Kom godt igennem din forkølelse

Aaaatjhuuu ... Er du snottet? Så se her, hvordan du kan lindre den tilstoppede næse.

Kvinde ligger i sengen, slukker for vækkeur

FORKØLELSE Læs med her, hvis du vågner og er snottet.

© iStock

En normal forkølelse varer fra et par dage til en uge. Så godt som alle rammes af en forkølelse flere gange om året. Der findes nemlig et utal af forkølelsesvira, så selvom du danner immunitet over for den ene, så vil der altid være en anden, der står på lur.

Hvis din næse løber hurtigere end mascara i regnvejr, så er den dårlige nyhed, at der ikke findes effektiv medicin eller vaccine mod forkølelse, der kan få den til at gå væk til i morgen. Det er heller ikke nemt at forebygge en snottet næse.

Behandlingen af en forkølelse består derfor hovedsageligt af at lindre symptomerne, men det er der til gengæld råd for. Det drejer sig blandt andet om at få godt med hvile og væske og evt. bruge næsespray eller saltvandsdråber for at forhindre, at næsen stopper helt til.

Spørgsmål og svar om influenza: Hvad er symptomerne på influenza?

9 myter om forkølelse

Solhat snyder snuen

Njaaaa ... du kan sagtens finde små studier, der viser effekt af Echinacea (solhat), men ser man på alle de studier, der er lavet, så viser det samlede billede, at der ingen dokumentation er for, at solhat skulle kunne hverken lindre eller forebygge forkølelse og kriller i halsen.

LÆS OGSÅ: Sådan bekæmper du halsbetændelse

Du kan booste immunforsvaret med sund mad

En varieret kost med meget frugt og grønt giver dig en masse næringsstoffer, der sådan helt generelt er godt for dit immunforsvar. Kål og farverige bær beskytter fx kroppen mod nogle af de skadelige stoffer, der dannes, når ilt omsættes i din krop, men er du først blevet forkølet, kan du ikke sådan lige trylle dig rask ved at skylle et par sunde shots eller smoothies ned, men derfor smager de jo godt alligevel.

Find opskrifter på de sundeste juicer lige her

OPSKRIFTER: Sunde ingefærshots til enhver smag

Styrk dit immunforsvar

Du bliver lettere forkølet, hvis du fryser

Ja, der er faktisk lidt om snakken. Risikoen for at blive forkølet ser faktisk ud til at stige en anelse, hvis du fryser om fødderne, så på med de lune sokker.

Antibiotika får dig hurtigere igennem forkølelsen

Nej, det gør det ikke. Antibiotika har ingen effekt på virus – kun på bakterier. Det eneste du får ud af en antibiotikakur er bivirkningerne i form af diarre, svamp og risikoen for resistens. Derimod kan det for nogle lindre at bruge næsespray saltvandsdråber eller snuppe lidt smertestillende for at mindske hovedpine og feber.

Stoppet næse og trykken for hovedet er nogle af symptomerne på bihulebetændelse. Tjek her, hvordan du bekæmper sygdommen.

Drikkelse er vigtig

Når du er ramt af en virus, så producerer du mere sved – særligt hvis du har feber. For hver grad din temperatur stiger over 37 grader, har du brug for ½ liter ekstra væske. Drik gerne rigeligt med vand og juice.

Du kan også pifte vandet op med en skive citron.

Suppe styrker dit immunforsvar

Mad er som nævnt tidligere ikke noget vidundermiddel, når først forkølelsen har fået tag i dig. Men suppe er som regel et hit, når snottet løber, fordi det varmer godt i halsen og er nemt og overskueligt at slubre i sig og passer godt til den årstid, hvor mange af os bukker under for virus.

Prøv bl.a. denne lækre hønsekødssuppe med ingefær.

C-vitamin er den bedste modgift mod forkølelse

Desværre, nej! C-vitamin hverken mindsker symptomer eller forkorter forkølelsen. Zink derimod kan muligvis afkorte varigheden på din forkølelse en anelse. Der er meget zink i særligt frø og kerner samt skaldyr.

Forkølelse smitter hovedsageligt gennem nys og host

Den måde de fleste af os bliver smittet på, er faktisk ved at røre ved noget en forkølet person har rørt ved (med snot på hænderne). Derfor er en af de vigtigste ting, du kan gøre for at forebygge – og undgå at smitte andre, at holde en god håndhygiejne. Vask poterne hyppigt og brug engangslommetørklæder, som du smider ud med det samme.

Er du i tvivl, om din hoste skyldes lungebetændelse? Læs vores guide, og bliv klogere på den drilske sygdom.

Lang nat lindrer forkølelse

Det er i den dybe søvn, kroppen for alvor sunder sig, hvis den er sløj eller syg. For at komme forkølelsen til livs er det derfor vigtigt, at du går tidligt i seng og sover tungt og godt. Det lindrer at ligge med hovedet hævet, fordi det ekstra snot, som du producerer, når du er forkølet, vil løbe tilbage i dit svælg i stedet for at stoppe næsen til.

Har du svært ved at falde i søvn? Sådan kommer du til drømmeland på bare 60 sekunder.

Læs mere om forkølelse på Sundhed.dk