Slip for hævede fødder i sommervarmen

Bliver dine fødder og ankler også større end normalt om sommeren? Vi har spurgt en speciallæge i fødder, hvad du kan gøre for at få væsken ud af fødderne.

Fod i sandal på stranden

HÆVEDE FØDDER kan være enormt generende, men er i langt de fleste tilfælde ufarligt.

© iStock

Når temperaturen stiger, har fødder og ankler tendens til at hæve op og blive væskefyldte – måske endda hele benet. Det kan fx give gener og vabler, når sandalerne pludselig strammer.

Hævelsen opstår, fordi blodkarrene udvider sig i varmen og udskiller væske, som løber ud i væv, muskler og sener. Og da væske løber nedad, bliver fødderne hårdest ramt på grund af tyngdekraften.

Læs også: 8 øvelser, der strækker og masserer dit bindevæv

Det skal du gøre, hvis dine fødder hæver

Man skulle måske tro, det ville hjælpe at ligge med fødder og ben i vejret, så væsken løber nedad, men du skal faktisk op at røre dig.

At gå, cykle, løbe osv. giver flow i blodcirkulationen både den ene og den anden vej og hjælper også til, at væsken ikke lagrer sig i fødderne.

Af samme årsag siger man til flypassagerer, at de skal op at gå en gang i timen på en lang flyvetur.

Læs også: Sådan slipper du for ligtorne

Det er ikke nok at stå op, fx ved et hæve-sænke-bord. Jo mere du holder benene nedad, jo større bliver trykket i karrene nemlig, og jo mere væske kan der komme ud af dem.

Det er bl.a. også derfor, man anbefaler kompressionsstrømper, når du skal sidde længe i et flysæde. Det tryk, der kommer inde fra karrene, modvirkes af støttestrømperne, som presser den anden vej og holder væsken inde i karrene.

KILDE: Ellen Hamborg-Petersen, speciallæge i ortopædkirurgi og chef for Fod- og ankelkirurgisk klinik på Privathospitalet Mølholm