Hvad er cozy cardio? Kend trenden, der gør træning hyggeligt
Cozy cardio hitter på sociale medier og lover motion uden ubehag, pres og præstation. Se, hvad trenden går ud på, og hvordan du selv kommer i gang derhjemme.
Cozy cardio hitter på sociale medier og lover motion uden ubehag, pres og præstation. Se, hvad trenden går ud på, og hvordan du selv kommer i gang derhjemme.
Måske har du set videoerne på sociale medier af folk, der træner i pyjamas med dæmpet belysning, mens de ser tv og drikker kaffe. Det kaldes cozy cardio og går kort fortalt ud på at kombinere motion, hygge og komfort.
Læs også: 6 nemme træningsforslag til slatne dage
I stedet for at presse dig selv i et fitnesscenter eller løbe dig i smadder, handler cozy cardio om at gøre træning til en behagelig og afstressende oplevelse. Noget, du glæder dig til snarere end en sur pligt.
Trenden blev startet på TikTok af den amerikanske influencer Hope Zuckerbrow, som har gjort begrebet til en hel forretning med merchandise og masser af videoer på sociale medier.
Hun er også blevet interviewet af store erhvervsmagasiner som Forbes og udtaler, at hun ønsker at gøre op med ideen om træning som noget, der skal gøre ondt eller være hårdt.
Hope Zuckerbrows egen cozy cardio-rutine går ud på at stå tidligt op og beholde nattøjet på, mens hun tilbereder en stor iskaffe. Så tænder hun et duftlys og TV’et, inden hun ifører sig et par behagelige sneakers og går ca. 40 minutter på et gåbånd.
Her går hun måske 2-3 km, mens hun gradvist skruer op for tempoet og ser sit favorit-show.
Men cozy cardio kan også se ud på mange andre måder. Det vigtigste er, at du skaber en rar og tryg atmosfære omkring din træning, så det er noget, du faktisk gider.
Det lyder jo skønt med motion og hygge i samme sætning. Men er der også reelle sundhedsfordele at hente ved cozy cardio, når høj puls og intensitet er taget ud af ligningen?
Svaret er klart ja, hvis du spørger Jørn Wulff Helge, som er professor i idrætsfysiologi og sundhed ved Københavns Universitet:
Læs også: Så hurtigt kan du rykke din form med motion
“Hvis alternativet er at sidde stille i sofaen, er det markant bedre at gå på et bånd, mens du ser TV. Din krop forbrænder stadig kalorier, der sker en vis iltoptagelse, og muskler og sener aktiveres, så snart du bevæger dig.”
Han understreger dog, at du primært skal regne med vedligeholdelse og ikke decideret forbedring af muskler og kredsløb, når du dyrker motion med så lav intensitet. Du bliver altså hverken hurtigere eller stærkere af cozy cardio.
“Hvis du spørger mig, om det er effektiv træning, så er svaret nej. Men det er klart bedre end ingenting og meget bedre end at sidde stille i sofaen og måske spise noget kage og drikke noget sodavand.”— Jørn Wulff Helge, professor i idrætsfysiologi og sundhed ved Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet.
Motionsformen kan da heller ikke stå alene, hvis du vil leve op til Sundhedsstyrelsens officielle anbefalinger om motion. De lyder bl.a., at du skal lave noget med høj intensitet, som giver effekt på muskler og hjerte mindst et par gange om ugen.
“Det her koncept opfylder ingen af delene, så derfor er det vigtigt at supplere med noget andet fra et sundhedsperspektiv. Men spørger du mig, om det er overhovedet værd at dyrke motion på den her måde, så er svaret klart ja,” fastslår Jørn Wulff Helge.