Studie: Gang sænker din risiko for kræft
10.000 har i mange år været det magiske antal skridt, vi har stræbt efter. Nu viser en stor undersøgelse, hvad både 5.000, 7.000 og 9.000 daglige skridt gør for vores risiko for at udvikle kræft.
10.000 har i mange år været det magiske antal skridt, vi har stræbt efter. Nu viser en stor undersøgelse, hvad både 5.000, 7.000 og 9.000 daglige skridt gør for vores risiko for at udvikle kræft.
Det er sundt at gå – det er efterhånden slået fast med syvtommersøm.
Når du sætter den ene fod foran den anden, reducerer du din risiko for bl.a. diabetes og demens, ligesom du også modvirker depression.
Selv kræft har du tilsyneladende lavere risiko for at få, hvis du går. Og nu sætter forskere konkrete tal på, hvor meget forskellige antal daglige skridt reducerer den risiko.
Læs også: Gå dig til en stærkere krop på 4 uger
Bag studiet, som er publiceret i British Journal of Sports Medicine, står bl.a. forskere fra University of Oxford, som har indsamlet data fra hele 85.394 personer.
Deltagerne, som alle var i alderen 56-68 år, bar aktivitetsmålere i syv dage, så forskerne kunne se, hvor meget de gik.
Læs også: Gangprogram med lydguide – Gå dig til et vægttab på 10 uger
Herefter fulgte de dem i gennemsnitligt seks år, og i løbet af den periode blev 2.633 af dem diagnosticeret med kræft.
Og hvad viser undersøgelsen så?
Den viser, at de personer, der gik 7.000 skridt om dagen, havde 11 procent lavere risiko for at få kræft sammenlignet med dem, der kun gik 5.000 skridt om dagen.
Hos den gruppe, der kom op på lidt mere – nemlig omkring 9.000 skridt dagligt – var risikoen faldet med 16 procent sammenlignet med gruppen, der kun tog 5.000 skridt om dagen.
Ifølge forskerne var der ingen yderligere målbar effekt hos dem, der tog mere end ca. 9.000 skridt dagligt.
En vigtig pointe ved studiet er, at det ikke ser ud til, at tempoet har en betydning ift. risikoen for at udvikle kræft. Selv let fysisk aktivitet har altså en målbar sundhedseffekt.