Kom i mål til Broløbet – vi gør dig klar til turen over vandet
Løb let over broen med vores målrettede træningsprogrammer og nyttige tips, der ruster dig til de store broløb.
Løb let over broen med vores målrettede træningsprogrammer og nyttige tips, der ruster dig til de store broløb.
Vil du have en unik løbeoplevelse, hvor du betræder mere end én landsdel og løber til synet af havudsigt og storslået arkitektur, så er et broløb måske noget for dig.
Vi har tre store broløb i Danmark: Broløbet over Storebælt, Broløbet over Øresundsbroen og Lillebælt Halvmarathon.
Har du et broløb i kikkerten, har vi den nødvendige information og de træningsprogrammer, der får dig trygt over på den anden side af broen.
De tre store broløb er alle halvmarathoner på ca. 21 km. Til den distance har kroppen brug for en pæn portion tilvænning, så det er vigtigt at få trænet op i god tid.
Selve løbeoplevelsen bliver også federe, hvis du har en smule overskud til at nyde turen over broen.
Nedenfor finder du løbeprogrammer til både halvmarathon og 10 km (Lillebælt Halvmarathon).
Når vi snakker store broløb som Øresund og Storebælt, hvor du løber fra A-B, er der flere ting, du skal være særligt opmærksom på.
Halvmarathon-ruten på 21,0975 km starter ved Øresundsparken i Tårnby i Danmark. Løberne tilbagelægger herefter 16 km over Øresundsforbindelsen, inden ruten afsluttes på den svenske side med mål i Malmö.
Som noget specielt løber man også under vandet i tunnellen, hvor der er en helt særlig stemning og varmere end oppe på broen.
Det første broløb over Øresund løb af stablen i år 2000 i forbindelse med åbningen af Øresundsbroen. Løbet fandt sted, inden broen var tilgængelig for offentligheden, så løberne var blandt de allerførste til at krydse broen mellem Danmark og Sverige.
Løbet arrangeres i et samarbejde mellem Øresundsbron som vært og Sparta Atletik & Løb og Malmö Allmänna Idrottsförening (MAI) som arrangører.
Det helt store broløb over Øresund med start i Danmark og mål i Sverige har været afholdt tre gange. Første gang i 2000, anden gang i 2010 i forbindelse med Øresundsbroens 10-års jubilæum og i 2025, hvor broløbet over Øresund markerede 25-års jubilæet for Øresundbroen.
I årene mellem 2002 og 2006 afholdt svenskerne en mindre udgave af løbet med start på Peberholm og mål ved Malmö Stadion.
Det første broløb over Øresund slog rekord i antal deltagere ved et halvmaraton og regnes stadig som det største halvmarathon i verden med ca. 80.000 løbere.
I 2010 var antallet halveret til 40.000 løbere, og det samme var tilfældet her i 2025, hvor startnumrene lynhurtigt blev udsolgt.
Arrangørerne oplyser, at der pt ikke er nogen aktuelle planer om flere broløb over Øresund efter løbet i 2025.
Lillebælt Halvmarathon adskiller sig fra de to andre broløb, idet du ikke løber fra A til B, men i en slags sløjfe.
Løbet er desuden enormt tilskuervenligt, da du foruden de 1.178 m over Den Gamle Lillebætsbro løber størstedelen af ruten i smukke omgivelser i både Middelfart og Fredericia.
Lillebælt Halvmarathon er et årligt motionsløb, hvor du både kan løbe og gå et halvmaraton eller 10 km.
Det første Lillebælt Halvmarathon blev afholdt i 2008 og har været afholdt hvert år lige siden med undtagelse af 2020 og 2021, hvor Covid-19-pandemien satte en kæp i hjulet for løbet.
I en lang årrække var Lillebælt Halvmarathon udsolgt med 11.000 tilmeldte om året. Efter 10-år-jubilæet i 2017 har deltagerantallet dog været faldende til under det halve – men er de sidste par år begyndt at stige igen.
Ruten til Broløbet over Storebælt er 21,1 km med start i Knudshoved på Fyn og mål i Korsør på Sjælland.
Det meste af ruten foregår på selve broen, hvor du skal være forberedt på at løbe op ad bakke det første stykke og nedad igen på det sidste stykke.
Det første broløb over Storebælt blev afholdt i 1997, da Vestbroen var bygget færdig og klar til togtrafik. Her sluttede ruten på Sprogø.
Da hele broen stod klar i 1998, besluttede løbsarrangørerne at afholde broløb igen for at markere indvielsen af Storebæltsbroen. Denne gang gik ruten fra Nyborg til Korsør.
Der skulle gå nogle år, før Broløbet over Storebælt blev afholdt igen, men siden 2005 er løbet vendt tilbage ca. hver tredje år.
Ca. 35.000 mennesker enten løb, gik, cyklede, stod på rulleskøjter eller skateboard over Storebæltsbroen i 1998.
Omkring 10.000-14.000 løbere har de seneste gange løbet halvmarathon over Storebæltsbroen.