Hvis du helt undgår mad i en del af døgnets timer, bliver det svært at nå at spise lige så mange kalorier som normalt. Her afslører vi, om det lykkedes for Louise at faste sig til et vægttab, eller om sulten spændte ben undervejs.
Spis kun i otte timer om dagen. I de resterende 16 timer skal du faste.
Når du faster, må du kun få kaloriefrie drikke som sort kaffe, te og vand.
Bevæg dig mindst 30 min. om dagen.
Se testperson Louises flotte resultater her og læs om hendes oplevelse med 8-timerskuren her.
Fordele og ulemper ved 8-timerskuren
Fordele ved 8-timerskuren
8-timerskuren er virkelig let at gå til. Du skal sådan set bare kunne klokken. Spisevinduet kan nemt reguleres, så det stadig er muligt at deltage i fester, spise på restaurant eller have gæster.
Det faktum, at du ikke er på kur hele tiden, men fra tid til anden bare kan spise, hvad du har lyst til, kan gøre det lettere at holde kuren ud og dermed holde modet oppe, til du har nået dit mål.
Du skal hverken veje maden af eller spise noget bestemt i en bestemt mængde. Samtidig slipper du også for konstant at skulle forhandle med dig selv om, hvad, hvor meget og hvor lidt du må fylde på tallerkenen.
Ulemper ved 8-timerskuren
Det kan godt være, at du må spise, hvad du har lyst til, meeen ... Vælger du at spise bacon, brownies og bearnaisesauce, bliver kuren for det første meget usund, og for det andet vil vægttabet højst sandsynligt udeblive.
Du vil indimellem blive sulten. Rigtig sulten. Sult er en stærk biologisk drift, der kan være rigtig svær at undertrykke, så kuren kræver en vis portion viljestyrke.
For nogle kan fasteperioden resultere i en decideret overspisningsreaktion, når du igen må spise. Men kaster du dig frådende over maden, og kører du dobbelt så store portioner ind, som du plejer, har kuren ingen effekt.
47-årige Louise har siden teenageårene været på kur oppe i sit hoved. Nogle gange er ambitionerne også lykkedes, andre gange – not so much. Louise har et lederjob og sidder meget i møder. Her bliver der serveret en lind strøm af bagværk, og tiden til at træne er knap. På sigt vil hun gerne smide 25 kilo – både fordi hun er forfængelig, men også fordi hun gerne vil være et godt forbillede for sin datter.
Louises forløb
Vi bad Louise om i fem uger at følge 8-timerskuren. Den går kort fortalt ud på, at du kun må spise i otte timer om dagen, og så skal du ellers faste de resterende af døgnets 16 timer. Her må du kun indtage kaloriefrie drikkevarer som sort kaffe, te og vand. Spiser du morgenmad klokken halv syv, skal du altså have slugt dagens sidste bid klokken halv tre om eftermiddagen. Kan du ikke undvære aftensmad, så spis morgenmad op ad formiddagen.
I de otte timer, hvor du spiser, må du til gengæld spise, hvad du har lyst til. Det anbefales dog, at alle måltider indeholder magert protein samt fuldkorn, frugt eller grønt. Læs mere på om kuren her.
Det er ikke et krav, at der skal dyrkes motion på kuren, men vi bad Louise røre sig mindst en halv time pr. dag, så hendes krop kunne vænne sig til mere bevægelse. Hun har primært dyrket yoga, styrketrænet derhjemme eller gået ture.
Louises resultater
Alder: 47 år
Højde: 162 cm
Louise har tabt imponerende 8½ kg på kun fem uger og er blevet 10 cm smallere i taljen.
Væn dig til, at det er o.k. at være sulten. Den bliver ikke værre og værre. Den kommer og går – lidt ligesom bølger.
Udfordr dig selv
Inden jeg gik i gang, ville jeg have svoret på, at jeg ikke kunne drikke sort kaffe, men jeg fandt ud af, at det kunne jeg faktisk godt, når der nu ikke var andre muligheder.
Jeg skulle ikke bruge hundrede år på at komme ind i en masse principper, og det er rigtig fedt, når man har en travl hverdag. Det eneste, jeg skulle planlægge, var, hvornår på dagen jeg skulle starte med at spise.
Kan du mærke en forskel fra før?
Min “mor-delle” er blevet meget mindre, og jeg kan mærke, at maven ikke er så meget i vejen, når jeg er til yoga. Det er i hvert fald blevet lettere at komme ud i de forskellige stillinger.
Hvordan var dit energiniveau, da du fastede?
Jeg havde egentlig rigeligt med energi, men det var alligevel en udfordring at få motioneret, fordi det ikke siger mig så meget. Jeg har virkelig skullet tæske mig selv for at komme af sted til træning, og jeg synes også, det har været svært at finde tilstrækkelig med tid til det.
Vil du gøre 8-timerskuren til en livsstil?
Jeg har i hvert fald ingen intentioner om at falde tilbage i frituregryden. Jeg tænker faktisk, at jeg vil holde fast i 8-timers spisevinduet i hverdagene, for jeg synes, det giver en god ramme. Til gengæld vil jeg nok ikke lade mig styre helt så meget af principperne, når jeg holder weekend.
Sådan er det gået Louise efter 8-timerskuren
8 uger senere:
Louise har holdt vægten
“I første omgang er jeg tilfreds med ikke at have taget på. Siden kuren har jeg ikke konsekvent overholdt principperne med et spisevindue på 8 timer i døgnet, men jeg har været meget opmærksom på, hvad jeg har spist, og har sammensat mange af mine måltider efter kurens principper. Min plan er at tabe yderligere 15-20 kilo. Det kræver, at jeg strammer mere op igen. For at være sikker på, at jeg når i mål med dette, har jeg allieret mig med en dygtig diætist, som skal støtte mig.”
Udfordringer efter kuren:
På 8-timerskuren må du i princippet spise, hvad du vil – men kun i otte timer. Når kuren er slut, er den store risiko, at du fortsætter med at spise, som du vil, men nu blot i mange flere timer.
Din strategi:
Fortsæt med at have en eller to “8-timersdage” om ugen. Det er effektivt til at holde vægten og påvirker også dit spisemønster positivt de efterfølgende dage. Under fastekuren blev din krop trænet i at regulere blodsukkeret, så du havde lettere ved at undvære snacks – prøv at holde fast i dette, og lad være med at proppe masser af snacks tilbage i din hverdag.