Fodterapeuten: Sådan laver du det bedste fodbad

Det er virkelig skønt med et hjemmelavet fodbad. Men måske skal du lige justere på et par ting, hvis du vil gøre det bedste for dine fødder.

Fødder i et fodbad

AAAAAH, HJEMMELAVET FODBAD! Inden du sætter dig alt for godt til rette med fødderne i det varme vand, så tjek lige fodterapeutens mange gode råd.

© iStock

Af og til er sandheden ilde hørt, og det gælder helt sikkert for fodbade. For drop bare alle tanker om et langt, varmt og velduftende fodbad – det er nemlig slet ikke det bedste for dine fødder.

Spørger du en fodterapeut – og det er netop, hvad vi har gjort – skal dine fodbade hverken være lange eller særligt varme. Du skal heller ikke tage dem for ofte, og glem også alt om sæbe.

Læs også: 5 nemme ting, du altid bør gøre for dine fødder

I artiklen forklarer statsautoriseret fodterapeut Sisse Corlin Bech, hvorfor der er så mange forbehold omkring fodbade.

Du kan dog også gå direkte til det behagelige – nemlig fodbadet. Og følger du vores guide til et hjemmelavet fodbad, lover vi dig, at fodterapeuten kan stå 100 pct. inde for det.

GUIDE: Fodbadet, som dine fødder vil elske

  1. Start med at finde de ting frem, som du skal bruge til dit fodbad: En balje, et håndklæde, en fodcreme og evt. en pimpsten. Du skal også bruge noget til at skrubbe dine fødder med, fx en neglebørste og en svamp – gerne en køkkensvamp med en blød og en hård side. Hav også et ur eller din mobil inden for rækkevidde.
  2. Fyld baljen med lunkent vand. Vandet i dit fodbad må max. være 35 grader varmt. Tilsæt hverken sæbe eller salt, men gerne et par dråber mandelolie eller fx olivenolie.
  3. Lad vandet blødgøre dine fødder et par minutter.
  4. Vask og skrub fødderne. Brug en blød svamp dér, hvor huden er blød, og brug en grovere svamp eller børste til at skrubbe dine negle og dine trædeflader. Brug en pimpsten – og endelig ikke en fodfil – til de områder, hvor du eventuelt har hård hud.
  5. Hold øje med tiden. Lad kun dine fødder være i vandet i max. 5 minutter.
  6. Tør dine fødder grundigt – også mellem tæerne. Ellers øger du din risiko for at få svamp mellem tæerne.
  7. Afslut med at smøre fødderne ind i god fodcreme – undgå creme mellem tæerne.

Tag gerne et fodbad en gang om ugen – men ikke oftere.

Kilde: Sisse Corlin Bech, statsautoriseret fodterapeut

1 Hvor ofte må man tage fodbad?


“Fodbade skal ikke overdrives – hverken hvad angår hyppighed eller varighed. En gang om ugen er passende for de fleste,” siger fodterapeut Sisse Corlin Bech.

Ulempen ved for mange fodbade er, at de udtørrer huden på dine fødder, og det kan føre til andre problemer.

“Tør hud er aldrig godt. Har du tør hud på fødderne, kommer der let revner og sprækker i huden. Når hudbarrieren er i stykker, er det let for bakterier, virus og svampe at trænge ind i huden, og det skal man selvfølgelig undgå,” forklarer Sisse Corlin Bech.

Læs også: Hælrevner – sådan plejer du dem væk

2 Hvor længe bør et fodbad vare?


Det her er nok ikke det svar, du helst ville have. Men ifølge fodteraputen, som jo kun vil dine fødders bedste, skal du hive fødderne op ad vandet efter max. 5 minutter.

“Jeg ved, at folk ofte sidder 15-20 minutter i et fodbad. Men det er alt for længe, for vand udtørrer huden. Det føles dejligt med et fodbad – det gør et spabad også – men bagefter kan vi jo godt mærke på vores hud, at den bliver irriteret og begynder at klø, hvis ikke vi får puttet creme på,” siger Sisse Corlin Bech.

Læs også: Knyster på fødderne – sådan lindrer du smerterne

3 Hvor varmt må vandet i et fodbad være?


Det korte svar er, at vandet skal være lunkent. Helt præcist skal temperaturen i dit fodbad max. snige sig op på 35 grader, siger fodterapeuten.

“Vand udtørrer huden, og varmt vand udtørrer endnu mere,” forklarer Sisse Corlin Bech.

4 Hvem bør ikke tage fodbad?


Især diabetikere frarådes at tage fodbad. Det er to årsager til.

“Når man har diabetes, har man en øget risiko for at få svamp. Så tager du fodbad som diabetiker, er det ekstra vigtigt, at du er omhyggelig med at tørre huden mellem tæerne, og at du heller ikke smører creme mellem tæerne,” siger Sisse Corlin Bech.

Kan risikere forbrændinger

Der er dog også en anden og mere alvorlig årsag.

“En senfølge af diabetes kan være en nedsat eller ophørt følesans i fødderne. Derfor anbefaler vi generelt ikke fodbade til diabetikere for at undgå forbrændinger eller andre skader på huden,” fortæller hun.

Andre end diabetikere kan også have nedsat følesans i fødderne, og de bør derfor også undgå – eller være meget forsigtige – med fodbade.

