5 kilo på 5 uger: Vi har testet 4 kure

Drømmer du om at blive sund og slank? Så sig hej til Karina, Marianne, Anne og Louise! De fire kvinder har givet den en skalle i fem uger og i snit smidt mere end seks kilo for at afprøve nogle af tidens mest populære kure, så du kan finde den bedste strategi til netop dig.

4 slankekure til langvarigt vægttab

SENSE-KUREN, LOW CARB-KUREN, TRÆNINGSBOOTCAMP OG 8-TIMERSKUREN Vi har testet fire kure, så du kan finde den strategi, der passer bedst til dig.

© Thomas Dahl

Få succes med dit vægttab

Inden du går i gang med en kur, er det en god idé at overveje, hvad målet med kuren er, hvad der motiverer dig til at nå målet, og hvad du gør, når målet er nået. Det skal disse afsnit hjælpe dig med:

Hvorfor overhovedet gå på kur?

Hvilken kur skal du hoppe på for at lykkes med dit vægttab? Ingen, siger eksperterne. Mange kure ender nemlig med et nederlag, fordi vi ikke er strukturerede og motiverede nok eller bliver fældet af en ferie, en fødselsdag – eller bare en fredag. Og ja, det havde været smartere, hvis vi slet ikke havde taget på. Men vi er jo nu engang kun mennesker. I ny og næ kommer vi til at spise for tre, selvom vi kun er gravide med én, eller fejre en jul, helt indtil lyskæderne igen skal frem. Og hvis ikke det lokker specielt meget at skulle bruge lige så mange måneder på at tabe de ekstra kilo, kan en kur være det, der skal til for at få nulstillet de dårlige vaner.

Pointen med en kur er enten at indtage færre kalorier eller forbrænde flere. I et meget omfattende studie med over 7.000 deltagere har forskerne kigget nærmere på effekten af over 40 forskellige slags kure. Konklusionen er ret klar: Det gør ikke den store forskel, om du skærer ned på det ene eller det andet – bare du skærer ned. Der er altså ikke én kur, der er perfekt for alle. Til gengæld virker de fleste kure for nogen, og den bedste kur er dermed den, du helst vil følge.

Vil du skrue ekstra op for din fedtforbrænding via kosten, så er keto-diæten en strategi for dig. Bliv klogere på, hvordan du opnår ketose her.

En kur, der dur – for dig

For at din kur ikke skal blive et sundheds-selvmål, men derimod startskuddet til et blivende vægttab, har vi sat fire friske kvinder til at følge fire forskellige kure i fem uger, så du kan blive klogere på fordelene og ulemperne ved de forskellige strategier.

Du kan ikke sammenligne kurene for at se, hvilken én der giver det mest effektive vægttab. Vores seje forsøgspersoner er nemlig vidt forskellige, både hvad angår startvægt, genetik, ressourcer og alder, og det har alt sammen betydning for, hvor meget de har tabt sig. Dit endelige resultat vil desuden afhænge helt af, hvilke bump du møder på netop din vej, og hvor meget du vejer til at begynde med.

Værd at overveje

Når du vælger en kur, kan det godt betale sig at tænke over, hvad der reelt motiverer dig, og hvad du er villig til at ofre. Nogle foretrækker benhård træning og en stram diæt, hvor den søde tand rykkes ud – helt uden bedøvelse. Andre er mere til små gradvise ændringer, hvor de ikke skal lide helt så store afsavn. Overvej, hvor meget tid du vil og kan investere, hvordan du har det med at være sulten, om du har brug for snydedage undervejs, og hvor tålmodig du er – sådan helt ærligt.

Uanset hvad skal du dog være indstillet på, at det tager tid at vænne sig til en ny livsstil – både fysisk og mentalt. De første dage er det helt almindeligt, at du bliver træt og irritabel, får hovedpine, cravings og først og fremmest bliver sulten. Selv når de første uger er gået, vil sukkertrang, utålmodighed, sult og tidsmangel nu og da forsøge at spænde ben for dig – og indimellem vil det endda lykkes. Det sker der intet ved! Så længe du undgår what-the-hell-effekten, hvor én kiks bliver til fire måneder på fastfood.

4 tips til et succesfuldt vægttab

Uanset hvilken kur der appellerer mest til dig, så vil disse tips utvivlsomt gøre det lettere for dig at komme i mål.

  • For lidt søvn kan nemt få dig til at snuble i uplanlagte måltider og lokkende sofapuder. Prioritér derfor så vidt muligt tiden i drømmeland.

  • Dine mæthedshormoner er rimelig langsomme i optrækket, så læg bestikket mellem hver bid, og lad måltiderne vare mindst 20 minutter.

  • Selvom din kur ikke indeholder krav om træning, så bevæg dig alligevel. Træning minimerer nemlig det tab af muskelmasse, som uundgåeligt vil ske, når du spiser færre kalorier, end du har brug for. Dermed undgår du, at din hvileforbrænding falder, hvilket gør det endnu sværere at tabe dig.

  • Opbakning er ofte helt afgørende for, om et vægttab lykkes eller ej. Se, om du kan få støtte fra en ven, et familiemedlem eller en professionel. Måske kender du ligefrem én, der vil hoppe med på vognen?

Langsigtet løsning

Når du er i mål, vil din krop gøre, hvad den kan for at genvinde den tabte fedtmasse. Skal dit vægttab holde på den lange bane, kommer du derfor ikke uden om en permanent omlægning af dine nuværende vaner. Inden du hopper på en af kurene ovenfor, så tænk allerede nu over, om de indeholder nogle grundelementer, der gør dem egnet som springbræt til et sundere liv – selv i travle perioder.

Tilbage er der bare at ønske dig held og lykke.