Hvad er ashwagandha?
Selvom helsekostbutikker på nettet bugner af kosttilskud, der indeholder den naturlige rod, så kan ashwagandha være farlig at bruge. Bliv klogere på bivirkninger og alternativer.
Selvom helsekostbutikker på nettet bugner af kosttilskud, der indeholder den naturlige rod, så kan ashwagandha være farlig at bruge. Bliv klogere på bivirkninger og alternativer.
Ashwagandha har i århundreder været brugt i traditionel indisk ayurvedamedicin, og i dag sælges det som et naturligt kosttilskud i mange lande.
Men en vurdering fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) viser, at der er adskillige helbredsrisici forbundet med at indtage ashwagandha, og ifølge myndighederne kan det derfor være direkte farligt.
Ashwagandha kaldes også vinterkirsebær eller indisk ginseng, men har faktisk intet at gøre med ægte ginseng. Den lille busk tilhører derimod natskyggefamilien og kendes på sine grønne blade og rødorange bær.
Den vokser naturligt i Indien, Mellemøsten og Afrika, så hvis du møder ashwagandha her i Skandinavien, er det formentlig som kosttilskud, der både lover bedre nattesøvn og nedsat stress eller angst.
De mest alvorlige bivirkninger ved ashwagandha er, at det kan gå ud over kroppens kønshormoner og reproduktive evner. Desuden kan det påvirke både nervesystemet og skjoldbruskkirtlen og give risiko for leverskade.
Kigger man på forskning fra USA, så nævnes andre mulige bivirkninger som kvalme og døsighed. Derfor fører myndighederne kontrol med markedsføringen af produkter, der indeholder ashwagandha.
I EU er det forbudt at reklamere med, at ashwaganda kan afhjælpe fx stress og søvnløshed, også selvom det er en udbredt påstand i alternative sundhedsmiljøer.
Når ashwagandha kombineres med andre kosttilskud, kan risikoen for bivirkninger stige, og det kan blive sværere at gennemskue, hvad kroppen egentlig reagerer på.
Hvis man gerne vil leve sundere, anbefaler Fødevarestyrelsen i stedet, at man følger De officielle Kostråd og holder sig fra ashwagandha i alle former. Under information om kostrådene ligger også anbefalinger om vitaminer og mineraler, som er både sikre og veldokumenterede.
Selvom kosttilskud er nemme at få med hjem i håndkøb fra selv de store butikskæder, så er det ingen garanti for, at de er sunde, og kosttilskud kan påvirke effekten af den medicin, man eventuelt allerede tager.
Det gælder både for ashwagandha og andre tilskud. Stress, angst og søvnløshed kommer man bedst til livs på mere veldokumenterede måder – og helst i samråd med lægen.
KILDE: Henrik Dammand Nielsen, enhedschef for Kemi og Fødevarekvalitet, Fødevarestyrelsen