: de faste med lyst kød, der har en melet konsistens efter kogning eller bagning, og de bløde med orange kød, som bliver søde og saftige, når de tilberedes. Det er sidstnævnte, som du stort set altid finder i butikkerne herhjemme.
Læs også: Hvad er jordskokker?
Som navnet antyder, er der en del mere naturligt sukker i søde kartofler sammenlignet med de almindelige hvide kartofler – faktisk næsten fire gange så meget. Men det betyder ikke, at du skal holde dig fra at sætte tænderne i dem. De sødlige knolde indeholder nemlig næsten dobbelt så mange kostfibre som kartoflen, hvilket både gavner mætheden og fordøjelsen.
Desuden er de søde kartofler rige på antioxidanten betacaroten, som er et forstadie til A-vitamin. Sidst, men ikke mindst får du også et godt skud C-vitamin – her vinder de almindelige kartofler dog på point.
Søde kartofler er søde fra naturens hånd, og derfor behøver du ikke nødvendigvis at plastre søde kartofler til med sovs eller ketchup. Samtidig er konsistensen blødere og mere saftig sammenlignet med de almindelige kartofler, hvilket også får dem til at glide lettere ned uden hjælpemidler.
Hvis du selv kan vælge dine søde kartofler i supermarkedet eller hos grønthandleren, så gå efter de mindste udgaver. Jo mindre de er, jo sødere er de i smagen, og desto blødere er konsistensen. Store søde kartofler er ofte lidt sejere i kødet og knap så velsmagende.
Vil du score de største sundhedsfordele, kan det også godt betale sig at gå efter de søde kartofler, som fanger blikket i grøntafdelingen. Jo stærkere farver skrællen har, jo rigere er knoldene på antioxidanten betacaroten.
Er det muligt at få fingrene i søde kartofler med lilla kød, så slå til. Amerikanske studier, der har sammenlignet forskellige typer søde kartofler, viser nemlig, at den lilla variant er rigest på antioxidanter og kostfibre.
Søde kartofler holder sig bedst ved temperaturer mellem 12 og 16 grader i et køligt og gerne også fugtigt rum, fx et viktualierum eller en krybekælder. Holdbarheden forringes, hvis du lægger dem i køleskabet. Under de rette forhold kan søde kartofler forblive friske i tre til fem uger og i nogle tilfælde helt op til to måneder. Hvis knoldene begynder at spire eller mister deres hårdhed, fordi de har suget for meget fugt til sig, er det på tide at kassere dem.
Søde kartofler kan tilberedes på et utal af måder, men vil du have fuldt udbytte af næringsstofferne, så læs med. Et studie fra 2015 viser nemlig, at søde kartofler bevarer 92 procent af deres indhold af antioxidanter, når man koger dem under grydelåg i 20 minutter. En kogt sød kartoffel smager dog ikke specielt godt i sig selv, da den er for blød og smattet i konsistensen. Men som ingrediens i gryderetter eller som mos er kogte søde kartofler en lækker spise.
Hvad enten du koger, steger eller bager søde kartofler, får du dog mest næringsudbytte ud af at bevare skrællen på, da det er her, en stor del af kartoflens kostfibre, mineraler og antioxidanter sidder. Desuden giver det en sund fordel at stege eller bage de søde kartofler i godt med olivenolie. Det skyldes, at A-vitamin, som sødekartofler er rige på, er fedtopløseligt. Det har behov for at binde sig til fedt i tarmsystemet for at blive optaget i kroppen.
Der er nærmest ingen grænser for, hvordan du kan forkæle dine smagsløg med søde kartofler. De kan både bages, grilles, moses, dampes, pandesteges og koges til suppe. Det er dog vigtigt, at den søde smag får noget modspil i form af noget stærkt eller syrligt, så retten ikke ender som et vammelsødt bekendtskab.
Bliv inspireret med lækre opskrifter med søde kartofler herunder!