Det samme gælder folk med eksem eller psoriasis. Her kan det varme vand forværre tilstanden.

5 Hvad må man bruge i sit fodbad?


Hvis du vil være god ved dine fødder, skal du være lidt forsigtig med, hvad du hælder i dit fodbad. Få fodterapeutens vurdering af sæbe, olie og salt.

SÆBE i dit fodbad

Generelt fraråder Sisse Corlin Bech sæbe i fodbade. Og især, hvis du har lyttet til gamle husråd om nogle af de sæber, vi normalt betragter som rengøringsmidler.

“Sæbe udtørrer generelt huden, og helt slemt er det med brun sæbe og sæbespåner – det vil jeg aldrig anbefale. Begge slags sæber er fedtopløselige, og de ødelægger dermed den naturlige hudbarriere, som skal bevare fugten og beskytte huden,” understreger fodterapeuten.

Brun sæbe og sæbespåner er heller ikke mirakelmidler mod hverken nedgroede negle, betændelse, svamp eller andre fodbproblemer, hvilket nogle ellers tror.

“Fodbade har ingen effekt her. Og hvis du fx har en nedgroet negl, hvorfor så putte en hel fod ned i vand med brun sæbe? Det er jo neglen, der skal behandles. Har du et konkret problem, så gå til en fodterapeut. Her kan du både få hjælp til problemet og få vejledningen om årsagen, så du kan undgå, at problemet vender tilbage,” siger Sisse Corlin Bech.

OLIE i dit fodbad

Her er fodterapeutens begejstring noget større.

“Jeg vil ti gange hellere bruge en god olie i mit fodbad i stedet for sæbe,” siger hun og fortæller, at hun selv bruger nogle dråber mandelolie i sit eget fodbad derhjemme.

“Mandelolie har en god, fugtgivende effekt og giver også lidt velværestemning. Men du kan også sagtens bruge en almindelig olivenolie i dit fodbad,” tilføjer hun.

SALT i dit fodbad

Salt er også en ret almindelig ingrediens i fodbade. Fodterapeuten vil ikke anbefale køkkensalt i denne sammenhæng og bruger heller ikke selv fodbadesalt, men det særlige salt, Epsom salt, kan du godt bruge.

“Epsom salt, som er magnesiumsulfat, skulle have mange gode egenskaber, så det kan man godt prøve. Man skal dog huske, at salt også udtørrer huden, så det er vigtigt, at man skyller saltet grundigt af efter sit fodbad,” anbefaler hun.

Diverse husråd

Der florerer mange gamle husråd om, hvad der er godt at komme i dit fodbad. Natron, bagepulver og eddike er kun nogle af dem, men dem vil fodterapeuten heller ikke anbefale.

6 Hvorfor skal man skrubbe sine fødder?


Hvis du tænker, at det daglige brusebad – og så måske også et ugentligt fodbad – er nok i sig selv til at vaske dine fødder, så tro om igen.

“Fødder skal helst skrubbes lidt. Det eksfolierer huden og fjerner døde hudceller, som ellers kan samle sig i et ret tykt lag,” siger fodterapeuten, der selv bruger en helt almindelig køkkensvamp med en blød og en grov side til sine fødder.

7 Hvad gør jeg ved den hårde hud på fødderne?


Har du tendens til hård hud under dine fødder, anbefaler fodterapeuten, at du bruger en pimpsten.

“En pimpsten er en god løsning til hård hud. Den er meget hullet i strukturen og dermed også ret skånsom,” siger Sisse Corlin Bech, der til gengæld fraråder, at du bruger en fodfil.

“En fodfil øger friktionsvarmen i huden, hvilket får huden til at øge sin celledannelse og dermed blot danne mere hård hud for at beskytte sig mod varmen,” forklarer hun.

Den mest skånsomme behandling af hård hud er ifølge Sisse Corlin Bech at få den beskåret hos en fodterapeut. Her kan du også få hjælp til at finde årsagen, så du måske kan undgå problemet.

3 x fodmassage

Selv om du måske er stor fan af fodbade, findes der også andre skønne måder at forkæle dine fødder på – ikke mindst massage.

Fodmassage øger blodcirkulationen, forebygger anspændthed i fødderne, og giver en følelse af velvære,” siger fodterapeut Sisse Corlin Bech.

Med tennisbold/ golfbold

Denne fodmassage er især god til dig, der står eller går meget.

  • Rejs dig, læg bolden på gulvet, og placér din fods svang på bolden.
  • Kør frem og tilbage, mens du trykker lidt ned på bolden med din kropsvægt.

Med fodrulle

En fodrulle er en supernem måde at give dine fødder massage på og er meget velegnet, hvis du ikke er så smidig eller har problemer med at holde balancen.

  • Brug fodrullen, når du sidder ned, fx ved spisebordet eller i en lænestol.
  • Læg rullen på gulvet, placér din fod ovenpå, og tril frem og tilbage.

Med hænderne

Her masserer du fødderne helt klassisk med dine hænder.

  • Start med at komme en god olie eller creme på dine fødder.
  • Brug dine tommelfingre – eller knoer – til at massere.
  • Giv især svangen og området lige før tæerne masser af opmærksomhed.