Forvent ikke jubelscener, når lægerne fortæller dig, du er kræftfri. Jette står midt i et tungt mentalt efterslæb, hvor hun skal lære sig selv at kende påny.
FRYGT er blevet en fast følgesvend, efter Jette har været kræftsyg. Kroppen er behandlet, men nu følger arbejdet med tankerne.
“Når folk spørger, om jeg er rask, svarer jeg: Ja, jeg er kræftfri, men ikke rask.”
Jette Pedersen har haft kræft ikke bare én gang i sit 50-årige liv, men to.
I 20’erne havde hun leukæmi. Så gik der 25 år uden kræft, inden hun som 48-årig opdagede en knude i brystet, der viste sig at være en alvorlig kræftform.
I dag er det 8 måneder, siden hun afsluttede behandling for brystkræft.
“Jeg har lige været til en begravelse. Da tænkte jeg: Jeg var heldig – han var desværre ikke. Det kunne lige så godt have været mig,” siger hun.
For hvis der er én ting, som alle behandlingerne med kemo, operation og stråler har gjort ved hende, så er det at være på vagt.
Læs også: Anette fik kræft: “Jeg følte, jeg stjal mine børns barndom"
Selv da hun blev kaldt ind til en samtale på sygehuset for at få at vide, om kræften havde forladt hendes krop, var det med afmålt begejstring, hun modtog beskeden.
“Lægen sagde, jeg var kræftfri, men jeg tænkte bare: ‘Ja, det siger du, men jeg tror ikke helt på det‘,” siger Jette.
Hun har i det hele taget ikke meget tilovers for forestillingen om, at man kan trække en klar grænse mellem at være syg og rask. Det er ikke en oplevelse, hun genkender fra sig selv.
“At gennemgå et kræftforløb er så hårdt fysisk og psykisk, at kroppen er på sit højeste alarmberedskab, så jeg har svært ved at modtage informationen om at være kræftfri. Det burde være logisk, men jeg er ikke helt i stand til at tage det ind,” forklarer hun.
Læs også: Forsker: Sådan kan du leve med frygt for at få kræft igen
Hvad hun til gengæld kan genkende er en krop og en psyke, der fortsat galoperer derudaf "med angsten for igen at blive syg og dø”, som hun formulerer det.
Derfor kan hun ikke tage til en begravelse uden at tænke, at det lige så godt kunne være hende, der lå i kisten. Frygten for at tilbagefald er som en rygsæk, der er syet fast på ryggen.
“For tiden fylder den mest, hvis jeg bliver syg. En simpel forkølelse er nok. Så bliver jeg straks bekymret for, om det er tegn på kræft. Eller hvis jeg opdager en hævet lymfekirtel. Det er ikke sjovt, “ siger Jette nøgternt.
Kontrolbesøg på sygehuset kræver også en ekstra dyb indånding.
Heldigvis er der også tiltag, der trækker i den anden retning: Væk fra dommedagsprofetierne og ud i lyset.
Dér, hvor Jette begynder at kende sig selv og sin tilværelse med gode venner, familie og et job, hun er glad for.
Træning som jumping, reformertræning og lange gåture i naturen gør godt i krop og sjæl.
Et kursus i mindfulness har trænet hende i at være til stede i nuet. Samtalegrupper skubber følelsen af at stå alene på afstand.
Intet kan dog slå de samtaler, Jette har haft med en psykolog. Her får hun værktøjer til at håndtere de sværeste tanker.
Livsvilkåret er konstant uvished. Der findes ikke de svar, som Jette – og alle andre, der har overlevet kræft – så brændende søger. Kræften kan blive væk. Kræften kan komme igen.
Så det gælder om at være nærværende i livet, selvom det er lettere sagt end gjort.
“Man mister lidt af sig selv, for under behandlingerne har jeg skubbet mig selv og mine følelser meget i baggrunden. Nu skal jeg til at lære mig selv at kende igen."— Jette Pedersen, har haft kræft to gange
Jette er fast opsat på, at hverdagen på et tidspunkt nok skal vende tilbage, selvom der kan gå lang tid.
“Jeg kommer aldrig af med frygten, men jeg kommer til at lære at leve med den. Det har jeg gjort før.”