Ifølge tilknytningsteorien formes den måde, vi er på over for vores nærmeste, i barndommen. Bliv klogere på teorien og hvordan de forskellige tilknytningsmønstre opstår.
TILKNYTNINGSTEORI – dit tilknytningsmønster afgør, om du grundlæggende anser relationer for at være trygge og hjælpsomme eller noget, du skal være på vagt over for.
Stoler du på andre, eller er du på vagt?
Samme person kan vække vidt forskellige reaktioner i to forskellige mennesker, for vi baserer i høj grad vores mavefornemmelse på, om vi har erfaring med, at man roligt kan have tillid til andre, som man så kan knytte sig til.
Du har helt sikkert også et indgroet handlemønster for, hvordan du danner relationer til vigtige mennesker i dit liv. Måske mærker du den ofte som en modsætning til andres opførsel.
Det kan være, at du undrer dig over, at andre er så himmelråbende naive og gør det alt for let for andre at udnytte dem. Eller modsat: Du begriber ikke, hvorfor folk ikke bare har tillid til folk.
“Det er disse tidligt kodede antagelser, der enten kan gøre det godt og trygt eller problematisk og utrygt at indgå i tætte relationer til fx en partner eller en tæt veninde,” siger psykolog Rikke Yde Tordrup.
Teorien bag hedder tilknytningsteori, og selvom mønsteret, vi hver især bærer rundt på, grundlægges allerede i den spæde barndom, tager vi logikkerne med os som et fundament for relationer gennem hele livet.
“Man kan bruge viden om tilknytningsmønstre til at få langt bedre relationer. Hvilke som helst relationer, men især de, som man er bange for at miste, for det er dér, der kommer noget på spil,” siger Rikke Yde Tordrup.
Tilknytningsmønsteret har betydning for, om vi møder fremmede med tillid eller skepsis, om vi kan indgå i lange kærlighedsforhold, og om vi tør bede om hjælp og tage imod den, når der er behov.
I sin praksis møder Rikke Yde Tordrup både børn og voksne, der af forskellige årsager har problemer med at indgå i relationer. For sagen er den, at hvis man ikke har fået evnen ind med modermælken, vil det ofte være som et sår, der rippes op i, når vi kommer følelsesmæssigt tæt på andre. Men det kan læres, forsikrer psykologen. Det vender vi tilbage til.
Lad os først se på, hvad der sker i det skelsættende første år af et barns liv, hvor det endnu ikke kender til verdens farer. Dem skal det først til at lære gennem forældrenes signaler.
“Vi fødes ufærdige. Mennesket lærer ikke følelsesregulering (at falde ned, når vi er bange, red.), hvis vi ikke lærer det op af en voksen. Derfor er dit følelsesliv fuldstændigt afhængigt af den omsorg, du får fra dine forældre i det første år,” indleder hun.
Den lille baby skal helst mødes med tydelige ansigtsudtryk, stemmer og kropssprog, der passer til situationen. Hvis der fx kommer en kat ind i rummet, kigger babyen opmærksomt på sin mor, hvilket betyder: ‘Hvad vil du sige til det her, mor?’.
Hvis moren svarer med en lys intonation: “Der kommer en lille missekat, den er slet ikke farlig”, skrues der ned for barnets trusselssystem, så legen kan fortsætte.
Kommer der en glubsk hund ind, vil moren i stedet sige: “Uha da da, kom herop til mig!”. På den måde lærer barnet, at hvis der er fare på færde, kan det pejle efter mors og fars signaler. De udgør en sikker base, hvor barnet kan finde beskyttelse, og der er hjælp at hente.
LÆS OGSÅ: Konfliktsky? Sådan bliver du bedre til at tackle uenigheder
Det er i dette møde, at tilknytningen opstår. Ikke bare i situationer med potentielle farer, men også når barnet er begejstret, og forældrene hopper med på de glade lyde og spjæt med arme og ben. Så tænker babyen: ‘Det, jeg føler, føler min mor også’.
“Alle barnets erfaringer med sine primære omsorgspersoner bliver lagret efter princippet ‘Mange bække små gør en stor å’. Omkring etårsfødselsdagen bliver oplevelserne samlet til en form for arbejdsmodel, som barnet går ud i verden med. Allerede der kan du tydeligt se mønsteret,” siger Rikke Yde Tordrup.
“Omkring etårsfødselsdagen bliver oplevelserne samlet til en form for arbejdsmodel, som barnet går ud i verden med.”— Rikke Yde Tordrup, psykolog
Man skal forstå, at det lille barn er dybt afhængigt af beskyttelse, mad og varme fra forældrene. De skal død og pine reagere, når der er brug for dem, og barnet indretter sig efter, hvordan forældrene reagerer på forsøg på at få dem i tale.
