RS-virus: Her er symptomerne hos børn og voksne

RS-virus er kendt for at ramme babyer og små børn, men voksne kan også smittes. Her forklarer en overlæge, hvilke symptomer du skal reagere på, og hvorfor en vaccine kan være en god idé for gravide og ældre.

Baby med virusfår iltmaske på

HVORNÅR SKAL MAN SØGE LÆGE? Dét er et af de typiske spørgsmål ved RS-virus. Få svaret, der især er vigtigt, når det gælder spædbørn og ældre.

© iStock

Har du små børn – eller har du haft det – har du sikkert hørt om RS-virus. Stort set alle danske børn rammes nemlig af virussen.

For de fleste forløber infektionen som en mild forkølelse. For nogle – især spædbørn og andre skrøbelige børn – ender det dog med indlæggelse. Ifølge Statens Serum Institut indlægges ca. 3 pct. af alle børn i Danmark mindst én gang med virussen inden for de to første leveår.

“Heldigvis er det dog yderst sjældent, at det får en dødelig udgang,” oplyser Thomas Benfield, der er professor i infektionsmedicin og overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.

Rammer også voksne

Voksne kan også blive smittet med virussen, og især hos ældre og andre svækkede kan infektionen blive problematisk.

“Hvis vi sammenligner med influenza og covid, ser det ud til, at RS-virus er mere alvorlig for de ældre, der bliver indlagt. Vi har nemlig ikke nogen behandling for den – det har vi trods alt både med influenza og covid,” siger han og tilføjer, at et af problemerne med ældre er, at de ofte har andre sygdomme, som infektionen så forværrer.

Læs mere om RS-virus – hos både børn og voksne – herunder

1 Hvad er RS-virus?


Det er en luftvejsinfektion forårsaget af en virus. Navnet er en forkortelse af den engelske betegnelse Respiratory Syncytialvirus.

Alle kan blive ramt af virussen, der er meget smitsom. Især spædbørn, ældre og folk med et svækket immunforsvar er i risiko for et alvorligt forløb.

Virussen har højsæson om vinteren typisk fra november og frem til marts, og man kan sagtens blive ramt flere gange.

Læs også: TEST: Hvor godt beskytter du dit immunforsvar?

2 Hvad er symptomerne på RS-virus?


For de fleste – både børn og voksne – forløber infektionen som en mild forkølelse. De typiske symptomer er de samme som ved mange andre luftvejsinfektioner, fx kighoste, influenza og kold lungebetændelse.

Symptomerne har typisk en varighed på 1-3 uger.

Typiske symptomer på RS-virus hos både børn og voksne:

  • Snottet næse
  • Nys
  • Feber
  • Hoste
  • Sløvhed

Alvorlige symptomer:

  • Vejrtrækningsproblemer med hurtig, pibende eller hvæsende vejrtrækning
  • Apatisk og ingen indtagelse af mad eller drikke

Læs også: Hvor lang tid er det normalt at hoste?

3 Er RS-virus farlig?


Som udgangspunkt er virussen ikke farlig. Generelt forløber infektionen som en forkølelse, der går over af sig selv i løbet af 1-2 uger.

For spædbørn, ældre og svagelige kan infektionen dog udvikle sig og kræve indlæggelse.

I vinterhalvåret er RS-virus den hyppigste årsag til, at små børn bliver indlagt. Det er der to årsager til, oplyser overlæge Thomas Benfield.

“Dels kan de helt små børns vejrtrækning blive så påvirket, at de har brug for et ilttilskud. Dels bliver nogle af dem så snottede, at de ikke kan ammes. Dermed får de ikke noget at spise og drikke, og derfor kan det være nødvendigt at give dem væske og ernæring via en sonde,” fortæller overlægen.

3 pct. af alle danske børn indlægges mindst én gang med RS-virus inden for deres to første leveår.
— Statens Serum Institut
Baby ammes

HVIS DIT SPÆDBARN ER SÅ SNOTTET, at det ikke kan ammes, skal du kontakte lægen. For så kan en indlæggelse være nødvendig.

© iStock

4 Hvornår skal man reagere?


Det allervigtigste er at holde øje med vejrtrækningen, især hos små børn under 6 måneder.

“Det er ofte feber, der får forældre til at søge læge. Feber er ikke i sig selv så bekymrende, for det er en del af infektionen. Men dét, at vejrtrækningen ændrer sig, er en god grund til at kontakte lægen,” understreger overlæge Thomas Benfield.

Han tilføjer, at du også skal holde øje med, om barnet vil spise eller drikke.

Hvis ikke, kan det både skyldes feber, eller – hvis der er tale om helt små børn – at de er så snottede, at de ikke kan ammes. Her kan du evt. holde øje med, om barnets bleer er tørre.

