Derfor får kvinder flere fodproblemer end mænd
Har du arvet din mors fodskavanker, mens din bror er gået fri? Kvinder får typisk flere lidelser i fødderne end mænd. Men hvorfor egentlig? Få svaret fra en fodspecialist.
Har du arvet din mors fodskavanker, mens din bror er gået fri? Kvinder får typisk flere lidelser i fødderne end mænd. Men hvorfor egentlig? Få svaret fra en fodspecialist.
Tre ud af fire, der får fx knyster, skæve tæer og mortons neurom, er kvinder. Det er nærliggende at tro, at kvinder får flere fodproblemer pga. deres sko, men det er ikke tilfældet ifølge speciallæge Ellen Hamborg-Petersen:
“Førhen troede vi fx, at knyster opstod pga. af højhælede sko og dårligt fodtøj, men man har også set skæve tæer og knyster hos aboriginere (oprindeligt indfødte i Australien red.), som aldrig har haft sko på i deres liv.”
Læs også: 9 hyppige spørgsmål om fodsvamp
Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor kvinder oftere får fx knyster, men har din mor haft det, er du som kvinde meget disponeret.
Den mest nærliggende forklaring er, at kvinders ledbånd er lidt svagere og derfor lettere kan trækkes skæve. Kvinder får også oftere ledbåndsskader i fx knæ.
Når vi snakker mortons neurom (nerveknuder i foden) mistænker man desuden, at det er værre hos kvinder, fordi deres fødder er smallere og derfor har mindre plads til nerveknuden.
Sko er ikke selve årsagen til mange af de fodlidelser, hvor kvinder er overrepræsenterede, men kan godt være grunden til, at de bliver opdaget. Kvinder får muligvis værre symptomer, fordi de går i smallere og højere sko.
“Mænd er nok mere tilbøjelige til at ignorere fodproblemer og bare tage en bredere sko på. Mens kvinder er mere generede af det kosmetiske aspekt og har et større ønske om at gå i noget bestemt fodtøj.”— Ellen Hamborg-Petersen, speciallæge i ortopædkirurgi på Privathospitalet Mølholm
KILDE: Ellen Hamborg-Petersen, speciallæge i ortopædkirurgi og chef for Fod- og ankelkirurgisk klinik på Privathospitalet Mølholm