I FORM tester: 24-timers faste
Faste i 24 timer to gange om ugen! Sådan smed Kristina 8 kilo og fik mere energi og bedre søvn. Tjek hendes resultater med periodisk faste her.
Faste i 24 timer to gange om ugen! Sådan smed Kristina 8 kilo og fik mere energi og bedre søvn. Tjek hendes resultater med periodisk faste her.
Det er helt sikkert ikke den optimale slankemetode for alle. Men er du stædig, og kan du holde ud at være sulten indimellem, er 24-timers fasten måske noget for dig. Det var det i hvertfald for Kristina, der testede den periodiske faste-metode for os i 7 uger, tabte over 8 kilo, og efterfølgende betegnede forløbet som "forbavsende let".
Læs mere i interviewet med Kristina her – og se hendes flotte resultater.
24-timers fasten var for mig ... forbavsende let at gennemføre. De første 2 fastedage krævede dog en del viljestyrke, jeg fik hovedpine – og en lidt kort lunte. Men jeg klarede mig igennem, og det gjorde mig temmelig stolt af mig selv. Det hjalp også på motivationen, at vægten allerede viste minus et halvt kilo efter den første fastedag.
Undervejs har jeg ... faktisk gået og glædet mig til mine fastedage, fordi jeg oplevede, at jeg både havde mere energi og fik en bedre søvn. Første uge var dog lidt stram, den skulle bare overstås.
Det bedste ved 24-timers fasten har været ... at jeg følte, at jeg nærmest kunne mærke kroppen arbejde og brænde fedt af. Det gav mig en rendyrket motivation.
Det sværeste ved 24-timers fasten har været ... at koordinere mine to fastedage, så de lå, hvor der ikke var sociale arrangementer. Det krævede lige lidt planlægning. Det er til sociale arrangementer, at man nemt bliver fristet, så derfor prøvede jeg at undgå at “skulle noget” på fastedagene.
Min største krise havde jeg, da ... der kom for mange forretningsmiddage i samme uge. Til sådanne arrangementer er det svært at sige, at man ikke kan spise noget. Jeg måtte så tage to fastedage i træk for at få det hele til at gå op, selvom det var imod “reglerne”.
Når jeg var meget sulten, så ... børstede jeg tænder, og det hjalp faktisk at få en “smag” i munden. Ellers drak jeg bare vand og spiste tyggegummi på mine fastedage.
Når jeg var meget sulten, børstede jeg tænder, og det hjalp faktisk at få en “smag” i munden. Ellers drak jeg bare vand og spiste tyggegummi på mine fastedage.— Kristina, der testede 24-timers fasten i 7 uger
Når jeg var fristet ... tænkte jeg, at alt godt kommer til den, der venter.
Når vægten stod stille ... havde jeg gudskelov opbakning fra de andre testpersoner. For det hjælper at få at vide, at det er helt normalt, at vægten af og til står stille. Og så satte stædigheden også ind. Og overordnet set handler det jo om kalorieunderskud. Så hvis vægten står stille for længe, har jeg indtaget for mange kalorier.
Jeg er allermest glad for ... at jeg har tabt mig mere end 8 kilo.
Ud over vægttabet har jeg ... både haft mere energi og et bedre søvnmønster på mine fastedage. Af negative ting har jeg oplevet en metallisk smag i munden og tilsvarende ånde. Jeg kan forstå, at det er helt normalt, når kroppen går i ketose under en kur, men det ville jeg da gerne have været foruden.