Sådan slipper du for ligtorne

Har du prøvet at have en ligtorn? Hvis ja, så ved du, hvor smertefulde de er. Har du ikke, så vær glad for det. Ligtorne er rene fod-terrorister. Derfor har vi her samlet alt, hvad du skal vide om de hårde kerner af hud, og hvordan de undgås.

En kvindes fod med ligtorn

LIGTORN – en ligtorn er hård hud, der danner en kegle, der trykker ind og rammer nerverne.

© iStock

Ligtorne opstår faktisk for at beskytte stedet, som bliver udsat for vedvarende pres, men resultatet kan være smertefuldt. Her har vi her samlet alt, hvad du skal vide om de små, smertefulde ligtorne, og hvordan de undgås.

1 Hvad er en ligtorn?


En ligtorn – eller en clavus, som den hedder på latin – er et mindre område med hård, fortykket hud, der er blevet presset sammen i en sådan grad, at der til sidst er opstået en hård kerne. Kernen af en ligtorn er formet som en spids torn, der kiler sig indad.

“Lig-“ kommer af ordet “legeme". Så ligtorn betyder altså en torn i legemet, hvilket understreger, hvor smertefuld den kan være.

2 Hvordan ser en ligtorn ud?


Du kan ret enkelt afgøre, om du er blevet indehaver af en ligtorn. Se efter en mindre klump af fortykket hud med en hård kerne og en overflade, der ofte er tør og grå-gullig i farven. Ligtornen kan også være let rødlig.

Når du rører ved ligtornen og trykker på den, vil du opleve ømhed og smerte. Det er, fordi ligtornens spids stikker dybt ned i huden og trykker på nerverne. I de værste tilfælde kan ligtornen have udviklet sig til et sår eller en betændelsestilstand i foden.

Ligtorn eller fodvorte? Hvis du stadig er i tvivl, kan du læse mere om fodvorter her.

Ligtorn under foden

LIGTORN – den forhornede hud bliver til en kegleformet torn, hvis spids går ned gennem underhuden og trykker på nerverne.

© iStock

3 Hvordan opstår ligtorne?


Ligtorne opstår, når huden på fødderne udsættes for et uhensigtsmæssigt slid gennem længere tid. Huden reagerer så med at danne hård hud. Og det er for så vidt smart, for den hårde hud udgør et værn, som forhindrer skader på huden. Men når der oven i hatten kommer et vedblivende tryk på et afgrænset stykke af den hårde hud, så fortykkes området yderligere, den hårde hud presses sammen, og der opstår den karakteristiske kegleformede torn. Ligtorne er altså den hårde huds ondsindede søster.

Illustration af ligtorn

HÅRD HUD BLIVER TIL LIGTORN – ligtorne bliver først rigtig smertefulde, når den hårde hud presses sammen og når ned til nerven.

4 Hvorfor får man ligtorne?


Den mest almindelige årsag til, at vi får ligtorne, er, at vi går i forkert fodtøj. Hvis skoene er for små, smalle, spidse eller højhælede, så kommer der friktion og et vedvarende tryk visse steder på foden.

Det samme sker, hvis der sidder en generende syning eller rem på fodtøjet. Men også for løst fodtøj kan give ligtorne. Hvis skoene ikke sidder ordentligt til, så presses tæerne fremad mod snuden i skoen, og fodsålen skrider rundt. Den friktion, det skaber, kan i lige så høj grad fremkalde ligtorne.

LÆS OGSÅ: Hvorfor får man propper af ørevoks i ørerne?

5 Hvor får man ligtorne?


Der kan dukke ligtorne op hvor som helst på din fod. Men typisk kommer de der, hvor der er mest friktion og tryk, hvilket er på siden af foden, under forfoden, på hælen og tæerne. Ligtorne på tæerne sidder gerne på oversiden, men de kan også komme på spidsen, på siden og faktisk også mellem tæerne.

LÆS OGSÅ: De bedste øvelser til nedsunken forfod

Placering af ligtorne

HVOR SIDDER LIGTORNE? Ligtorne opstår typisk de steder, hvor der er mest friktion og tryk på foden.

6 Hvordan forebygger man ligtorne?


Ved at pleje fødderne kan du holde huden blød og dermed forebygge, at der opstår ligtorne. Hvis du allerede har haft en ligtorn og fået den fjernet, skal du også huske fodplejen. I de fleste tilfælde kommer ligtornen nemlig igen, hvis ikke du gør en forebyggende indsats.

Forebyg ligtorne ved at bekæmpe den hårde hud

  • Lav jævnligt et fodbad, og tilsæt gerne en blødgørende badeolie.
  • Smør med fed creme hver dag. Det lægger en beskyttende hinde på huden, så den bedre kan modstå tryk.
  • Skrub den hårde hud væk med en pimpsten en gang om ugen. Brug,den efter badet, og mens huden stadig er våd og blød.