Søg læge, hvis dit barn:

  • får en anstrengt vejrtrækning. Den kan fx blive hurtigere end normalt eller blive pibende eller hvæsende
  • ikke vil drikke, spise eller ammes
  • har feber og bliver apatisk

5 Effektiv vaccine mod virussen


Som noget forholdsvis nyt findes der nu vacciner mod RS-virus.

Vaccinerne kan både gives til ældre over 60 år og til gravide. For begge gruppe kan det være en god idé at overveje en vaccine, mener overlæge Thomas Benfield.

“Vaccinen er ret effektiv, og det kunne godt give mening at anbefale den til ældre på lige fod med influenzavaccine, for man kan blive lige så syg af RSV som af influenza,“ siger han.

Thomas Benfield oplyser, at for hver 10 indlæggelser på grund af luftvejsvirus hos ældre i en typisk dansk vinter er der 6 tilfælde af influenza, 3 af RS-virus og 1 af en anden virus.

Udsætter spædbarnets risiko

Gravide kan også med fordel få en vaccine, især hvis de skal føde om vinteren, hvor risikoen for smitte er højest. Den gravide vil så danne antistoffer, som overføres til barnet, der så er beskyttet i de første levemåneder.

Læs også: 14 typiske bekymringer hos gravide

“Når vaccinen gives gennem moderen, varer den typisk et halvt års tid. Dermed udsætter man barnets risiko, til det er blevet lidt mere robust og dermed ikke bliver lige så sygt,” siger overlæge Thomas Benfield.

Her i begyndelsen af 2024 skal du selv betale for at blive vaccineret mod RS-virus.

Ældre mand bliver vaccineret

EN VACCINE MOD RS-VIRUS kan være en god idé for ældre og svækkede borgere. Og gravide kan via vaccinen beskytte deres barn i de første levemåneder.

© iStock
Hvis vi sammenligner med influenza og Covid, ser det ud til, at RS-virus er mere alvorlig for de ældre, der bliver indlagt.
— Thomas Benfield, professor i infektionsmedicin og overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital

6 Hvordan smitter RS-virus?


Virussen smitter som de øvrige luftvejsinfektioner via små dråber fra fx hoste, spyt eller snot.

Den smitter både via direkte kontakt mellem mennesker eller via berøring af overflader.

Ifølge Rigshospitalet kan en virus smitte i op til 30 min. via stof eller papir og i 6-8 timer via glatte overflader som plastiklegetøj og borde.

Der går cirka 3-7 dage fra, at man har været udsat for smitte, til man udvikler symptomer. Når man er blevet rask igen, er man kun beskyttet i få uger mod en ny infektion.

7 Hvordan undgår man smitte med RS-virus?


Virussen er meget smitsom. Dét, du selv kan gøre, er at ty til de klassiske corona-råd:

  • Vask dine hænder ofte – eller brug håndsprit
  • Host eller nys ned i dit ærme
  • Luft ud og skab gennemtræk
  • Vær opmærksom på overflader, som mange rører ved, fx håndtag, legetøj, kontakter, gelændere og lignende
  • Føler du dig selv syg, så bliv hjemme, så du ikke smitter andre

Hvis muligt, så prøv især at undgå, at dit spædbarn bliver smittet i løbet af de første måneder.

Mange af de helt små børn smittes dog ofte af ældre søskende i daginstitution, og her kan det være svært at undgå smitte.

Nærbilleder af kvinde der vasker hænder

GOD HÅNDHYGIEJNE er et klassisk, men effektivt råd til at forsøge at undgå smitte – også med RS-virus.

© iStock

8 Er der en behandling til RS-virus?


Desværre ikke. Du kan ikke behandle virussen med antibiotika eller andre former for medicin.

Dét, du selv kan gøre, er at have fokus på, at du eller dit barn får mad og drikke, og så holde øje med, at vejrtrækningen ikke bliver besværet.

“Hvis det bliver nødvendigt at indlægge et barn, kan vi give understøttende behandling i form af ilttilskud eller give sondemad, hvis der er et mad-væske-problem. Men vi kan ikke behandle selve infektionen,” siger overlæge Thomas Benfield.

Læs også: Sådan spotter du en lungebetændelse

9 Kan man gøre noget for at mildne symptomerne?


Lidt kan du godt gøre. Det vigtigste er ifølge overlæge Thomas Benfield at få masser af væske, når man er smittet.

“Man kan også give børnepanodil for at slå feberen ned. Især de små børn er meget påvirkede af feber og bliver ofte sløve, og her kan Panodil hjælpe,” siger Thomas Benfield.

10 Hvornår må et barn komme i daginstitution igen?


Når dit barn har været feberfri i et døgns tid og virker rask og glad igen, er det klar til at komme tilbage i daginstitution.

Det samme gælder i øvrigt for voksne. Så længe du har symptomer, kan du smitte andre med virussen, så vent med at gå på job, til du føler dig frisk.