Derfor elsker vi saunagus – 7 fordele for krop og sjæl

Er du vild med varme, velvære og skønne dufte? Så er saunagus en sikker vinder. Kom med bag om den populære wellness-trend, og få alle sundhedsfordelene her.

Saunagus, hvor en gusmester hælder vand på en sauna.

SAUNAGUS adskiller sig bl.a. fra traditionel sauna ved, at der er høj luftfugtighed og damp i saunaen, fordi gusmesteren hælder vand på stenene.

© iStock

Har du været på kurhotel, i spa eller i din lokale svømmehal, er du sikkert stødt på fænomenet saunagus. En særlig form for wellness-oplevelse, hvor folk stimler sammen i en sauna, mens en gusmester styrer slagets gang.

Saunagus er blevet vældigt populært de seneste år. Bl.a. fordi du ud over de sædvanlige gevinster ved at gå i sauna får et ekstra element af velvære i form af æteriske olier.

Varme og velduftende damp

Saunagus foregår nemlig ved, at en gusmester hælder vand med olier i på saunaens varme sten, så der skabes en velduftende damp.

Herefter sørger han eller hun for at sprede duft og varme godt rundt i saunaen ved at svinge et håndklæde med en særlig teknik.

Læs også: Derfor er vinterbadning så sundt for kroppen

Oftest medbringer gusmesteren forskellige dufte, som han eller hun fortæller om imens. Nogle gange er der et særligt tema for gusen, fx afstresning, en historie eller en årstid.

Herunder kan du læse om alle fordelene ved saunagus og få nyttig viden og tips til at få mest muligt ud af oplevelsen.

Saunagus hvor gusmesteren svinger sit håndklæde.

HÅNDKLÆDET spiller en vigtig rolle i saunagus, og det er gusmesterens job at svinge det på en måde, så varmen kommer ned fra loftet og fordeler sig jævnt over alle gæster.

© Saunagus DM 2023
“Saunagus kan bedst beskrives som ren forkælelse til din krop – både mentalt og fysisk. Det gør blandt andet noget godt for vores kredsløb, vores immunforsvar og for kroppens evne til at udskille affaldsstoffer.”
— Kris Kristensen, gusmester og medlem af Det Danske Saunaselskab

7 fantastiske fordele ved saunagus

Der er ikke forsket ret meget i de længerevarende effekter af at gå i sauna. Men en del studier bekræfter, at der sker en række gunstige ting i vores krop, imens vi opholder os i en varm sauna.

De samme ting sker formentligt også, når du dyrker saunagus. Og så får du tilmed en række andre fede gevinster med i købet.

Læs også: 4 uundværlige hudplejeprodukter – og dem, du kan springe over

1 Saunagus virker stress-nedsættende


Med saunagus får du en kombination af afslappende varme, aromaterapi og wellness, som kan hjælpe en stresset krop på flere måder. Studier viser fx, at regelmæssig brug af sauna er med til at sænke niveauerne af kortisol, der er kendt som kroppens stresshormon.

Derudover er nogle af de æteriske olier, der benyttes i saunagus, også kendt for deres beroligende og afstressende virkning.

2 Saunagus er også aromaterapi


Æteriske olier har været brugt i århundreder til aromaterapi, hvor man enten indånder oliernes duft eller smører dem på huden for at afhjælpe fysiske og mentale lidelser.

Med saunagus får du kort sagt aromaterapi i en sauna.

Der er ikke forsket specifikt i, hvordan æteriske olier påvirker os i kombination med sauna, men nogle studier viser, at indånding af visse æteriske olier i sig selv kan have en beroligende effekt (1) og en positiv indvirkning på flere tilstande som fx søvnbesvær (2), stress (3) og forhøjet blodtryk (4).

Læs også: Det skal du være obs på, hvis du bruger tea tree oil

Klassiske dufte i saunagus

Eksempler på populære æteriske olier og deres virkning ifølge producentene.
RevitaliserendeBeroligendeLindrende (for eksempel muskelsmerter)
AppelsinCedertræTea tree
BergamotteLavendelRosmarin
CitrongræsKamillePebermynte
GrapefrugtYlang YlangEukalyptus
Gusmester, der putter æteriske olier på iskugler inden saunagus

TEKNIKKERNE varierer inden for saunagus. Nogle gusmestre fryser fx de æteriske olier ind i en iskugle, som de smelter på ovnen ved at banke på den med en skovl.

© Saunagus DM 2023

3 Du får bedre blodcirkulation


Ligesom i en traditionel sauna går varmen fra saunagus ind og udvider dine blodkar, så du får en øget blodgennemstrømning i kroppen. Det gør, at dit blod bliver bedre til at levere ilt og næringsstoffer ud til cellerne.

Samtidig er den øgede blodcirkulation også med til at sænke dit blodtryk, mens du opholder dig i saunaen.

4 Musklerne spænder af


En kendt effekt af sauna, som flere forskere har fundet, er, at kroppen slapper mere af i varmen (5, 6).

Dvs. musklerne afspændes, og leddene bliver blødere og mere smidige. For nogle kan sauna og saunagus have en decideret smertelindrende effekt på muskel- og ledsmerter.

5 Saunagus kan give lækre kuldegysninger


Udtrykket ‘det løber mig koldt ned ad ryggen’ får en ny og mere positiv betydning, når vi snakker saunagus. For som en ekstra wellness-bonus kan du være heldig at få følelsen af skønne, varme kuldegysninger på kroppen.

