10 tegn på depression, du skal holde øje med

Det er ikke unormalt at føle sig træt og ked af det. Men hvordan føles det at være deprimeret? Se, hvilke symptomer, du skal holde øje med.

Moden kvinde, der stirrer lige ud i luften og er ked af det - tegn på depression.

TEGN PÅ DEPRESSION Depression føles forskelligt fra person til person.

© iStock

Depression er en af de mest udbredte psykiske sygdomme overhovedet, og ubehandlet kan det have alvorlige konsekvenser for den, der rammes. Men hvilke symptomer skal man være opmærksom på?

Der findes ikke en entydig tjekliste over depressionssymptomer, da vi som mennesker er vidt forskellige. Derfor føles depression måske for nogle som konstant tristhed og modløshed, mens andre bliver rastløse og har svært ved at sove, og nogle er slet ikke i stand til at føle noget overhovedet.

Men fælles for symptomerne er, at de er vedvarende, og umiddelbart kan det føles, som om der ikke er noget, der hjælper.

En tommelfingerregel lyder, at når du har symptomer i mere end 14 dage, skal du tale med en læge. En depression kan nemlig i værste fald føre til selvmordstanker, og 10-15 pct. af svært deprimerede ender med at tage deres eget liv, hvis ikke de kommer i behandling.

10 typiske symptomer på depression

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kan diagnosen depression stilles, når du i to uger har oplevet mindst to af disse kernesymptomer og to ledsagersymptomer.

Kernesymptomer

1. Nedtrykthed
2. Nedsat lyst/ interesse i de ting, man plejer
3. Nedsat energi /svær træthed

Ledsagersymptomer

4. Nedsat selvtillid eller selvfølelse
5. Selvbebrejdelse eller skyldfølelse
6. Tanker om død og selvmord
7. Tænke- eller koncentrationsbesvær
8. Svær indre uro eller det modsatte: total hæmmelse
9. Søvnforstyrrelser
10. Betydningsfulde ændringer i vægt eller appetit

Grader af depression

Mild depression

Du har har:

  • mindst 2 kernesymptomer +
  • 2 ledsagersymptomer

Mild depression kræver ikke nødvendigvis behandling.

Moderat depression

Du har:

  • mindst 2 kernesymptomer +
  • 4 ledsagersymptomer

Moderat depression kræver psykoterapeutisk og/eller medicinsk behandling.

Svær depression

Du har:

  • alle 3 kernesymptomer +
  • 5 ledsagersymptomer

Svær depression kræver psykoterapeutisk og/eller medicinsk behandling.