Populært kosttilskud viser effekt på manglende søvn
Der er intet som en dårlig nat, der kan sætte sine spor på den efterfølgende dag. Der findes dog et kosttilskud, som har vist sig at have en næsten øjeblikkelig opkvikkende effekt.
Der er intet som en dårlig nat, der kan sætte sine spor på den efterfølgende dag. Der findes dog et kosttilskud, som har vist sig at have en næsten øjeblikkelig opkvikkende effekt.
Gener fra overgangsalderen, små børn eller tanker, der er svære at lukke ned for. Der kan være mange årsager til, at vi sover for lidt.
Uanset årsagen er én ting sikker: Dagen efter en dårlig nat bliver sjældent rigtigt god.
Energiforladte og med rander under øjnene kæmper vi os igennem dagen og forsøger at præstere så godt som muligt.
Men der findes faktisk et kosttilskud, som i studier har vist sig at have en positiv effekt på vores kognitive funktioner – ikke mindst, når vi er i søvnunderskud.
Kosttilskuddet hedder kreatin, og du kan købe det i større supermarkeder og helsekostbutikker.
Kreatin er et naturligt stof, som vi får gennem kosten – især fra kød, fisk og fjerkræ, men det findes altså også som kosttilskud.
Her har det typisk hørt styrketræningsmiljøet til, og mange tager det da også for at booste deres musklers ydeevne.
I musklerne omdannes stoffet til kreatinfosfat, som frigiver energi.
Men det er ifølge forskning ikke kun musklerne, der kan have gavn af et kreatintilskud.
“Kreatinfosfat-systemet er en væsentlig del af de fleste cellers funktion, også dem i hjernen, og der findes nogle studier, som viser, at hvis vi giver folk et tilskud af kreatin i en periode, så performer de bedre, når det kommer til opgaveløsning i forskellige kognitive tests.”
Det fortæller Morten Hostrup, som er lektor i fysiologi ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
Læs også: Guidet meditation – din naturlige vej til god søvn
Det er ifølge lektoren et ungt forskningsfelt, men han finder studierne “interessante”.
Et af de særligt interessante studier er fra 2024 og publiceret i journalen Scientific Reports. Her undersøgte forskere, hvad en enkelt dosis kreatintilskud gør ved os, når vi ikke får nok søvn.
15 deltagere blev inkluderet i studiet. De skulle alle møde op to gange, hvor de i tilfældig rækkefølge fik enten kreatintilskud eller placebo. Den ene gang fik de altså kreatin – den anden gang ikke.
Begge gange skulle de holde sig vågne i 21 timer.
Deltagerne blev flere gange i løbet af de to sessioner testet på forskellige parametre, og det viste sig, at når de fik kreatin, klarede de sig bedre kognitivt.
Det er ifølge Morten Hostrup velkendt, at vores kreatinfosfat-depoter falder, når vi er i søvnunderskud, og derfor er det for ham ikke så overraskende, at tilskuddet har en effekt.
Læs også: Kaffe er meget sundere, end du tror
At virkningen indtræder relativt hurtigt, er dog interessant – og kan måske hjælpe os allesammen efter en dårlig nat.
“I de her studier med søvn indtræder virkningen efter tre timer, så hvis man har sovet rigtigt dårligt, kan man da prøve det,” siger Morten Hostrup, som selv har gjort det og i hvert fald ikke har oplevet, at noget er “blevet dårligere af det”.
KILDE: Morten Hostrup, lektor i fysiologi ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet
Svar her – og se, hvad andre I FORM-læsere har svaret.