Eremitageløbet – bliv klædt på til succes i skoven
Eremitageløbet venter forude – vi har træningsprogrammerne og løbetipsene, der får dig over målstregen. Start din træning nu, og få en fantastisk oplevelse i det grønne.
Eremitageløbet venter forude – vi har træningsprogrammerne og løbetipsene, der får dig over målstregen. Start din træning nu, og få en fantastisk oplevelse i det grønne.
Eremitageløbet i Dyrehaven nord for København er ét af de løb, folk skriver i kalenderen år efter år.
Og ikke uden grund. For ikke nok med at du løber gennem en smuk skov, som siden 2015 har været på UNESCOS verdensarvliste, Eremitageløbet er også et af verdens ældste motionsløb.
Læs også: Bliv klar til motionsløb på kun 4 uger – programmer til 2 niveauer
Ruten på 13,3 km er en overkommelig distance sammenlignet med fx halvmaraton og maraton, men også lang nok til at du virkelig føler, du har præsteret noget.
Skal du løbe med i skoven i 2025, finder du både træningsprogrammer og brugbar viden, der gør dig klar til løbet, her på siden.
Du behøver ikke have alle 13 km i hus før selve løbet, men en god målsætning er at kunne løbe omkring de 10 km.
Find det træningsprogram, der passer bedst på din situation nedenfor.
Eremitageløbets rute ligger delvist i kuperet terræn. Det er med til at gøre løbet sjovt, men det kræver også noget lidt andet end at løbe på flade løbestier.
Du løber 13,3 km gennem smukke Dyrehaven, der huser ca. 2.000 hjorte. Ruten er formet som et 8-tal, så du hele to gange passerer forbi det flotte gamle slot, Eremitageslottet, som stadig benyttes af kongefamilien til frokoster.
Underlaget skifter en del gange undervejs, og du betræder alt fra græs og asfalt til grus og små smalle skov- og markstier.
Eremitageløbet blev afholdt første gang i 1969 og bliver kaldt verdens første motionsløb. For selvom der blev løbet maraton-distancer til OL i slutningen af 1800-tallet, var der ingen motionsløb for almindelige motionister før Eremitageløbet.
Ideen med Eremitageløbet var at inspirere danskerne til at motionere, fordi man inden for lægevidenskaben var begyndt at få øjnene op for alle sundhedsgevinsterne. Det var læge Peter Schnohr fra Københavns Idræts Forening og tandlæge og OL-skiløber Svend W. Carlsen fra Københavns Skiklub, der fik ideen til løbet.
Læs også: Guide til de mest populære motionsløb i Danmark
De var inspireret af det svenske langrendsløb Vasaløbet, men da der ikke var meget sne at gøre godt med i Danmark, blev det et motionsløb.
I 1960’erne var der ikke mange almindelige mennesker, som løb. Tal fra Idrættens Analyseinstitut viser, at der i 1964 ikke var registreret én eneste motionsløber i Danmark. Eremitageløbet satte stille og roligt gang i en bølge af motionsløb i Danmark, og i 1975 var antallet af registrerede motionsløbere vokset til 3 procent af den danske befolkning.
Med sin imponerende natur og udfordrende terræn tiltrækker Eremitageløbet årligt mange løbere.
Men af hensyn til naturen og skovens dyr er der et loft på 19.000 deltagere per år.
Eremitageløbet blev til i et samarbejde mellem Københavns Idræts Forening, Københavns Skiklub og BT.
I 2018 valgte BT at trække sig ud af løbet, men fortsætter som mediepartnere sammen med Kaiser Sport & Ortopædi, Rema100 og Saucony.