7 tips, der gør ferien lidt mere aktiv – og meget sjovere

Motion i ferien skal ikke være en sur pligt. Men er det dejligt, sjovt eller giver nye oplevelser, får du helt automatisk lyst til at bevæge dig mere. Tjek bare vores aktive ferietips her.

Kvinde løber på stranden

AKTIV FERIE – Det er skønt at slappe af i en liggestol på ferien, men når du begynder at kede dig, så tjek lige vores aktive tips her.

© Jakob Helbig

De færreste af os drømmer om at tage afsted på en benhård træningslejr i sommerferien. Men derfor behøver du jo ikke at ligge på en solseng fra morgen til aften – dag efter dag. Især ikke, hvis du er vant til at træne og nødigt vil tage et alt for stort formdyk i ferien.

Kodeordet her er balance. For med en ret lille indsats kan du både holde en skøn og afslappende ferie og samtidig holde din muskelstyrke, forbrænding og kondition oppe. Tjek bare alle vores tips, der alle opfylder kriteriet om, at motion i ferien ikke skal være en sur pligt, men derimod være enten dejligt, sjovt eller give nye oplevelser. Så tror vi nemlig på, at du helt automatisk får lyst til liiige at bevæge dig lidt mere.

Rigtig god ferie!

1. Medbring rejsevenligt træningsgear

Det vejer og fylder ingenting i kufferten. Det kan bruges af alle overalt, og du kan holde øje med dine børn (eller nyde udsigten), mens du træner.

Sjippetov
© iStock

Sjippetov

  • Genialt til konditionstræning, da du lynhurtigt får pulsen op og dermed forbrænder en masse.
  • Godt til at træne balance.
  • Er mere skånsomt for dine led end løb, da du kun hopper få centimeter over jorden og dermed ikke lander lige så tungt.

Få et sjippeprogram her

Træn med elastik på ferien
© Jakob Helbig

Elastik

  • Giver effektiv styrketræning, der får det til at syre i dine muskler.
  • Du kan nemt ændre modstanden ved at stramme eller løsne elastikken.
  • Er skånsomt for dine sener og led og dermed godt til dig, der skal genoptræne.

Få 8 elastikøvelser her

2. Stærk på et øjeblik

Er du vant til at styrketræne, vil du måske være ked af at give dine muskler tre ugers daseferie. Det behøver du heller ikke. Her får du et overskueligt miniprogram, som både holder dine muskler lidt i gang og hurtigt er overstået.

Styrkeprogram uden udstyr

  • 10 squats
  • 10 armstrækninger
  • 10 mavebøjninger
  • 10 rygbøjninger
  • 10 englehop

Har du tid og overskud, så kør programmet igennem tre gange. Men én gang er bedre end ingen.

3. Gå dig til motion og oplevelser

Uanset om du er i sommerhus, på charter, camping eller storbyferie, har du altid det perfekte træningsredskab med: dine ben. Gang er glimrende motion, som både forbrænder kalorier og styrker fordøjelsen. Samtidig kommer du rundt og oplever langt mere af dit rejsemål end dét, du lige kan se fra din solseng. Vil du have ekstra bonus af dine gåture, så sving godt med armene, og gå i et tempo, hvor du bliver forpustet.

Fire fif, der gør din gåtur lidt sjovere:

Gå en omvej til alt –

til stranden, købmanden, restauranten eller hæveautomaten. Du opdager nye gader, pladser og bygninger og får lidt ekstra ind på oplevelseskontoen.

Sæt en spændende lydbog i ørerne –

du må kun lytte, så længe du går. Vi lover dig, at dine ture bliver længere og længere ...

Køb en aktivitets­tracker –

og sæt dig et mål. Fx at du vil gå 10.000 skridt hver dag i din ferie.

Lad de høje sko blive hjemme –

og gå i et par gode sneakers. Når det er behageligt at gå, får du mere lyst til at gøre det.

4. Lav feriechallenge med familien

Har du 2 minutter? Så giv dig selv – og måske resten af familien – en lille feriechallenge: Stå i planke i 2 min. hver dag.

Familie laver planken på stuegulvet
© iStock

5. Få motion i havet og poolen

Er du vild med vand, så indbyder både havet og poolen til masser af god motion. Med et par gode svømmebriller og en badehætte er det selvfølgelig oplagt at crawle derudad. Er svømning ikke lige dig, så gå en tur i poolen eller i havet – frem og tilbage og frem og tilbage. At gå eller løbe i vand giver ekstra god motion på grund af vandmodstanden.

I poolen

  • Kast med en bold, evt. en badebold, med din feriemakker.
  • Hold fast i bassinkanten, og lav øvelser, fx triceps dips eller crawlbenspark.

Ved havet

  • Spil strandtennis, frisbee eller petanque i vandkanten.

6. Tjek, om dit hotel er fit

Selvfølgelig kan du vælge at rejse til et sportsresort, men mindre kan også gøre det. Skal du på hotel, så vælg et, der har fitnessrum, tennisbane, bordtennisbord eller holdaktiviteter som yoga og vandaerobic.

7. Vær aktiv med hele familien

Det kan være svært at blive enige om, hvilke aktiviteter I skal lave sammen i ferien. En løsning kan være at give hvert familiemedlem en dag, hvor vedkommende bestemmer aktiviteten, og hvor resten af familien så naturligvis bakker op.

Her er 3 bud på sjove lege, der får pulsen op:

Spil badminton

Kan spilles både med og uden net og point. Tegn evt. en bane op ved at drysse mel på græsset (det forsvinder af sig selv). Er niveauforskellen på jer stor, så giv den svageste et pointforspring, fx 10 point. Er I flere end to, kan I også spille “rundt om nettet”.

Flaske-bold-leg

To personer står med 10-20 meters afstand. Foran hver står en stor flaske fyldt med vand. I skal bruge en bold og skiftes nu til at prøve at ramme den andens flaske via kast eller spark. Rammes flasken, skal ejeren først få fat i bolden, før hun må rejse flasken op. Den anden må imens løbe hen og vende bunden i vejret på flasken. Dén, hvis flaske først er tom, har tabt.

Tøm-baljen-først-stafet

Lav to hold. Hvert hold skal bruge to spande og to plastikkrus. Lav en bane på 10-30 meter. Hvert hold har en fyldt spand i den ene ende af banen og en tom i den anden. Nu gælder det om med de to krus at tømme holdets fulde spand over i den tomme spand. Én person fra hvert hold må løbe ad gangen. Det hold, der først får flyttet alt vandet, har vundet.

Andre familievenlige aktiviteter

  • Leje cykler, gerne tandemer.
  • Tage på SUP-kursus.
  • Besøge en klatrevæg, og få et klatrekursus.
  • Besøge en plantage og plukke frugt eller bær.
  • Prøve en “Tree Top”-forhindringsbane.
  • Gå i skoven og samle planter, som I kan gå hjem og presse.
  • Arrangere en skattejagt eller et orienteringsløb.
  • Leje kanoer eller kajakker.