Har du prøvet en omgang nældefeber, så ved du, hvad kløe er. Udslættet kan komme som lyn fra en klar himmel og brede sig hurtigere, end du kan nå at sige kløpind. Her får du overlægens forklaring og bedste råd til at slå kløen ned.
Det klør lige pludselig som ind i h......! Er det et myggestik? Nej, kløen breder sig. Der kommer hævede plamager, rødmen og endnu mere kløe. For du har fået nældefeber.
Og det er der ikke noget ualmindeligt ved. I løbet af livet vil 15-20 procent af os opleve et eller flere udbrud. Og kvinder rammes oftere end mænd.
Prøv at abstrahere fra kløen, mens du får de bedste råd fra en overlæge i hudsygdomme. Der er heldigvis flere ting, du kan gøre for at lindre anfaldet af nældefeber.
Du kan kende nældefeber – med den medicinske betegnelse urticaria – på de intenst kløende plamager, der kan variere i størrelse fra få millimeter til håndfladestore pletter. Plamagerne kaldes også nælder eller kvadler. De er blegrøde eller hvidlige og hæver sig over hudoverfladen. De kan minde om megasize myggestik. Udslættet kan sidde overalt på kroppen, og det kan flytte sig fra ét sted til et andet.
Nældefeber opstår i løbet af få minutter eller timer. De enkelte plamager forsvinder typisk igen inden for 24 timer, mens nye kan komme til, således at udbruddet varer flere dage, måske uger. Det forsvinder af sig selv – så pludseligt, som det kom.
... og hvad er nældefeber ikke?
Det er vigtigt at vide, hvad nældefeber ikke er. Modsat hvad mange tror, er det nemlig ikke en allergi. Man kan ikke få nældefeber af mad, pelsdyr eller græs. Det kan man blandt meget andet få allergi af. Grunden til, at mange opfatter nældefeber som en allergi, er, at man ved en allergisk reaktion kan få nælder på huden. Men det gør ikke allergien til nældefeber.
2
Hvordan ser nældefeber ud?
Nælderne eller kvadlerne, som de også kaldes, er det karakteristiske udslæt, som nældefeber giver. Det er hævet, tydeligt afgrænset og blegrødt med hvidlig midte. Nælderne kan sidde overalt på kroppen.
3
Hvorfor får man nældefeber?
Man ved en del om de mekanismer i huden, der sætter gang i nældefeberens kløende udslæt. Symptomerne opstår, fordi celler i huden frigiver stoffet histamin. Det gør hudens små blodkar utætte og får underhuden til at hæve op. Samtidig irriterer histaminet hudens nerveender, og derfor kommer den til at klø.
Hvad man ikke ved ret meget om, er, hvad der i første omgang sætter gang i cellernes frigivelse af histamin. I flere end 8 ud af 10 af de tilfælde af nældefeber, som lægerne tilser, finder man ikke den udløsende årsag til det enkelte udbrud.
Der er dog en håndfuld faktorer, som man har erfaring for kan fremprovokere nældefeber.
Ting som kan fremprovokere nældefeber:
Kroppen reagerer på sig selv
Mange, som lider af kronisk nældefeber (uticaria), har en undertype, der kaldes kronisk spontan urticaria. Her kommer udslættet, fordi kroppen laver for mange IgE-antistoffer.
Omskrevet til forståeligt dansk betyder det, at kroppen bliver allergisk over for sig selv, altså en autoimmun reaktion.
Fysiske påvirkninger
En anden undertype af kronisk nældefeber er kronisk inducerbar urticaria. Her er nældefeberen en reaktion på bestemte fysiske påvirkninger. Det kan være kulde, som sætter gang i udslættet. Sol og varme kan ligeledes give nældefeber. Det samme kan kroppens egen sved og tryk på huden fra en rygsæk eller tøj, der strammer og snærer.
Psykiske påvirkninger
Er man i psykisk ubalance og stresset, kan det forværre mange sygdomme – nældefeber er ingen undtagelse. Stress kan dog ikke forårsage nældefeber, men det kan puste til udbruddet og gøre symptomerne mere udtalte, hvis man er mærket af stress.
Man ser, at nældefeber dukker op i forbindelse med en virusinfektion, så man kan “muntre sig” med to sygdomme på en gang.
Det er især børn, der får besøg af nælderne, når de i forvejen ligger med feber eller anden virus, de har samlet op i daginstitutionen.
Giftige kontakter
Nogle stoffer kan have en toksisk virkning på huden og forårsage udbrud af det, der kaldes kontaktnældefeber. Det er en reaktion, som kun opstår på selve berøringsstedet få minutter efter kontakten. Mange reagerer fx på brændenælder. Det er også deraf, navnet nældefeber kommer.