Forebyg ligtorne ved at vælge det rigtige fodtøj

  • Dine sko må hverken være for store eller for små, og de må ikke gnave eller trykke.
  • Hold dig fra de høje hæle til hverdag.
  • Går og står du meget, så brug stødabsorberende indlægssåler.
  • Skift gerne sko i løbet af dagen, så du varierer det tryk, dine fødder udsættes for.

Læs også: Sådan slipper du af med en nedgroet negl

7 Hvornår skal man gå til lægen med en ligtorn?


Er ligtornen blevet stor og genstridig, så hverken kan eller bør du fjerne den selv. I stedet skal du en tur til egen læge for at få en vurdering af knasten. Lægen vælger oftest at sende dig videre til en statsautoriseret fodterapeut. Men det er alligevel vigtigt at få lægens blik på sagen, for i sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med operation på hospitalet. Det er især, hvis det er specielle anatomiske forhold, der har forårsaget ligtornen.

Har du diabetes eller en kredsløbssygdom, skal du uanset ligtornens størrelse konsultere lægen som det første. For disse sygdomme giver nedsat følesans i fødderne og øget risiko for infektion. Ved tegn på infektion bør du også altid kontakte lægen, så du kan få behandling med antibiotika. Hold øje med symptomer som rødme, hævelse og varmefornemmelse på området ved ligtornen.

Læs også: Hammertå – øvelser og behandling af krogede tæer

8 Hvordan behandler man ligtorne?


En ligtorn skal behandles med det samme. Lader du den bare være, er der risiko for, at den vokser og bliver så smertefuld, at du ikke kan gå på den. Der kan også gå infektion i en ubehandlet ligtorn, så en operation kan blive nødvendig.

Er du blevet den uheldige ejer af en ligtorn, så er der ting, du kan gøre for at lindre smerten. Det er vigtigt at komme i gang hurtigt, så ligtornen ikke vokser sig stor. En ganske spæd ligtorn kan du selv fjerne, men de store bør du overlade til en fodterapeut.

LÆS OGSÅ: Knyster på fødderne – sådan lindrer du smerterne

Sådan kan du selv behandle ligtorne

  1. SOS-HJÆLP

    Så snart du opdager ligtornen, skal du trykaflaste området. Det fjerner ikke ligtornen, men mindsker ubehaget. Du aflaster primært ved at droppe de sko, der klemmer og skaber friktion. Når du er indenfor, kan du med fordel gå på strømpesokker. Du kan også bruge et ligtorneplaster på stedet. Det skal have en blød polstring og et hul i midten, så trykket fjernes fra det ømme spot.
  2. LÆG I BLØD

    Dernæst bør du blødgøre ligtornen med et fodbad – gerne tilsat en badeolie. Mens fødderne er i vandet, kan du skrubbe det ømme sted med en pimpsten eller neglebørste, så noget af den hårde hud fjernes. Det vil sjældent være tilstrækkeligt til at få hele ligtornen væk. Men det kan lindre og mindske genen.
  3. HELT I OPLØSNING

    Inden du skrider til den egentlige fjernelse af ligtornen, så gør du dig selv en tjeneste, hvis du opløser den hårde hud i ligtornen først. Til det formål er salicylsyre din ven. Du kan også bruge frugtsyre, kaldet AHA-syre. Begge syrer ætser nænsomt det yderste lag af den hårde hud på ligtornen. Syrerne fås i såkaldte ligtornepenne, roll-on-sticks og tilsat i nogle ligtorneplastre.
  4. FREM MED HØVLEN

    Så skal du til at fjerne ligtornen. Her gælder det om at være varsom. Går du for ivrigt til værks, kan du skabe sår og i værste fald infektion. Prøv derfor forsigtigt at skrabe ligtornen væk med en fodhøvl. Fjern kun en lille smule af ligtornen ad gangen. Og stop, hvis den ubudne gæst er genstridig. Så lad en fodterapeut tage over.

9 Hvordan fjerner fodterapeuten ligtornen?


Hos fodterapeuten skæres toppen af ligtornen, hvorefter den nederste del af ligtornen lempes ud. Nogle terapeuter bruger en lille fræser, som “graver” den forhornede hud op. Når en ligtornebehandling udføres professionelt og med de rette steriliserede instrumenter, er det en effektiv måde at få bugt med knasten på. Behandlingen er ikke helt smertefri, men de fleste føler en stor lettelse bagefter. Manøvren tager under en halv time og koster omkring et par hundrede kroner, som ikke er dækket af den offentlige sygesikring.

Læs også: Neglesvamp – den bedste behandling af svamp på tåen

Fodterapeut fjerner ligtorn

FJERNELSE AF LIGTORN – fodterapeuten kan få bugt med ligtornen ved at skære og "grave" den ud.

© iStock

LÆS OGSÅ: Sådan slipper du af med dårlig ånde

Kilde: Ditte Damgaard, statsautoriseret fodterapeut

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 5/2022