Bliver du nærsynet af at kigge for meget på skærm?

Flere og flere bliver nærsynede. Om det skyldes vores skærmforbrug, har vi spurgt en optiker om.

Kvinde, der sidder og kigger på en skærm.

SKÆRMTID – Det er ikke kun på jobbet, vi har øjnene rettet mod en skærm. Smartphones, TV og computere fylder også i privaten.

© iStock

Du får firkantede øjne af at se på en skærm! Har du sagt dette til dine børn, har du måske købt ind på myten om, at vi bliver nærsynede, når vi har blikket rettet mod en skærm. For en myte er præcis, hvad det er.

“Vi bliver hverken mere eller mindre nærsynede, uanset hvor længe vi sidder foran computeren eller TV’et,” fastslår Gitte Sørensen, der har mange års erfaring som optiker hos Profil Optik.

LÆS OGSÅ: Bliver dit syn værre, hvis du ikke går med briller?

Skærme kan gøre dig ør og træt

Det er dog ikke helt gratis for øjnene at stirre ind i en skærm i lang tid ad gangen. Ifølge Gitte Sørensen kan det bl.a. gøre øjnene mere trætte end normalt:

“Vi blinker langt sjældnere foran en skærm, så øjnene tørrer mere ud. Vi spænder også mere i musklerne omkring øjnene, hvilket kan give nogle spasmer og hovedpine.”

LÆS OGSÅ: Sådan behandler du en musearm

50 % af verdensbefolkningen estimeres at være nærsynede i 2050
— KILDE: Beyoglu Eye Journal

Overdreven skærmtid kan også føre til falsk nærsynethed, hvor du for en stund får oplevelsen af at se dårligere på lang afstand. Dine muskler kramper simpelthen til, fordi du har spændt dem så længe ad gangen.

“Vi ser det især hos unge efter en eksamensperiode, hvor de har læst meget op på skærmen,” fortæller optiker Gitte Sørensen.