Manuka-honning har på et stort indhold af stoffet MGO, som blandt andet giver honningen en potent antibakteriel effekt. Bliv klogere på virkning og bivirkning her – og se, hvordan du vælger den bedste honning.
MANUKA – Honning er lækkert i både te, grød og på ristet brød. MUMS!
Manuka honning er flydende guld, som kan andet og mere end at tilføre sødme til din te. Det er naturens antiinflammatoriske og helende delikatesse, som ifølge dens tilhængere både nærer og helbreder. Bliv klogere på mulig virkninger og bivirkninger her.
Manuka-honning bliver rost til skyerne for sine unikke medicinske egenskaber, og den bruges på hospitaler og ambulatorier til behandling af sår, da den er effektiv mod flere slags bakterier og derfor kan bekæmpe infektioner. Det søde “bi-produkt” er da også et meget populært valg inden for alternativ medicin.
En vigtig komponent i honningens succes er stoffet methylglyoxal (forkortet MGO). Det er blandt andet det, som giver den stærkt antibakterielle virkning. Stoffet dannes naturligt, når honningen modnes.
Der er ikke så lidt methylglyoxal i den søde nektar fra down under. Andre slags honning indeholder normalt op til 5,4 mg MGO pr. kg, mens manuka-honning kan prale af så meget som 835 mg MGO pr. kg.
Kliniske studier har da også vist, at manuka-honning ikke bare kan fremskynde helingen af akutte sår og forbrændinger, men også reducere smerter og inflammation.
Derfor anvendes den i medicinske forbindinger og salver til sårbehandling.
Speciallæger inden for plastikkirurgi bruger for eksempel gerne manuka-honning, netop fordi forskning har vist, at honningen kan reducere tiden, det tager at hele et sår, betydeligt og tilmed mindske risikoen for infektioner.
Er du mest interesseret i den søde manuka på grund af dens gode smag, så skal det siges, at netop indholdet af MGO er noget, som har fået Fødevarestyrelsen til at kigge produktet ekstra efter i sømmene.
Methylglyoxal er nemlig mistænkt for at være kræftfremkaldende, hvis man indtager for meget.
MGO findes naturligt i kroppen og er da også godkendt som smagsstof. Men ifølge Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA er det nødvendigt at holde forbruget under 0,1 mg MGO dagligt. (En almindelig teskefuld honning kan indeholde op til 6 mg methylglyoxal).
En teskefuld manuka-honning indeholder op til 6 mg methylglyoxal – altså langt mere end de 0,1 mg MGO, som EFSA har sat den daglige grænse til. Fødevarestyrelsen mener dog, at risikoen ved at spise 1 daglig teskefuld honning er lille sammenlignet med den risiko, kroppens egen naturlige produktion af MGO giver, og der er endnu ikke tilstrækkelig dokumenteret viden om emnet. Studier forbinder da også MGO med både mulige kræftfremmende og mulige kræfthæmmende effekter. Så der er brug for mere forskning.
Spørger man tilhængere af manuka, lyder svaret på spørgsmålet om, hvor meget du kan spise dagligt, at du roligt kan starte med en lille mængde såsom 1-2 teskefulde (5-10 gram) dagligt for at mærke efter, om det gør dig godt. Dette kan du så gradvist øge til op til 2-3 spiseskefulde (30-45 gram) om dagen.
Uanset hvad er det også vigtigt at huske, at al honning er rig på sukker og indeholder ganske mange kalorier. Så spis af naturens flydende skatkammer med måde, så du ikke forhøjer blodsukkeret eller vægten i ren begejstring over det nye australske bekendtskab.
Læs også: Te-guide – Hvilke slags findes der – og hvilken er sundest?
Den MGO-rige honning er kommet ganske langvejsfra, inden den ender i dit køkken.
Den er nemlig lavet af nektaren fra træet Leptospermum scoparium, også kendt som rosenmyrte, og det vokser kun i New Zealand og Australien.
MANUKAENS HJEMLAND – er New Zealand og Australien, hvor den stedsegrønne rosenmyrte (Leptospermum scoparium) stammer fra og vokser vild. Bierene, der laver manuka-honningen får deres nektar fra rosenmyrtes hvide, rosa eller røde blomster.
Læs også: Hot honey er den store nye madtrend – kræver kun 3 ingredienser