4
Hvor lang tid varer nældefeber?
Nældefeberens kløe er ubehagelig. Derfor er det ganske velkomment, når udbruddet damper af igen. Og det gør det af sig selv, ofte inden for få dage. Men der kan desværre også gå flere uger, før du bliver symptomerne kvit. Er der tale om kronisk nældefeber, så vil symptomerne blive hos dig i mere end 6 uger.
Og kan man så regne med at opleve denne knap så søde kløe flere gange? Det kan man faktisk ikke forudsige. For nogle er den kløende oplevelse en enlig svale. For andre er nældefeberen en tro følgesvend, de trækkes med i flere år.
NÆLDEFEBERENS KLØE ER UBEHAGELIG – Kvinder er hyppigst plaget af nældefeber og får tilstanden tre gange så ofte som mænd.
5
Hvad er forskellen på akut og kronisk nældefeber?
Man inddeler nældefeber i to undertyper: akut nældefeber, hvor symptomerne varer mindre end 6 uger, og kronisk nældefeber, hvor man har daglige eller hyppigt tilbagevendende udbrud i mere end 6 uger ad gangen.
Selvom det hedder kronisk nældefeber, betyder det altså ikke, at det nødvendigvis er for livet. Det betegner blot langvarige forløb. I forhold til symptomer er der ingen forskelle på de to typer nældefeber; reaktionen i huden er den samme.
Den kroniske nældefeber er langt mindre udbredt end den akutte, som cirka hver femte af os får et eller flere udbrud af gennem livet. Kronisk nældefeber optræder hos 0,5-5 procent af befolkningen og yderst sjældent hos børn. Kvinder er hyppigst plaget af nældefeber – de får tilstanden tre gange så ofte som mænd. Men det kan ramme alle.
6
Hvilken behandling kan man få mod nældefeber?
Ved milde udbrud af nældefeber er det ikke nødvendigt med anden behandling end den kløe-lindring, som du selv kan stå for og så en pæn portion tålmodighed, indtil kløen fordufter af sig selv.
Men bliver kløen for slem, så findes der heldigvis effektive præparater, der kan få has på den. Her er, hvad man bruger mod nældefeber:
Nældefeber behandling
ANTIHISTAMIN
Den mest udbredte behandling mod akut nældefeber er antihistaminer. Du kan købe dem som tabletter i håndkøb. Antihistaminer beskytter cellerne mod det kløefremkaldende histamin, der frigives ved et nældefeberudbrud. Det er en meget effektiv behandlingsform, som giver en øjeblikkelig lindring af symptomerne.
INJEKTIONER
Ved kronisk nældefeber behandler man først med antihistaminer. Men er det ikke nok, kan man forsøge sig med den biologiske medicin, der hedder omalizumab. Det er et relativt nyudviklet antistof, der skal gives som injektioner hos speciallægen eller på hospitalet. Man får typisk 2 sprøjter ad gangen med 4 ugers mellemrum.
BINYREBARKHORMON
Binyrebarkhormon ordineres af din praktiserende læge eller en speciallæge. Der kan være store bivirkninger ved denne behandling, så derfor gives binyrebarkhormon kun kortvarigt og i meget svære tilfælde af nældefeber, hvor de andre behandlingsformer ikke slår til.
7
Skal man gå til lægen med nældefeber?
At have nældefeber er ubehageligt. Men der er ikke noget farligt ved det. Ej heller er det udtryk for, at du har andre sygdomme. Er der blot tale om et enkeltstående tilfælde med moderat kløe, så behøver du ikke at kontakte lægen. Men dukker nældefeberen op gentagne gange, og griber den ind i din hverdag, så rådfør dig med din læge, i forhold til hvilken behandling der er egnet i dit tilfælde.
8
Hvordan kan man forebygge nældefeber?
Har du én gang oplevet, at din hud blev indtaget af kløende plamager, så er du med garanti åben for gode råd til at undgå, at det sker igen. Desværre er der ikke så meget, du kan gøre for at være sikker på at slippe for nye udbrud. Men følger du disse enkle råd, kan du nedsætte risikoen:
Er du forholdsvis sikker på, hvad det er, der udløser din nældefeber, så sørg for så vidt muligt at undgå det.
Ved du ikke, hvad der kalder nælderne frem, så før en dagbog over, hvornår du får anfald. Tjek, om der er sammenhæng med fx koldt eller varmt vejr, stress og infektioner. Det kan måske afsløre den udløsende faktor, som du skal undgå.