Når et familiemedlem får kræft, er det ikke bare én, der bliver ramt. Det gør hele familien. Hvor skal overskuddet komme fra, når alle er ulykkelige? Åben og ærlig kommunikation er det vigtigste for at slippe hele ud på den anden side, lyder ekspertens råd.
TAL OM DET – Der ligger en stor lindring i at kunne fortælle sine nærmeste, hvordan man har det, når sygdom rammer i familien.
Ser du en film, der bliver lidt for ubærlig, tager du måske hænderne op for øjnene eller skruer helt ned for lyden. Trangen til at vende sig væk fra det forfærdelige er naturlig – også for familier, der rammes af kræft.
“Vi tror, at hvis vi ikke taler om det, bliver det ikke så slemt. Vi vil ikke gøre vores elskede kede af det, så vi tier stille. Det er det, jeg kalder kærlighedens skjold,” siger Charlotte Valgaard Jørgensen.
Hun ved, hvad hun taler om, for hun har set det ske i hundreder af kræftramte familier i sit arbejde som leder af en rådgivning i Kræftens Bekæmpelse. Hun har oplevet, at når kræften rammer, har samtalen det nogle gange med at forstumme.
Forskellen på film og virkelighed er, at kræften stadig fylder for dit indre blik, og at den bliver ved med at larme inde i vores hoveder, selvom vi sætter den på lydløs. Måske især når vi sætter den på lydløs! Hvis Charlotte Valgaard Jørgensen skal vælge ét budskab, er hun i hvert fald ikke i tvivl:
“Vi skal være insisterende – ligefrem irriterende – og turde at tale med hinanden om, hvordan vi har det. Ellers ender vi med at sidde på hver vores ø. Når vi taler om det svære, er det lettere at komme igennem kræftforløbet,”— Charlotte Valgaard Jørgensen, familie- og psykoterapeut, rådgivningsleder i Kræftens Bekæmpelse
Når en i familien får kræft, er der en helt ny situation, som de færreste af os har erfaring med at håndtere. En gammel bedstemor kan blive ramt af kræft. Men en forælder til børn eller unge? Eller et barn? Det føles så fuldstændig naturstridigt, så det kan være umuligt at finde et meningsfuldt strå at klamre sig til i følelsesmæssigt kaos.
Er der børn i den kræftramte familie, åbner det for en hel række af dilemmaer, hvor det ikke er entydigt, hvad der er det rigtige at gøre.
“Mange forældre henvender sig og spørger: ‘Skal jeg sige noget til mit barn nu, eller skal jeg vente?’ Vores svar er typisk: Ja, du skal sige det, du ved. Men ikke alt det, der muligvis kan ske.”
På det tidspunkt vil barnet, ifølge Charlotte Valgaard Jørgensen, alligevel allerede fornemme, at der er noget galt. I er måske fraværende, trætte eller gør ikke, som I plejer.
“Grundlæggende kan vi ikke skærme vores børn for kriser. Det er en misforstået omsorg at holde dem hen for at undgå, at de bliver bange. Det bliver de alligevel, netop fordi de kan mærke forandringerne hos de voksne, og det gør dem utrygge. Tavsheden vil bare efterlade dem alene på perronen,” siger familieterapeuten og tilføjer, at børns fantasi ofte er værre end virkeligheden.
Det er ikke kun mindre børn, der ifølge familieterapeuten har brug for, at der bliver talt om, hvad der foregår i familien. Også fraflyttede børn og voksne vil have gavn af, at der bliver prikket hul på den berømte byld og sat ord på.
“Alene at få at vide, hvad der sker, giver en tryghed, for så er der en grund til, at folk opfører sig anderledes. Det er rart at have en vished om, at hvis der sker noget, bliver jeg informeret – selvfølgelig med respekt for den enkeltes alder.“
Vi kan hurtigt få en tendens til at fokusere på det faktuelle: Nu skal der tages blodprøver, infektionstallet er steget, nu afventer vi svar fra scanningen osv. Det er det letteste. Det er straks sværere at få talt om følelserne, der følger i kølvandet på alt det målbare: angsten, vreden, opgivelsen, jalousien osv.
“Hvis de voksne ikke er vant til at have en følelsesmæssig kommunikation, skal den etableres. Så må man øve sig på at sætte ord på,” råder Charlotte Valgaard Jørgensen.
Et godt sted at starte er at italesætte de små forandringer som fx: “Jeg har ikke så meget appetit. Det er derfor, jeg kun spiser lidt.” Eller: “I dag er jeg okay, men en gang imellem bliver jeg ked af det. Så taler jeg med mormor om det. Har du også en, du kan tale med?”
