I FORM tester: Low carb-kuren

Er du klar på at fylde tallerkenen op med mættende proteiner og kaloriefattige grøntsager på bekostning af energitætte madvarer som sukker og stivelse, så er en low carb-kur måske noget for dig. Se vores testperson Mariannes oplevelse af kuren.

Mariannes erfaringer med low carb-kur

SPIS SMART MED LOW CARB-KUREN Marianne skulle skrue op for grøntsagerne – og ned for sukker og stivelse.

© Thomas Dahl

Sådan opnår du vægttab med low carb-kuren

Low carb-kuren er god til dig, der motiveres af hurtigt at kunne se resultater på vægten og gerne vil spise dig helt mæt.

Her får du en uddybning af low carb-kuren og guidelines til at følge kuren.

Kurens principper

  • Undgå eller skær ned på kulhydrater som brød, pasta, slik og kage.

  • Undgå alkohol og kalorieholdige drikke.

  • Vær aktiv 30 min. om dagen.

Se testperson Mariannes flotte resultater her og læs om hendes oplevelse af low carb-kuren her.

Fordele og ulemper ved low carb-kuren

Fordele ved low carb-kuren

  • Du taber dig typisk meget i begyndelsen af en low carb- kur, og det kan være særdeles motiverende og gøre det lettere at få lyst til at fortsætte med kuren.

  • Der skal relativt meget protein på tallerkenen på en low carb-kur, og da protein mætter bedre end kulhydrater, bliver du typisk knap så sulten som på andre former for slankekure.

  • Når du i en periode holder igen med de søde sager, får du fuldstændig nulstillet din sukkertrang, fordi dit blodsukker bliver mere stabilt. Mange føler sig også mindre oppustede og bedre tilpas, når de skipper sukkeret.

Ulempe ved low carb-kuren

  • Protein er ikke en magisk komponent, der automatisk får dig til at smide fedtet, så vægttabet kan sagtens udeblive, hvis du spiser for meget, for energitæt eller for ofte.

  • Sammensætter du kosten forkert, risikerer du at gå glip af vigtige næringsstoffer eller at få for meget animalsk fedt og protein fra fx forarbejdet pålæg, der bl.a. er mistænkt for at øge risikoen for kræft og livsstilssygdomme.

  • Når visse madvarer gøres til syndere – i dette tilfælde kulhydraterne – kan det få den psykologiske effekt, at du ubevidst får endnu mere lyst til dem.

Lyder low carb-kuren som noget for dig, så kan du her læse meget mere om kuren.

Testperson Mariannes erfaringer med low carb-kuren

Testperson Marianne tester low carb kuren

5 cm omkring lårene er røget under kuren, og det er heldigvis langtfra muskelmasse det hele.

© Thomas Dahl

Mariannes udgangspunkt

34-årige Marianne arbejder til dagligt som kommerciel redaktør, bor alene og er sagt med egne ord “elendig i et køkken”. Marianne ved ikke ret meget om madlavning, planlægger aldrig mere end én dag frem, og de fleste af ugens dage ender det med lette løsninger som drikkeyoghurt, snackbarer eller pasta med pesto, som hun skyller ned med alle de læskedrikke, hun kan komme i nærheden af – i weekenderne blandet op med rigelige mængder alkohol. Marianne vil meget gerne smide mindst fem kilo, men hun aner ikke, hvordan hun skal få kickstartet vægttabet.

Mariannes forløb

Vi har udfordret Marianne med en low carb-kur. Dem findes der et hav af, fx Dukan-kuren, LCHF eller Atkins. Fælles for dem er, at du skal undgå eller skære kraftigt ned på kulhydrater som brød, pasta, sodavand, frugt, gryn, ris, kartofler og kage. Hvis du vil kaste dig over en low carb-kur som den, Marianne har testet, anbefaler vi, at du holder snor i kulhydraterne, men ikke at du dropper dem helt. På den måde kan du stadig få grøntsager, nødder, bær og frugt, som indeholder vigtige fibre, antioxidanter og vitaminer, som din krop har brug for.

