Bliv stærk og smidig med De fem tibetanere

Du kan se frem til flere positive effekter, hvis du kaster dig over den ældgamle yogaserie De fem tibetanere. Øvelserne tager max. et kvarter og er ret lette at lære.

Kvinde med yogamåtte er klar til De fem tibetanere

ER DU STIV SOM ET BRÆT? Så vil du opleve, at De fem tibetanere giver dig en smidigere krop – ikke mindst en mere smidig ryg og lænd.

© Ditte Capion

Hvis du har hørt om De fem tibetanere, har du måske også hørt, at de skulle sikre dig evig ungdom.

Inden du fluks hopper ned på yogamåtten og går i gang, så lad os slå fast med det samme: Det med evig ungdom er der ikke forskningsmæssigt belæg for at påstå.

Men at der er masser af andre positive effekter, er der ikke tvivl om! Især hvis du gør yogaserien til en daglig vane, som den oprindeligt er tænkt til at være.

Hvad gør De fem tibetanere for din krop?

Tjek vores 6 gode grunde til, at du skal gøre yogaserien til din nye, daglige vane.

Læs også: Download en plakat med De fem tibetanere her

1 Øget muskelstyrke


De fem øvelser aktiverer hele din krop, herunder mange af de store muskelgrupper.

Gennemfører du yogaserien hver dag, vil du derfor ret hurtigt opleve, at du får en stærkere krop, og at øvelserne bliver nemmere.

Læs også: 12-ugers styrkeprogram for begyndere

2 Mere smidighed


Flere af øvelserne strækker din krop godt igennem.

De fem tibetanere vil derfor give dig en mere smidig krop, ikke mindst en mere smidig ryg og lænd, men også arme, skuldre og ben.

Læs også: Skal jeg være smidig for at kunne dyrke yoga?

Kvinde laver yogaøvelse, De fem tibetanere

ET RIGTIG GODT STRÆK føles fantastisk – både mens du gør det og bagefter.

© Ditte Capion

3 Bedre kropsholdning


En sidegevinst ved en stærkere og mere smidig krop – og det gælder ikke mindst dine ryg- og mavemuskler – vil være en bedre kropsholdning.

Læs også: Hvor stærk er din mave?

4 Bedre balance


Øvelserne og de mange gentagne bevægelser udfordrer og styrker din balance.

I starten vil du måske opleve, at øvelse 1, hvor du skal dreje rundt, gør dig svimmel. Sæt i givet fald tempoet ned og lav eventuelt også færre gentagelser. Med tiden vil du opdage, at du bliver mindre svimmel.

Læs også: Gå på opdagelse i vores yoga-univers med 75 yogaøvelser

Kvinde i gang med De fem tibetanere

BLIVER DU LET SVIMMEL? Så vil denne og de andre tibetaner-øvelser styrke både dig og din balance.

© Ditte Capion

5 Mere mig-tid


Hensigten er, at øvelserne skal udføres i et roligt lokale uden forstyrrelser fra fx TV. Tempoet skal være roligt med fokus på dybe vejrtrækninger.

Det giver dig en daglig dosis mig-tid, hvor du har ro til at fokusere på dig selv. For mange vil det give en følelse af øget velvære.

Læs også: Meditation for begyndere – sådan kommer du i gang

6 En fast rutine


Spørger du yogainstruktør Annika Mahallati, er hun ikke i tvivl om, hvad hun ser som den største gevinst.

“Øvelserne er enkle, nemme og hurtige, og dermed er der en god chance for, at du får dem gjort hver dag. Og den effekt, som det giver, er uvurderlig,” siger hun.

Ikke helt løgn ...


Med de 6 positive effekter i baghovedet er det ikke helt forkert, når man siger, at øvelserne giver evig ungdom.

I hvert fald er en bevægelig krop en af nøglerne til at bevare livskvaliteten og dit generelle velvære gennem hele livet. Regelmæssig motion er desuden uvurderligt i forhold til at forebygge sygdomme og for tidlig aldring.

Vi gætter også på, at du vil føle dig ret ung og overskudsagtig, når dagen starter med 20 minutters yoga.