Barnet lægger så at sige en strategi, der passer til omgivelserne – også hvis forældrene slet ikke er i stand til at give omsorg.
PRØV OGSÅ: Test dig selv – er du ekstrovert eller introvert?
Ifølge tilknytningsteorien er der fire tilknytningsmønstre, et trygt og tre utrygge, som alle formes i barndommen.
Forestil dig en lille baby, der sidder i sin højstol og græder. Hvis forældrene svarer tilbage med tydelig stemme, kropssprog og mimik, forstår barnet, at det er i trygge hænder. Det grundlægger et trygt tilknytningsmønster.
Men det er ikke sikkert, det går så godt. Barnet kan også tage den lærdom med sig, at responsen fra forældrene er ustabil på den ene eller anden måde, og så opstår der et af de tre utrygge tilknytningsmønstre, som vi forklarer her.
Der kan ske det, at forældrene ignorerer råbet om hjælp, og så konkluderer barnet til sidst, at det ikke kan betale sig at kalde på dem. Det giver en utryg undvigende tilknytning.
Et andet scenarie er, at hjælpen nogle gange kommer, og andre gange udebliver. Så vil barnet være på vagt og hele tiden prøve at regne ud, hvornår det skal skrue op eller ned for sin tryghedssøgen. Deraf navnet utryg ambivalent tilknytning.
Endelig kan et barn opleve slet ikke at få omsorg, så det lider et decideret omsorgssvigt. Barnet søger instinktivt omsorg hos forældrene, samtidig med at det er bange for dem. Resultatet er et følelsesmæssigt rod kaldet en utryg desorganiseret tilknytning.
Tilknytningsteorien har dog flyttet sig lidt i årenes løb, så fokus er flyttet mere fra forældrenes opførsel til menneskets opfattelse af sig selv.
“Hvis du er vokset op med en selvopfattelse af, at du ikke er elsket, behøver det ikke at være, fordi du er blevet skældt meget ud. Det kan fx også være forældrenes brug af mobiltelefoner, der har skabt det selvbillede,” siger Rikke Yde Tordrup.
Overbevisningen i det lille barn, der siden bliver voksen, er under alle omstændigheder reel. Men hvad der præcis har grundlagt den, kan man kun gisne om.
Det er vigtigt at vide, at et barn godt kan udvikle et utrygt mønster, selv hvis det har haft gode, nærværende og omsorgsfulde forældre. Det sker fx hyppigere for børn med senskader efter tidlig fødsel, adhd, autisme og lignende.
LÆS OGSÅ: Sådan træner du dit selvværd
Nu kunne man tro, at man var på sikker grund, hvis man var så heldig at have etableret en tryg tilknytning i sin opvækst. Men det er mindst lige så vigtigt, at man bruger sit tilknytningsmønster fleksibelt.
Hvis du blindt gentager din strategi fra barndommen, hvad end den er tryg eller utryg, så glemmer du at tilpasse dig nutiden.
“Det er fx dumdristigt, hvis en kvinde kaster sig i armene på en dum fyr og er overbevist om, at han vil elske hende. Det kan godt være, hun er trygt tilknyttet, men hun aflæser ikke det, hun nu står overfor,” siger Rikke Yde Tordrup.
Problemerne opstår netop, når man ikke tilpasser sit tilknytningsmønster til den aktuelle situation. Så kan de nærmeste betale prisen for en behandling, det i virkeligheden er vores forældre, der er ansvarlige for.
Mønsteret sidder godt fast i os. Men det er ikke urokkeligt. Skal du have bugt med grundproblematikken – hvad end det er jalousi, naivitet eller trangen til at flygte – så skal du få øjnene op for, at der er mennesker, der vil dig det godt.
Man kan ikke leve sin barndom om, men man kan begynde at bruge sine nye erfaringer og dermed flytte på sine grundlæggende overbevisninger.
“Jeg har kvinder i parterapi, der indser, at deres mand ikke har fortjent, at de bliver ved med at være afvisende, når han i 15 år har vist, han vil hende. Han er i virkeligheden ved at lære hende nye levede erfaringer,“ siger Rikke Yde Tordrup og slutter af med en opfordring:
“Når vi får bevidsthed om vores mønster, kan det være så forløsende, og vi kan frigøre os fra det. Forandringer kan ske, hvis vi tør række ud efter det, vi savner. Når man prøver at tage imod og nærme sig hinanden, selvom det strider mod en gammel indre stemme. Mennesker er nemlig gode til at tage ved lære af vores erfaringer – også nye erfaringer.”