Marianne er foruden kostændringerne blevet bedt om ikke at drikke alkohol eller andet med kalorier i og at være aktiv mindst en halv time hver dag. Men hun har ikke fået noget loft over, hvor meget eller hvornår hun må spise. Hvis du vil have gode tips til at spise low carb på en sund måde, kan du se eksempler på en dagskost eller finde inspiration i vores store katalog af low carb-opskrifter lige her.

Mariannes resultater

Alder: 34 år

Højde: 176 cm

Hele vægttabet består stort set kun af fedt, og Mariannes BMI er lige ved at være nede i kategorien “normalvægtig”.

Mariannes vægttab efter low carb kuren
Fedt fra 8-timerskuren

4,7 kg næsten rent fedt resulterede Mariannes vægttab i.

© Thomas Dahl

Mariannes tips til dig

Tænk på målet

Det kan godt være, det er lidt træls lige nu, men fokusér i stedet på, at du er i gang med at gøre noget godt for dig selv.

Forbered dig

Det bliver væsentligt lettere at leve efter principperne, efterhånden som du har grundingredienser som kål, fisk og mejeriprodukter på plads i køkkenet.

Vil du lige som Marianne prøve kræfter med en low carb-kuren, så kan du her finde råd og vejledning.

Det synes testperson Marianne om low carb-kuren

Er der noget, der har overrasket dig?

Det har været nemmere, end jeg troede, det ville være. Det er faktisk ufatteligt så hurtigt, man kan ændre sig og sætte gang i et helt nyt liv. Før kastede jeg mig over alle de søde ting, jeg mødte på min vej – selv dem, der ikke var mine. Nu er jeg blevet sådan en type, der godt kan sige nej tak, og det første, jeg styrer mod, når jeg er ude at handle, er grøntsagsafdelingen.

Hvilke udfordringer er du stødt på undervejs?

Manglen på en konkret kostplan har gjort, at jeg har haft svært ved at styre mig indimellem. Jeg har bl.a. taget mig selv i at spise otte ostehapser på en dag, bare fordi jeg troede, jeg måtte. Jeg har også isoleret mig selv lidt, fordi jeg var bange for at blive fristet over evne, og det gik ud over mit humør. Hen ad vejen har jeg dog fundet ud af, at jeg godt kan mødes med mine venner hen over en salat i stedet for en burger.

Hvad vil du tage med dig fremadrettet?

Jeg har totalt optur over, at jeg er begyndt at kunne lave flere retter selv. Jeg er bare blevet så meget sejere i et køkken, at jeg faktisk overvejer at begynde at invitere folk på hjemmelavet middag i stedet for takeaway, og det er ret stort.

LÆS OGSÅ: Pulverkur – er det virkelig effektivt til vægttab?

Sådan er det gået Marianne efter low carb-kuren

8 uger senere:

Marianne har tabt 1 kilo yderligere

“Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke har taget på, men jeg vil stadig gerne have vægten længere ned. Forløbet har gjort det meget tydeligt for mig, at jeg ikke bare kan spise, som jeg gjorde før. Min plan er fortsat at holde fast i principperne om at undgå brød og pasta. Og det er slut med at spise slik hver dag. Jeg er også blevet mere opmærksom på at røre mig. Det kan godt være, at jeg ikke får trænet, men jeg er blevet mere konsekvent med at få gået nogle ture, og det påvirker både min vægt og mit humør.”

Udfordringen efter kuren:

Skruer du op for kulhydraterne, især i form af brød, pasta, frugt og sukker, uden samtidig at skrue ned for fedtet og proteinerne, løber kalorierne hurtigt løbsk, og du begynder at tage på igen.

Din strategi:

Først og fremmest har du under kuren fået luget ud i de mange tomme sukkerkalorier, der gemmer sig i slik, sodavand og bagværk. Hold endelig fast i det. Brug desuden en kalorieberegner til at finde ud af, hvor meget frugt, brød eller pasta du kan spise ved at fjerne noget fedt fra din kost, fx i form af olie, pesto eller fed cremefraiche.

Vil du skrue ekstra op for din fedtforbrænding via kosten, så er keto-diæten en strategi for dig. Bliv klogere på, hvordan du opnår ketose her.