Det sker, når gusmesteren svinger håndklædet i nærheden af dig, så den varme luft intensiveres, og alle hårene rejser sig.

6 Du bliver henført til en anden verden


Det lyder måske højtragende, men saunagus har en fantastisk evne til at føre dig langt væk fra hverdagens trummerum og ind i en tilstand af total koncentration og kropslig bevidsthed.

Kombinationen af kraftig varme og dufte gør det svært at tænke på andet end ‘her og nu’, og det er ikke uvant at se folk gå i en slags meditativ tilstand under saunagus.

Læs også: Guidet meditation – din naturlige vej til god søvn

Saunagus

SAUNAGUS kan være enormt intenst for kroppen og for sanserne og give en følelse af samhørighed med dem, du deler oplevelsen med.

© Saunagus DM 2023

7 Socialt samvær


I modsætning til almindelig sauna, hvor du går ind og ud efter forgodtbefindende, så er saunagus noget, du nyder i selskab med andre.

Der er en start og slutning, og det føles næsten som om, du er til et show eller en teaterforestilling.

4 hurtige om saunagus


Hvor længe varer saunagus?

En gus-session uden pauser varer typisk 10-15 min., men nogle gusmestre kører længere sessioner på fx 20-30 min. med indlagte pauser, hvor du lige stikker hovedet ud og får luft og en tår at drikke.

Nogle vælger også at indlægge pauser, hvor gæsterne kan snuppe en kold dukkert imellem runderne.

Læs også: Wim Hof-metoden – bliv sund med kulde og vejrtrækning

Hvor varm er saunaen under saunagus?

Ved saunagus ligger temperaturen i saunanen normalt mellem 70-90 grader. Du kan godt få en følelse af, at saunanen gradvist bliver varmere og varmere, fordi der skabes mere damp og højere luftfugtighed, i takt med at gusmesteren hælder mere vand på stenene.

Hvorfor hedder det saunagus?

Man kalder det saunagus, fordi der dannes damp i saunaen. Ordet gus betyder nemlig tæt tåge og bruges fx om havgus – et meteorologisk fænomen, der opstår, når varm luft bevæger sig ind over koldt vand.

Hvordan bliver man gusmester?

Gusmester er ikke en beskyttet titel, så i princippet kan alle, der hælder vand og olier på saunasten, kalde sig gusmester.

Men mange gusmestre har bestået et kursus, hvor de bl.a. læres op i virkningen af æteriske olier, og hvordan man skaber den optimale varme i saunaen, uden at gæsterne får det dårligt.

DM i Saunagus

SHOW-GUS er en af kategorierne til de nationale mesterskaber i saunagus. Her ses gusmester Kris Kristensen i gang med sit show 'Django' til DM i Saunagus 2023.

© Saunagus DM 2023

Vidste du, at …

… der i nogle lande, inklusiv Danmark, afholdes nationale mesterskaber i saunagus? Her stiller gusmestrene op i forskellige kategorier som ‘Klassisk gus’, ‘Freestyle gus’, ‘Show-gus’ og ‘Par-gus’.

I nogle kategorier indgår der rekvisitter, udklædning og musik. Vinderne går videre til verdensmesterskaberne i saunagus, der afholdes årligt.

Gusmestrene bedømmes bl.a. på deres håndklæde-teknik, deres valg af olier og deres evne til at fortælle en historie eller vise et show, mens de laver gus.

Gode råd, når du skal dyrke saunagus

Kvinde, der sidder i en sauna.
© iStock

Husk håndklæde

Medbring gerne to håndklæder, så du både har noget at sidde på under seancen og noget at tørre dig med bagefter.

Kvinde der drikker af en vandflaske i en sauna.
© iStock

Sørg for at drikke rigeligt med vand

Både før og efter saunagus har kroppen godt af rigelige mængder væske, da du sveder utroligt meget under saunagus. Medbring evt. en drikkedunk i saunaen.

Læs også: Undgå dehydrering – så meget skal du drikke

Kvinde der deler en banan.
© iStock

Spis et let måltid inden

Det er ikke godt at faste før en saunagus, da du risikerer at blive dårlig af varmen.

Omvendt er det heller ikke optimalt at spise et stort, tungt måltid. En banan eller lignende er et godt valg kort inden.

Kvinde der sidder på nederste bænk til saunagus.
© iStock

Ryk en plads ned, hvis du får det for varmt

Varmen i en sauna stiger opad, så de allervarmeste pladser er på øverste række.

Sæt dig på nederste række, hvis du føler, du er ved at overophede.

Kvinde til saunagus med hue på
© iStock

Tag en hue på hoved

Det lyder måske sært, men kroppen afgiver meget varme fra hovedet, og med en hue kan du bedre undgå overophedning.

Den beskytter også hovedbund og hår mod udtørring i varmen.

Læs også: Derfor taber du håret som kvinde, og det kan du gøre ved det

Kvinde på vej ud af saunagus
© iStock

Forlad saunaen, hvis du bliver utilpas

Rejs dig langsomt, og gå forsigtigt ud af saunaen, hvis du mærker tegn på, at du bliver dårlig.

Sid evt. tæt på døren, hvis du er i tvivl, om du kan klare det.