Ny forskning: Suppe hjælper mod forkølelse og influenza
Mange er os er vokset op med fortællingen om, at snue skal bekæmpes med suppe, og nu bakker forskning op om den udbredte kur mod luftvejsinfektioner.
Mange er os er vokset op med fortællingen om, at snue skal bekæmpes med suppe, og nu bakker forskning op om den udbredte kur mod luftvejsinfektioner.
Åååh nej. Næsen begynder så småt at løbe, det kriller i halsen, og følelsen af utilpashed kommer snigende.
Du ved godt, hvad klokken har slået: En eller anden luftvejsinfektion har fået skovlen under dig.
Det er på alle måder træls, men den gode nyhed er, at der tilsyneladende findes en både nem og billig måde, hvorpå du kan slippe hurtigere af med sygdommen igen.
Læs også: Sådan tager du hånd om din hoste
Du skal bare gøre ligesom dine bedsteforældre (og generationer før dem) og spise varm suppe.
I et nyt studie publiceret i det anerkendte tidsskrift Nutrients har forskere nemlig gennemgået videnskabelig litteratur på området og fundet, at suppe kan lindre symptomer på luftvejsinfektioner som forkølelse, COVID-19 og influenza og endda forkorte sygdomsperioden.
Læs også: Styrk dit immunforsvar
Det er forskere fra universiteter i Skotland og Australien, der står bag den nye forskning, som inkluderer fire studier med i alt 342 deltagere.
Et af studierne viser, at de personer, som spiste suppe, blev raske 1-2,5 dage hurtigere end dem, der ikke gjorde. Tilmed reducerede suppen symptomer som træthed, ondt i halsen og tilstoppet næse.
Flere deltagere havde også lavere niveauer af såkaldte betændelsesrelaterede markører. Det er stoffer i blodet, som stiger, når vi bliver syge, og immunforsvaret skal bekæmpe en infektion.
Læs også: Hvad er inflammation i kroppen?
Der er ifølge forskerne flere mulige årsager til, at suppen kan være med til at få os hurtigere på højkant – og det er måske kombinationen af dem, der gør den effektiv.
Dels tilfører suppe væske, endda varm væske, som løsner slim i luftvejene og skaber bedre luftgennemstrømning i en tilstoppet næse.
Dels er supper typisk rige på næringsstoffer og indeholder gerne råvarer med antiinflammatoriske og immunstyrkende effekter.
Prøv fx den traditionelle hønsekødssuppe, som for mange er en foretrukken kur mod forkølelse og influenza, og som også er blandt de supper, deltagerne fik serveret.