Får hjernen en pause, når du spiller på telefonen?

De er sjove, uforpligtende, udfordrende og meget fængende. Men hvad synes hjernen egentlig om de populære mobilspil? Det har vi spurgt en hjerneforsker om.

Ung kvinne ser på telefonen sin

TELEFONEN praktisk talt klistrer seg til hendene dine når du har begitt deg ut i et spennende spill.

© iStock

Du kommer hjem efter en lang dag, smider dig på sofaen, hiver telefonen frem og åbner appen med Candy Crush, Block Blast, Goods Puzzle, eller hvad der nu er dit yndlingsspil.

NU er det tid til at slappe af.

Men er der egentlig tale om reel afslapning, eller stresser vi faktisk hjernen, når vi går på jagt efter digitale slikstykker eller stabler virtuelle klodser?

Det har vi spurgt hjerneforsker Jon S. Wegener om.

Læs også: Lyt dig til ro og overskud med guidede vejrtrækningsøvelser

“Spillene fjerner opmærksomheden fra andre opgaver, og det kan jo føles afslappende, men samtidig stimulerer de hjernen intensivt – især hvis man spiller længe eller under pres,” fortæller han.

Hvis du vil give den øverste etage et reelt pusterum, anbefaler han, at du gør noget helt andet. Det kommer vi ind på om lidt.

Først får du lige forklaringen på, hvad der sker i hjernen, når vi spiller – og hvorfor det er så pokkers svært at stoppe igen.

Læs også: Sociale medier kan ramme selvværdet

Bare én belønning mere

Mobilspil er indrettet så snedigt, at de aktiverer hjernens belønningssystem. Hver gang vi får et point, når til et nyt niveau eller lignende, frigives dopamin, og det kan vi rigtigt godt lide.

“Dopamin giver os en følelse af tilfredsstillelse og holder os motiverede,” fortæller hjerneforskeren.

Mange spil er desuden bygget op på den måde, at vi ikke altid ved, hvilke belønninger vi får, og hvornår vi får dem, og det gør, at vi har svært ved at lægge spillet væk.

“Så bliver man hængende, fordi man lige skal se, om der kommer et eller andet. Det er lidt som juleaften – vi ved, at vi får noget, men ikke hvad og hvornår. Det er virkelig stimulerende for os,” siger Jon S. Wegener.

3 teknikker, der får dig til at spille mere

Variable belønninger

Mange spil giver belønninger på uforudsigelige tidspunkter, og det skaber et mønster af forventning og overraskelse, som hjernen elsker. Det minder om mekanismerne bag spillemaskiner.

Progressionssystemer

Når vi oplever fremskridt (som at stige i niveau), får vi en følelse af kontrol og mestring. Den følelse kan være vanedannende.

Sociale elementer

Spil indeholder ofte en form for konkurrence med andre, som aktiverer vores sociale belønningssystem og behov for anerkendelse.

Opskriften på en reel pause

Men hvis nu du rigtigt godt kan lide at spille på telefonen, er det så ikke fint nok, at du bruger (meget) tid på det?

Jo! Ifølge hjerneforskeren giver det bare ikke mening at se det som et pusterum for hjernen.

“Jeg er slet ikke imod skærme generelt. Man skal bare vide, at de her spil aktiverer det sympatiske nervesystem, som øger stressniveauet. Vil du have en reel pause, skal du lave noget, der stimulerer det parasympatiske nervesystem,” fortæller han.

Herunder får du 5 forslag til aktiviteter, der aktiverer det parasympatiske nervesystem og dermed fremmer afslapning og restitution.

Kvindehænder strikker

STRIKNING er en rigtig god pause for hjernen – hvis du vel at mærke er så erfaren, at pindene nærmest passer sig selv.

© iStock

5 bud på den perfekte hjernepause

Mindfulness og meditation

Begge praksisser beroliger hjernen og reducerer stresshormoner som fx kortisol.

Læs også: Dyrk mindfulness med I FORM

Fysisk aktivitet i naturen

Selv en kort gåtur i grønne omgivelser har vist sig at kunne løfte vores humør og reducere mental træthed.

Læs også: Gå dig til en stærkere krop på 4 uger

Skærmfri tid

Særligt, hvis du allerede er lidt stresset, kan det hjælpe med at genoprette fokus, at du giver øjnene og hjernen en pause fra skærme.

Læs også: TEST – Er du stresset?

Mindlessness

Bag udtrykket ligger monotone handlinger, hvor hjernen kører på autopilot. Det kan fx være at hænge vasketøj op eller strikke.

Læs også: Det bedste, du kan gøre i ferien, er at kede dig

Social kontakt

Selv en kort, positiv snak med en god ven eller et familiemedlem kan give dig et mentalt boost.

Læs også: Hvorfor er jeg ensom, når jeg har familie og venner?