At have en hurtigere hjerne end flertallet, må da være en fordel. Og dog. Høj begavelse kommer med en pris. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad det indebærer, og hvordan man kan bruge det bedst.
FORDYBELSE er de højtbegavedes yndlingsbeskæftigelse. Derfor kan de stå af, hvis ting bliver for simple eller langsomme.
Du kan kende en højtbegavet på, at det er den, der griner først, når der bliver fortalt en joke. Øjeblikket efter følger resten.
Den situation indkapsler meget fint, hvad det vil sige at være højtbegavet. Fordelen er, at du hurtigt regner pointen ud, fordi du er mester i at tænke hurtigt og gennemskue sammenhænge.
Ulempen er til gengæld, at du risikerer at falde ved siden af socialt, fordi du stikker ud af mængden.
En lille minoritet iblandt os er højtbegavede. Man mener, at cirka 2 procent af den voksne befolkning har en intelligenskvotient på mindst 130, hvor grænsen går.
Forskning tyder på, at når en højtbegavet får scannet sin hjerne, afslører scanningsbilledet flere forbindelser mellem den forreste og andre dele af hjernen end normalt. Det er det, som psykolog Dea Franck kalder “et tættere spindelvæv”.
Det sikrer, at informationer hurtigere sendes frem og tilbage og bearbejdes mere komplekst.
Læs også: 7 veje til at holde hjernen frisk
“Høj begavelse gør, at man har en stærk evne. Til hvad? Til hvad som helst!” siger Dea Franck og fortsætter:
“Man har en høj generel forståelse, der kan bruges til alt lige fra at lære kinesisk til at holde balancen på en cykel.”
Tro ikke, at højtbegavede dermed ved en masse. Som alle andre skal de også gøre en indsats for at lære nyt, men indlæringstempoet er bare 120 km i timen.
“Vejen til at blive klog er kortere, men det kræver, at de beskæftiger sig med emnet,” siger Dea Franck.
Læg dertil en stærk analytisk tilgang til verden og en langtidshukommelse som en elefants. Der er fx eksempler på børn, der husker deres eget bleskift, eller hvad de fik i gave på deres 2-års fødselsdag.
“Højtbegavede tænker i mange lag på samme tid. Det er ikke ét spor, men flere refleksioner på samme tid ligesom en ottesporet motorvej,” siger Dea Franck.
Den slags hjerner er som skabt til udviklingsorienterede jobs som at være leder, programmør eller folkeskolelærer, hvor de kan skifte mellem flere funktioner.
Umiddelbart lyder det jo som en leg at være udstyret med en mindre supercomputer af en hjerne. Men hvad sker der så, når en opgave bliver rutinepræget?
“Job med mange gentagelser er et mega dårligt match. De risikerer at blive ramt af boreout (syg af kedsomhed, red.), fordi de ikke bliver intellektuelt stimuleret,” forklarer psykologen.
Læs også: Mindfulness lydfil – guidet pause
Helt almindelig planlægning kan også give alvorlig hovedpine. For når man er strøget gennem hele skolegangen uden at lægge en eneste plan for, hvordan en opgave skal løses, hvor fra skal man så kende de nødvendige trin i en arbejdsproces?
Pludselig sidder de højtbegavede i job, hvor de ikke kan ‘køre den hjem’ på en høj IQ alene. Og så kan de mange analytiske tanker hurtigt ende som tankemylder.
“Derfor er det særligt vigtigt for højtbegavede at have et tilpas komplekst arbejde og at øve sig i at strukturere opgaverne, men så er vejen også banet for høj arbejdsglæde og toppræstationer,” forsikrer Dea Franck.
Her kan du møde højtbegavede Nanna, der har vendt frustrationer til arbejdsglæde.
En ting er de faglige fordele og ulemper, der følger med, når ens hjerne er sat sammen med superlim. Socialt er der også særlige kendetegn.
“I flok kan man føle sig vældig meget alene, fordi man ikke kan spejle sig i de andre. Derfor følger der ofte en stor ensomhed med,” siger Dea Franck.
Det kan fx være over frokosten på jobbet, hvor kollegerne deler deres weekendplaner eller yndlingsserier, som ligger milevidt fra den højtbegavedes smag.
“Det bliver for banalt og for simpelt til dem. