Forsker: Sådan holder du dit bindevæv smidigt og stærkt

Det handler især om træning, men din kost spiller også en rolle. Vi har lokket de bedste tips ud af en seniorforsker, der er ekspert i bindevæv.

Kvinder der går, styrketræner og løber

GÅ, LØFT VÆGTE OG LØB – al træning og bevægelse er med til at holde dit bindevæv sundt og smidigt. Jo mere, jo bedre.

© Jakob Helbig

Ja, du kan holde dit bindevæv stærk og smidigt via træning og sund kost. Og dermed udskyde kroppens aldring – og hvem vil ikke gerne det?

I denne artikel fortæller vi dig mere præcist, hvad du skal gøre.

Læs også: Træning styrker dit bindevæv

Vi har ringet til en ekspert, der forsker i væv, herunder bindevæv og sener.

Eksperten hedder Christian Couppé. Han er uddannet fysioterapeut og er seniorforsker ved Institut for Idrætsmedicin og Fysioterapiafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt lektor ved Københavns Universitet.

Indholdsoversigt

  1. TRÆNING
  2. KOST

1 TRÆNING


Jo mere træning, jo bedre

Gennem sin forskning i væv har Christian Couppé blandt andet set, hvordan livslangt langdistanceløb kan føre til, at der dannes langt færre af de aldringsfremmende sukkerkrydsbindinger i bindevævet. Det kan du læse mere om i denne artikel.

Det er nok de færreste, der falder indenfor kategorien “livslange langdistanceløbere”, men heldigvis kan mindre også gøre det, siger forskeren.

I FORM har derfor bedt Christian Couppé om et bud på en træningsuge, der har en effekt på bindevævet og som samtidig er realistisk at gennemføre.

Træningsuge, der gavner dit bindevæv

  • Styrketræning 3 gange om ugen
  • Daglig gåtur på 7.000-8.000 skridt

Tips til din træningsuge:

  • Flet gerne noget trappetræning ind i din styrketræning, så du også får pulsen op og gavner dit kredsløb.
  • Tænk generelt over at få så meget hverdagsmotion som muligt ind i din dag – især hvis du har et stillesiddende arbejde.
  • Er styrketræning og daglige gåture ikke en mulighed, kan du lave særlige strækøvelser for dit bindevæv.

Derfor skal du styrketræne

“Det ser ud til, at tung styrketræning i nogen grad kan påvirke sukkerkrydsbindingerne,” siger seniorforsker Christian Couppé.

Han anbefaler, at du fokuserer på tung styrketræning, hvor du altså presser dig selv ved de sidste gentagelser. Gå efter 10-15 gentagelser af hver øvelse og lav 2-3 sæt.

“Du behøver ikke at træne i center, det kan sagtens være hjemme i stuen. Her kan du fx lave armstrækninger og elastiktræning, og har du trapper, er det også godt at inddrage lidt trappetræning. Det træner både styrke og kredsløb,” anbefaler forskeren.

Læs også: Din begynderguide til push-ups

Christian Couppé anbefaler som udgangspunkt, at du laver styrketræningspas for hele kroppen tre gange om ugen. Gå gerne efter ca. 45 min.
Du kan dog også vælge at træne hver dag, hvis det passer det bedre. Det vigtigste er, at du styrketræner, og at det bliver en vane.

En anden god vane, som forskeren anbefaler dig, er at få flettet mere hverdagsmotion ind i din dag. Det er især vigtigt, hvis du har et stillesiddende job.

“Bare dét at rejse sig fra stolen ser ud til at påvirke vores blodsukker, så lidt har også ret,” understreger han.

Læs også: Få rørt dig mere i hverdagen

Derfor skal du gå ture

Som tidligere nævnt viser forskning, at det giver en rigtig god effekt at kaste dig over langdistanceløb, fx halvmarathon.

Dette er dog urealistisk for mange, og for dem vil daglige gåture være et godt valg. Og selv om en gåtur måske ikke lyder lige så sejt som et marathon, skal du ikke undervurdere den motion, som du får gjort hver eneste dag.

“Alt, hvad du får lagt ind, så det bliver en vane, er godt,” siger senirforsker Christian Couppé.

Den officielle anbefaling om 10.000 skridt om dagen er kendt af de fleste, men ifølge forskeren tyder nyere forskning på, at 7.000-8.000 skridt er nok til at gøre en forskel.

Derfor kan du også tilføje strækøvelser

Interesserer du dig for bindevævet, har du måske hørt om særlige strækøvelser.

Ifølge Christian Couppé mangler der langtidsstudier om effekten på mennesker, men i forsøg med dyr har man set, at strækøvelser har en vis påvirkning af de skadelige sukkerkrydsbindinger.

“Igen – lidt har også ret – så har man ikke mulighed for at lave styrketæning, er stræk også fint til at sige til bindevævet, at nu skal vi i gang,” siger forskeren.

2 KOST


Der er meget, som forskerne endnu ikke ved om sukkerkrydsbindinger, fx om dannelsen og om skadelige følgevirkninger.

Studier tyder dog på, at en usund kost kan være med til sætte turbo på din aldringsproces. Det skyldes, at produkter som fx sodavand og ultraforarbejdet mad øger dit blodsukker, hvilket fremmer dannelsen af de skadelige bindinger.

Læs også: Sodavand – så skadelige er de søde bobler

“Hvis man spiser meget ultraforarbejdet mad, ser det ud til i nogen grad at påvirke den her ophobning af sukkerkrydsbindinger. Det er der mere og mere, der tyder på,” siger seniorforsker Christian Couppé, der i stedet fremhæver Middelhavskosten.

Middelhavskosten er gentagne gange blevet kåret til verdens sundeste diæt af amerikanske eksperter.

Middelhavskost gjorde en forskel

I et tidligere forsøg, hvor Christian Couppé undersøgte ældre atletikatleters bindevæv, deltog også en række kostforskere. De kiggede forskerne blandt andet på, om der var sammenhæng mellem sukkerkrydsbindinger i bindevævet, og den kost, som personerne primært havde indtaget i deres liv.

“Her så vi, at dem, som rapporterede, at de havde spist mere vestligt og ultraforarbejdet mad, var tilbøjelige til at blive målt til en højere biologisk alder, i forhold til dem, der rapporterede, at de havde spist en mere middelhavsagtig kost,” fortæller Christian Couppé.

Husk at være happy

Og inden du nu kammer helt over med flere timers træning hver dag og en ultrarestriktiv kostplan, minder seniorforskeren om, at det også er vigtigt at have noget at glæde sig over, fx i form af gode sociale relationer.

“Det er nok begrænset, hvor meget det lige påvirker krydsbindingerne, men forskning viser, at det social element også har betydning for vores levetid. Happy life – hvis ikke du også har dét med, så bliver det for surt,” siger Christian Couppé.

Dén er hermed givet videre.