Derfor skal du powerwalke
Tænk på det som en gåtur i skoven – med fast forward-knappen trykket helt i bund. Du får alle skovturens goder: lys i ansigtet, smuk natur og dejlig ro – men modsat den almindelige skovtur får du også lige en ordentlig omgang livgivende motion oven i hatten.
Det kræver, at du går hurtigt, for powerwalking skal give sved på panden og få hjertet til at banke i dobbelt tempo. Find gerne en rute med bakker, da det giver turen et element af intervaltræning. Prøv evt. at gå så hurtigt som muligt op ad bakkerne, og slap mere af nedad.
Udbytte
Er farten høj nok, får du sat skub i både hjertet og fedtforbrændingen. Da du ikke er helt så belastet som ved en løbetur, skal turene være længere end en løbetur for rigtigt at have effekt.
Investering
Du kan powerwalke i et par gamle løbesko, men du kan også købe specialdesignede sko til formålet.
Sværhedsgrad
Meget nemt. Perfekt motionsform til begynderen, der skal i gang igen efter en pause, og til dig, der bare elsker at gå.