Tæer skal bare fungere! Hvis der er et eller andet galt, så mærker du det hurtigt, når du går og står. Sådan er det også med en nedgroet negl. Du bemærker garanteret, at det begynder at smerte, når du skal have skoene på, der klemmer ind mod den ømme tå.
Det er ganske almindeligt at få en nedgroet negl – ud af 1.000 personer vil omkring 2-4 af dem hvert år have brug for lægebehandling på grund af en negl, der er vokset ned i huden. Heldigvis kan du selv gøre noget, inden det kommer så vidt. Både for at forebygge, at neglen vokser skævt, men også for at slippe af med infektionen igen.
Få ekspertens råd til både forebyggelse og behandling.
En negl er nedgroet, når siden af neglen gror ned i det bløde væv i tåen, kaldet neglefalsen. Det er de små grøfter, som neglenes sider skråner ned i. Negle er fra naturens hånd svagt buede, men det hornstof, de er lavet af, kan ændre form og tykkelse, hvis det bliver udsat for påvirkninger udefra. Det kan medføre, at neglen kommer til at bue for meget, så den vokser ned i grøfterne og ind i huden. Det er en smertefuld affære, der giver rødmen og ømhed. Neglens færd ned i huden kan også medføre betændelse, hævelse og generende nydannet væv ved siden af neglen.
Man kan få en nedgroet negl gentagne gange ved samme eller forskellige negle. Det er dog hyppigst neglen på storetåen, det går ud over.
Det er langtfra ualmindeligt at få en nedgroet negl. For hver 1.000 personer vil der på årsbasis være omkring 2-4 personer, som har behov for lægebehandling på grund af en nedgroet tånegl. Dertil skal man så lægge alle dem, der kan få bugt med den nedgroede negl uden lægens hjælp. Det er alle aldersgrupper, som kan få “glæde” af en negl på afveje. Dog ser man yderst sjældent tilstanden hos børn under ti år.
Er din tånegl vokset ned i huden, så gør du klogt i hurtigt at finde frem til årsagen. For jo hurtigere du får fjernet det, der har bragt neglen på afveje, desto lettere bliver det at rette op på skaderne. Her kommer de mest almindelige årsager til nedgroede negl:
Der er ret stor sandsynlighed for, at du på et tidspunkt i dit liv får en nedgroet tånegl. Til gengæld er det ret nemt at undgå. Tager du disse enkle råd til dig, vil du minimere risikoen betragteligt.
GIV PLADS TIL TÆERNE
Brug til daglig fodformede sko eller sko med god plads til tæerne. De spidse sko skal du gemme til festlige lejligheder. Skoene må heller ikke være alt for løstsiddende, så foden skøjter rundt. Så får tæerne nemlig stød, hvilket kan fremkalde nedgroede negle.
HOLD FØDDERNE RENE OG TØRRE
God fodhygiejne forebygger både neglesvamp og nedgroede negle. Og det holder infektioner væk fra dine undersåtter. Det er også vigtigt, at du minimerer fodsved, som kan gøre huden blød og lettere for neglen at trænge igennem. Brug bomuldsstrømper, som huden kan ånde i, og brug eventuelt en antiperspirant-foddeodorant.
BESKYT MOD SLAG OG PRES
Undgå så vidt muligt at beskadige neglene med stød og unødigt slid. Har du et arbejde, hvor fødderne er udsatte, så brug sikkerhedssko eller sko med et fast og solidt overstykke. Fodbold er ikke den smarteste hobby, hvis du har tendens til nedgroede negle.
KLIP KORREKT
Det vigtigste råd til forebyggelse af nedgroede negle er at klippe korrekt. Neglen må aldrig være kortere i siderne end på midten, og du skal ikke klippe den i en buet form.
Men den rette behandling kan de fleste relativt nemt komme en nedgroet negl til livs. Men sæt ind, så snart du opdager, at neglen er på afveje. For en nedgroet negl forsvinder sjældent af sig selv. Jo tidligere behandling, jo mildere gener, og jo lettere bliver det at komme plagen til livs.
Læs også: Neglesvamp – den bedste behandling af svamp på tåen
Kilde: Nikolaj Rindom, speciallæge i ortopædkirurgi
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 14/2022