Undgå overspisning med denne simple metode

Får du også spist for meget? Mange mennesker har problemer med at overspise. Men du kan faktisk sætte en stopper for overspisningen med metoden mindful spisning.

Kvinde der spiser mindfuldt

MINDFUL-SPISNING kan hjælpe med at sætte en stopper for overspisning.

© iStock

Du kender det sikkert godt. Du sætter dig foran tv'et med en stor portion mad på tallerknen.

Dit yndlingsprogram tryllebinder dig til skærmen, mens du kører maden indenbords.

Når tallerkenen er tom, spiser du måske lige en portion mere. For du føler dig ikke tilfredsstillet, selvom du måske egentlig er mæt.

Men har du egentlig smagt ordentligt på maden eller mærket efter, om du er blevet mæt undervejs?

Formodentlig ikke.

Der er nok større sandsynlighed for, at du faktisk har overspist.

Når du glemmer at fokusere på din mad, imens du spiser, opdager du først mætheden, når knappen i bukserne er ved at springe.

Lyder ovenstående bekendt? Så skal du læse videre her, for der findes nemlig en simpel vej til at undgå overspisning – nemlig metoden mindful spisning.

Det er noget, som vaneterapeut og ekspert i mindful spisning Sine Guntveit har hjulpet rigtig mange mennesker med:

"Mindful spisning går ud på at spise med mere nærvær og nydelse. Det handler om at tænde for kontakten til sig selv til og mærke ud fra ens fornuft, hvad man har lyst til og behov for".

Hvordan spiser man mindful

Tanken bag mindful spisning er, at du bliver mere mæt og ikke overspiser, når du har dine sanser rettet mod maden og spiser med bevidsthed. Du skal lytte til din krop og spise det, du har lyst til.

Kort sagt skal du skal være til stede, når du spiser og virkelig nyde maden.

På den måde vil du også hurtigere mærke, hvornår du er mæt – både på din sult og dine sanser.

Derfor overspiser vi

Du er ikke til stede

Måske skal du lige svare på en sms, se tv, snakke med kæresten eller sørge for, at børnene får noget at spise.

Når man ikke er opmærksom på det man spiser og ikke får smagt ordentligt på maden, er det nemt at få spist for meget.

Du spiser for hurtigt

Det tager hjernen op til 20 minutter, før den opfatter, at kroppen er mæt. På den tid har rigtig mange mennesker nået at overspise.

Men når du er bevidst og mindful, så spiser du i et langsommere tempo, og din krop har nemmere ved at lægge mærke til naturlige signaler om, hvornår du er mæt.

Du lytter ikke til kroppens behov

Når du ikke lytter til kroppens behov, får du nemt overspist.

Mindful spisning kan hjælpe dig med at stoppe op og mærke kroppens signaler: Hvad har jeg lyst til at spise, og hvornår føler jeg mig mæt og tilfredsstillet både fysisk og på mine sanser?

Du spiser på dine følelser

Når du spiser mindful, bliver du opmærksom på, hvilke behov du spiser efter: Er det fordi du er sulten – eller er du i virkeligheden stresset, keder dig eller er trist?

Det giver dig mulighed for at stoppe op og finde andre måder at håndtere følelserne.

“Uønsket overspisning er altid et symptom på noget. Måske er man stresset, for restriktiv omkring sin mad eller spiser for hurtigt.”
— Sine Guntveit, vaneterapeut

Vejen til et positivt forhold til mad

Gulerødder er sunde. Slik er usundt. Chokolade må jeg kun spise i weekenden.

Mange af os har sådanne regler, hvor vi deler maden op i forbudt og tilladt. Men faktisk er de regler med til at spænde ben for os, mener Sine Guntveit:

“Vi skal lære at omgå maden i stedet for at undgå den.”

Du kan sagtens spise dig mæt i gulerødder eller chips for den sags skyld. Men selvom du efter en pose chips har fået rigeligt med kalorier, mangler du stadig mad med næring. Ligesom du sikkert også har lyst til noget andet, hvis du har stopfodret dig med gulerødder.

Mindful spisning er ikke et valg om at spise det sunde eller usunde. Det handler derimod om at lytte til kroppens behov.

Det gør man ved at flytte fokus fra, hvad man burde spise, til hvad man har lyst til at spise.

Læs også: Guide: Få succes med dit vægttab – og hold det

Mindful spisning fører til mindre overspisning

Når vi spiser, vil oplevelsen af smag altid være størst i starten. Det sker ved alt mad – om det er en gulerod, en pizza eller de lækreste karameller.

Undervejs i måltidet vil smagen dale. Din krop fortæller dig dermed, at du ikke har lyst til mere mad.

I takt med at du spiser mindful, bliver du mere bevidst om, hvornår maden egentlig stopper med at smage godt. Når man spiser efter sin lyst og nyder hver eneste bid, så vil man ikke have lyst til at spise for meget eller fortsætte med at spise en masse andet.

Ikke en slankekur

Mindful spisning er ikke en slankekur, men en livsstilsændring.

Mange oplever dog, at de spiser mindre, fordi de bliver mere opmærksomme på deres mæthed og ikke spiser på autopilot.

En slankekur regulerer indtaget af mad ud fra en kostplan. Ved mindful spisning regulerer man sin mad efter kroppens signaler: Er jeg sulten/mæt? Har jeg egentlig lyst til mere?

Fokus er at have et afslappet og balanceret forhold til mad og lære at lytte til kroppens signaler.

Hav tålmodighed med dig selv

Det er vigtigt at give mindful spisning noget tid.

Hvis du længe har overhørt din krops signaler, og dine måltider har været styret af regler, så kan det tage lang tid, før din krop vænner sig til mindful spisning.

Du kan derfor ikke forvente, at kroppen med det samme fortæller, hvornår du bør stoppe med at spise.

Som med så meget andet er mindful spisning noget, du skal træne. Det er en god ide at starte blidt op, og i vores guide kan du blive klogere på principperne og se, hvordan du bedst kommer i gang.

Nogle kan have gavn af professionel hjælp, hvis gamle vaner og overbevisninger omkring rigtig og forkert mad forstyrrer vejen mod mindful spisning.