Anette fik kræft: “Jeg følte, jeg stjal mine børns barndom"

Pigerne sad i bilen og ventede foran sygehuset. De vidste godt, at jeg skulle have besked, om det var kræft,” husker Anette Maria Syska.

Hun havde kort tid forinden opdaget en knude i sit bryst. Hendes læge havde reageret hurtigt, sendt hende til scanning og efterfølgende til biopsi. Og nu var hele familien – mor Anette, far Morten og de to døtre på 10 og 13 år – på vej til en uge i sommer­hus i vinterferien. Der var bare lige et enkelt stop på vejen: Ringsted Sygehus, hvor resultatet af prøverne skulle modtages.

“Så sagde lægen: ‘Du har desværre fået kræft.’ Han sagde også, at det var blevet opdaget tidligt, men det viste sig at være en meget aggressiv form for brystkræft. Det var en stor ting at få at vide,” siger Anette.

Knap var diagnosen stillet, før hun og manden Morten skulle konfrontere deres piger med nyheden. Og hvad siger man lige i den situation?

“Jeg sagde: ‘Det var kræft. Lægerne vil passe på mig. Man må spørge om alt. Det, vi ikke ved, finder vi ud af, og jeg skal nok klare den’,” siger Anette.

I de få velvalgte ord lå både rædsel, sårbarhed, ærlighed og ikke mindst håb, men så blev situationens alvor heller ikke penslet yderligere ud for børnene. Forude lå en uges samvær, som familien insisterede på at nyde, inden forløbet af de 12 kemo- og 25 strålebehandlinger skulle i gang.

Ned i kommodeskuffen

Når kræft rammer en familie, er det ikke kun sygdommen og dens barske følger, man skal forholde sig til. De voksne tvinges også til at overveje, hvordan man kan tale om tingene og være der for hinanden, når alt er et følelsesmæssigt kaos. Anette tog nyheden på sin egen måde:

“Jeg græd ikke. Det var et større chok for alle andre. Jeg har et skuffesystem, hvor jeg lægger tankerne fra mig i en skuffe, som jeg smækker i. Jeg kunne alligevel ikke gøre noget. Som en sygeplejerske sagde til mig: ‘Du er steady going. Det vil hjælpe dig’,” siger hun.

Familien kom hjem fra sommerhus, og datoen for første kemo nærmede sig. Og så “kørte toget bare”. At den hårde gift vitterlig slog cellerne ihjel, kunne tydeligt ses og mærkes på Anettes krop. Hun havde konstant kvalme, fik sår i munden. Ansigtet hævede op, og huden blev bleg som et lagen. Alt håret røg af – også øjenbrynene. Og neglene.

“Lige så snart kroppen rejser sig igen, får du et bask af den næste omgang kemo,” siger Anette.

De indrettede en seng midt i stuen, hvor hun kunne ligge. Den placering var ikke tilfældig:

“Dér var jeg tæt på det hele. Jeg kunne være en del af familielivet, selvom jeg stort set ingen kræfter havde. Men samtidig var det jo synlig sygdom lige der midt i stuen. Mine døtre blev på den måde konfronteret med at se deres syge mor hele tiden. Og jeg så virkelig syg ud.”

Det kan godt være, at hun var fysisk synlig, men som kræfterne blev færre og færre, blev hun delvist kørt ud på et sidespor. Det erkender Morten set i bakspejlet:

“Normalt er man to, men pludselig er du helt alene. Man forsøger at skåne den anden ved at tage hånd om alt. Men det gjorde, at Anette følte sig forbigået. Læren ved det er, at selvom man ligger på sofaen og raller, så vil man gerne inddrages,” siger han.

Børnene afkodede også hurtigt, at mor var syg, så de begyndte udelukkende at gå til deres far med alt fra lektier til legeaftaler.

Én ting var, at rollefordelingen forskubbede sig i familien. Noget andet, der fyldte, var at finde et naturligt leje for, hvor meget og hvor dybt der skulle snakkes om sygdommen. For det gik hurtigt op for Anette, at hendes familie måske ikke levede helt op til det niveau for samtaler, som de blev rådet til af læger og Kræftens Bekæmpelse. De følte hverken, at kræfterne eller behovet var til stede til at sætte sig i rundkreds og få følelserne på bordet.

“Jeg fik en masse pjecer med råd til, hvordan man sætter ord på det. Men når vi prøvede at tale med pigerne, kunne jeg mærke, at de krympede sig ved det,” siger hun.

Stor åbenhed – få dybe samtaler

Direkte adspurgt, om pigerne var okay, svarede de “ja”, men forældrene kunne konstatere, at børnene i perioder næsten ikke var hjemme, men søgte over til veninder.

“Min ene pige kunne simpelthen ikke holde ud at se mig. Og jeg fik dårlig samvittighed over, at de skulle se deres mor på den måde. Det føltes, som om jeg stjal noget af deres barndom og naivitet,” siger Anette.

Efter en samtale hos Kræftens Bekæmpelse, hvor døtrene ikke rigtigt hørte efter, fandt hun og manden efterhånden accept af, at de måtte klare håndteringen af følelserne på deres egen måde.

“Pigerne skulle have lov til ikke at blive konfronteret med sygdomssnak hele tiden. I stedet var jeg totalt åben om, hvordan jeg havde det, fx om hvor træt jeg var. Og vi kunne joke med, at det i hvert fald ikke var mit hår, der lå i håndvasken. Men når det kom til alvorlige snakke, kunne jeg mærke, hvornår det var rigtigt og forkert. Det, du mærker, er sikkert rigtigt. Du kender selv dine børn. Hvis jeg skulle have fulgt alle rådene fra pjecerne, kan jeg være bekymret for, at jeg ville have presset dem,” siger Anette.

Heller ikke Anette og Morten dvælede ved de dybe snakke. Anette begyndte at arbejde for så vidt muligt at holde fast i hverdagen. Og Morten var travlt optaget af at få tingene til at fungere med indkøb, mad, transport osv. Begge forsøgte de at fokusere på helbredelse – og så lidt som muligt på sygdom:

“Selvfølgelig var vi begge to angste. Det strålede ud af ansigterne. Men sagde jeg det højt? Nej. Det var der ikke plads til. Der var plads til at passe behandlingen,” konstaterer Morten.

I stedet for at tale blev der set film i sofaen, og familien spiste sammen hver aften. Dagene tog de én ad gangen. Efter seks måneder, hvor “livet gik i stå”, som parret beskriver det, kunne Anette endelig erklæres kræftfri.

Gør vores bedste

“Da hev jeg pigerne til side og sagde: ‘Nu overtager jeg kommandoen igen. Nu kan I godt slippe ansvaret.’ Det var fedt at være tilbage som mor,” siger Anette.

Samtidig er hun smerteligt bevidst om sygdommens uforudsigelige væsen, og at man aldrig kan vide sig sikker på, hvad der sker i morgen. Hun er holdt op med at lægge planer langt ind i fremtiden.

“De der konventioner om, hvordan livet skal være i familien og med karrieren – drop dem! Vi ser, hvad der sker, og gør vores bedste. Livet er fyldt med bump på vejen. Der sker alt muligt. Regn med, at alt kan ske. Men også at vi kommer igennem det, hvis vi står sammen,” slutter hun.