Tilde gik 10.000 skridt: “Jeg er blevet strammet op”

For Tilde var det frustrerende at se vægten stige. Hun manglede en motionsform, der passede til hende. Efter at have gået 10.000 skridt om dagen fik hun både tabt vægt og genfundet lysten til bevægelse.

Til de har gået 10.000 skridt om dageni 10 uger for at opnå vægttab.

10.000 SKRIDT - "Den anden dag fik jeg lyst til at løbe. Det har jeg aldrig haft lyst til før. Jeg følte mig bare klar til det. Det er en sejr for mig.”

© Thomas Dahl

Tilde elsker at være i naturen og bruge gåture til at samle tankerne. Hun vil også gerne tabe sig. Så nu vil hun forsøge at kombinere de to ting: At gå 10.000 skridt om dagen for at mindske tallet på badevægten. Hvordan det gik – og hvad hun endte med at få ud af projektet, kan du læse her. Måske er det også noget for dig?

Hvorfor meldte du dig til projektet?

“Det virkede overskueligt og som noget, jeg godt kunne nå i min hverdag. Det tiltalte mig også, at det var udendørs. Jeg er ikke særlig sporty, og jeg har aldrig brudt mig om at løbe, for jeg er ikke glad for at få pulsen op og føler ikke, mine hofter kan klare det. Dog går jeg til dansemotion en gang om ugen. Jeg vil gerne have det sjovt og rart, når jeg bevæger mig.”

Hvad har været det bedste ved at gå hver dag?

“At jeg føler mig stærkere og sundere i min krop. Især omkring hofte og bækken, hvor jeg før havde ondt og følte mig løs. Det er blevet mere strammet op indefra. Den anden dag fik jeg lyst til at løbe. Det har jeg aldrig haft lyst til før. Jeg følte mig bare klar til det. Det er en sejr for mig.”

Hvad har været det værste ved at gå hver dag?

“Når jeg skulle ud at gå, efter at jeg var kommet sent hjem. Så er jeg blevet kørt langt væk og er blevet smidt af bilen og er gået fx 10 km hjem.”

Er du tilfreds med resultatet?

“Ja, det er jeg. Jeg havde håbet på et lidt større vægttab, men jeg er glad for den følelse indeni, og jeg kan mærke det på mit tøj. Jeg føler, jeg er blevet lidt fladere på maven, og jeg har fået mere selvtillid. Hvis jeg havde tænkt på kosten også, havde jeg tabt mig mere. Kun den seneste måned har jeg taget et æble i stedet for snacks, men ikke konsekvent.”

Hvad tager du med videre herfra?

“Jeg vil gerne fortsætte med at gå, men nok kun 3 dage om ugen. Jeg vil gå en tur i stedet for at slappe af efter arbejde, for det giver mig mere energi. Jeg har hørt lydbøger, samtidig med at jeg har holdt øje med naturen. Det har givet mig mange gode ting. Det sure har ikke fyldt særlig meget.”