Blodtrykket bliver højere, pulsen stiger, og adrenalinen pumper rundt i kroppen. Du er ramt af stress … eller måske er du bare ude at løbe en tur eller i gang med at lave sprællemænd.
Kroppens fysiologiske respons på stress og motion er nemlig ens, og det er en af årsagerne til, at motion har en fremragende evne til både at forebygge og lindre stress. Lyder det helt sort?
Bare rolig, vi bryder det ned i bidder – godt hjulpet på vej af Bo Netterstrøm, som er overlæge og stressforsker.
Motion masserer alarmberedskabet
Når du fx hopper i løbeskoene og suser afsted, så aktiverer du den del af dit nervesystem, der kaldes det sympatiske nervesystem.
Det er det, der forbereder kroppen på at kæmpe eller flygte, og som også aktiveres, hvis du fx er ved at blive kørt ned af en bil og må springe hurtigt til siden.
Læs også: Særligt én træningsform forebygger stress
En løbetur er jo umiddelbart helt ufarlig, så det lyder måske tosset, at samme nervesystem er aktivt her, men der er en god forklaring.
Når dit blodtryk og din puls stiger, og der strømmer hormoner ud i dit blod, så præsterer du nemlig bedre. Du bliver helt klar.
Når turen så er slut, og løbeskoene er parkeret i entréen, stopper alarmklokkerne med at bimle og bamle, og det parasympatiske nervesystem, som er ansvarligt for hvile og ro, tager langsomt over.
Træner du regelmæssigt, bliver din krop bedre til at skifte mellem de to nervesystemer, så du hurtigere falder til ro – og det vil også hjælpe dig i pressede situationer.
“Når du motionerer, masserer du så at sige dit alarmberedskab – altså din fysiologiske stressreaktion. Kroppen vænner sig til at komme tilbage til en afslappet tilstand. Det vil fx være en fordel på jobbet, hvor du kommer meget hurtigere i ro igen efter en stresset situation,” fortæller Bo Netterstrøm.
Der vil simpelthen være kortere vej fra alarm til ro.
Din hjerne bliver bedre rustet
Der er også to andre, vigtige årsager til, at motion kan gøre dig mere modstandsdygtig over for stress. Den ene skal findes i et protein kaldet BDNF, som står for Brain-Derived Neurotrophic Factor.
BDNF spiller en afgørende rolle for din hjernes sundhed og understøtter fx dannelsen af nye nerveceller (og forbindelsen imellem dem) i hukommelsescentret hippocampus.
Langvarig stress kan (ligesom fx depression) føre til et lavt niveau af BDNF, som viser sig ved, at din hjerne ikke fungerer, som den plejer.
“De fleste af os kender det her med, at vi hverken kan huske fra næse til mund, hvis vi er stressede. Hjernen fungerer simpelthen dårligere, når vi har været stressede i længere tid,” forklarer Bo Netterstrøm.
Hvor stress kan føre til lave niveauer af BDNF, kan motion omvendt øge niveauet og på den måde potentielt beskytte dig mod de skadelige virkninger af stress.
Læs også: Superagers – hvorfor ældes hjernen forskelligt?
Naturlig, antidepressiv medicin
Den anden årsag til motionens gunstige virkning er, at du stimulerer en række såkaldte "humørhormoner", når du sveder i træningscenteret eller på racercyklen.
Det gælder især serotonin, dopamin og noradrenalin, som tilsammen bl.a. er afgørende for vores evne til at føle glæde, tilfredshed og motivation. Hvis du er vant til at dyrke motion, så genkender du sikkert følelsen af at få et "rush", når træningen er overstået – det er hormonerne, der er på spil.
De tre ovennævnte hormoner er i øvrigt de samme, som man forsøger at regulere med antidepressiv medicin. Når du dyrker motion, får du dem bare helt naturligt, og de er altså med til at mindske din risiko for stress, men også psykiske lidelser som depression og angst.
Ikke al motion er lige god …
Motion kan altså være med til at forebygge og lindre stress. Men kan du så bare hoppe i træningstøjet og vælge præcis den motionsform, du har lyst til?
Nej, lyder det fra overlægen. Det er særligt én træningsform, der har vist sig at være effektiv. Hvilken det er, kan du læse i artiklen her.
Og så lige en sidste ting: Er du akut ramt af stress? Så skal du tage særlige hensyn og starte langsomt ud. Få overlægens råd i artiklen her.
KILDE: Bo Netterstrøm, overlæge dr. med., seniorforsker og partner i Kalmia