Annine gik interval: “Nu går jeg i stedet for at tage bilen”
Det kan være svært at afsætte tid til at træne, når man skal passe fuldtidsjob og familie. Annine fik en øjenåbner, da hun fulgte I FORMs gangprogram.
Det kan være svært at afsætte tid til at træne, når man skal passe fuldtidsjob og familie. Annine fik en øjenåbner, da hun fulgte I FORMs gangprogram.
Som mor til to, hus- og haveejer og lærer på fuld tid er der ikke så mange huller i hverdagen til at dyrke motion. 41-årige Annine måtte erkende, at hun var kommet godt og grundigt væk fra sit fortidige jeg, der både har svømmet på eliteplan og dyrket crossfit.
Når hun endelig gik en lang tur, fik hun ofte ondt i lænden dagen efter. Annine valgte at teste, om I FORMs gangprogram på 10 uger kunne rykke hende i en mere aktiv retning.
Læs, hvordan det gik hende.
Hvordan har det været at følge gangprogrammet?
“Det har været en hjælp, at der var en stemme, der fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Det var som om, at jeg ikke gik alene, når den var der.”
Hvad har været det bedste ved at gå hver dag?
“At jeg har indset, at jeg kan bruge gang som transportform. Nu går jeg, hvor jeg før ville tage cyklen eller bilen. Man skal tidligere ud af døren, men ikke så vanvittigt meget tidligere. På den måde har jeg fået bevægelse ind på en ny måde. Fx gik jeg 1 time og 20 min ud til nogle venner, der havde inviteret til middag.”
Læs også: Så meget forbrænder du ved at gå til og fra arbejde
Hvad holdt dig tilbage fra at gå tidligere?
“Før ville jeg tænke: ‘Jeg får ondt i ryggen’. Nu tænker jeg: ‘Fedt, det vil jeg da gerne’. Jeg er blevet mere opmærksom på, hvor meget jeg går i løbet af dagen."
“Nu går jeg fx ned til supermarkedet. Hvorfor skulle jeg køre, når jeg kan gå?”— Annine, har fulgt I FORMs gangprogram
Har du opnået resultater ved at gå?
“Ja, jeg er kommet af med smerter i hoftebøjere og lænd – de er helt væk. Jeg tror også, at det har virket stressforebyggende at gå. Man bliver bare helt rolig af at komme ud i naturen.”
Hvad har så været det sværeste?
“Regnvejrsdage. Jeg er sprunget over, når det har regnet. Derfor vil jeg anbefale, at følge gangprogrammet om foråret eller sommeren, når vejret er bedst, og alt er grønt.”
Vil du fortsætte med at gå så meget?
“Jeg kommer i hvert fald ikke til at gå lige så få skridt fra nu af, som jeg gjorde før! De distancer i gangprogrammet, hvor jeg har gået hurtigst, var det samme tempo som let løb. Så nu har jeg fået blod på tanden til at lære at løbe igen. Jeg har tænkt mig at tilmelde mig til et 10 km-løb for at komme igang.”
Læs også: En skridttæller får dig til at gå 1,5 km mere – hver dag!