Træn hele kroppen med langrend

Når skiene glider hen over det hvide underlag, og alle lyde dæmpes af det bløde snedække, bliver din træning til en nærmest meditativ naturoplevelse. Og så er langrend tilmed en af de mest effektive motionsformer, du kan dyrke.

Derfor skal du stå på langrend

At stå på langrend føles på en eller anden måde, mere som om man er mere på ferie end man dyrker motion.

Langrendsski er desuden meget nemt at gå til, hvis du vælger en rute uden bakker. Er du nybegynder, så læg ud med den klassiske langrendsstil, hvor du fører fødderne fremad skiftevis, nærmest som om du går. Det er den klart nemmeste teknik at mestre.

Skøjteteknikken er væsentligt mere krævende, men giver også bedre træning. Brug armene så meget som muligt, så du får trænet hele kroppen.

Udbytte

De idrætsstjerner, som er i stand til at optage mest ilt, er langrendsløbere. Det vidner om, at langrend er en af de mest effektive motionsformer, du kan dyrke. Det skyldes, at både ben og arme er i brug, når stavene svinges og skiene presses frem i sneen.

Investering

Regn med cirka 2000-3000 kr. for ski, støvler og stave. Køber du udstyret brugt, kan du nøjes med det halve.

Sværhedsgrad

Nemt - hvis du vælger en flad rute. Mere udfordrende, hvis der er bakker, da specielt nedkørslerne kan være svære for begyndere.