Når vi tidligt i forløbet begynder at tale om, hvad der sker – faktuelt og emotionelt – er vi bedre rustet til, hvis vi en dag skal forholde os til, at der ikke kan gøres mere.
“Så har vi allerede opøvet en evne til at tale om det allersværeste. De familier, der før har oplevet kriser og fået en erfaring i at tale sammen, kan måske bruge det igen. For andre, hvor livet bare er kørt på skinner, kan det være ekstra vanskeligt at stå midt i en krise,” siger Charlotte Valgaard Jørgensen.
Hun appellerer til, at voksne tager ansvar for situationen. Er der børn og unge i familien, skal der altid tages hånd om deres behov. Af forældrene eller andre voksne tæt på. De unge har brug for at vide, at det ikke er deres ansvar at trøste mor og far. Ligesom man som forældre skal sørge for, at ens barn har en fortrolig at læsse tankerne af hos.
“Man kan næsten se, børnenes skuldre sænke sig, når de får vished om, at de ikke behøver at passe på deres forældre. At de kan slippe ansvaret,” siger Charlotte Valgaard Jørgensen.
Det, der gør situationen så forbandet svær, er nemlig ikke kun sygdommen i sig selv. Det er lige så meget det følelsesmæssige kaos, der udløses, når alle familiemedlemmer er ramt af sorg og kaos, men fra hver deres synsvinkel. Og ofte på forskudte tidspunkter.
Det at få stillet en kræftdiagnose vækker naturligt tanken: “Skal jeg dø af det her?” Men lige præcis det scenarie er det ikke sikkert, de andre i familien kan rumme at tale om. Så der kan være en udtalt ensomhedsfølelse i at være den syge. Den pårørende vil måske snarere have behovet for at holde fast i håbet, og på den måde kan man tale forbi hinanden.
Rent praktisk er der også jordskred i rutinerne. Er du den pårørende, kommer du ofte til at stå med alt det praktiske på hjemmefronten selv. Samtidig skal du måske følge din partner til behandling, passe dit job og håndtere din egen angst.
“Resultatet af den cocktail er ofte, at de pårørende holder deres egne følelser tilbage, fordi de tænker: ‘Det er jo ikke mig, der er syg’,” siger Charlotte Valgaard Jørgensen.
Så selvom det er svært, kan det godt betale sig at finde modet til at fjerne hænderne fra øjnene og skrue op for lyden, så I kan få del i hinandens tanker, drømme, håb og svære følelser. Sådan kan vi nemlig typisk bedst komme igennem forløbet og ikke mindst komme videre bagefter.
Sygdommen er man ikke herre over. Men ved at følge disse råd kan I bedre hjælpe hinanden gennem krisen i familien.
Tal om det, du oplever. Hvis du tidligt i forløbet italesætter, hvad der faktuelt sker, og hvad du føler, opøver du langsomt evnen til at have de svære snakke. Det lindrer.
Du kan ikke skåne dit barn mod kriser, men du kan tilbyde at være en troværdig voksen, der godt tør tale om de følelser, der melder sig. Børn fornemmer alligevel, at der er noget i gærde.
Lige så vigtigt det er at tale om sygdom, lige så vigtigt er det at gøre noget helt andet. Det er fx tilladt at tage i biografen og se en komedie, der får jer til at skrige af grin.
Fortæl dine børn, hvem du taler med, når du har det svært. Det vil tage noget af ansvaret fra dem. Find også gerne personer, som de kan tale med, hvis du mærker, at de har svært ved at åbne sig derhjemme.
Slut fred med alt det, der ikke kan lade sig gøre, mens behandlingen buldrer afsted. Der kan være en periode med mere takeaway og flere nullermænd, og det er okay.
Det er nu, I for alvor har brug for flere hænder, så tøv ikke med at række ud. Appen Sammenholdet fra Kræftens Bekæmpelse er et konkret værktøj, der gør det nemmere for familie og venner at byde ind på opgaver og koordinere hjælpen.
I et parforhold er det nok, at én af jer har behov for at tale om sine følelser. Så bør den anden stille op og lytte. Det er begge parters ansvar, at ensomhedsfølelsen ikke breder sig. Invitér gerne en tredje part ind i samtalen, fx en psykolog eller en rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse.
I er ikke de samme før og efter et kræftforløb. Når sygdommen er nået til en afslutning, følger en periode, hvor I skal finde jer selv og hinanden igen. Mange af dem, der henvender sig for at få hjælp i Kræftens Bekæmpelse, gør det faktisk efter, de er blevet raskmeldte.
Kilde: Charlotte Valgaard Jørgensen, familie- og psykoterapeut, rådgivningsleder i Kræftens Bekæmpelse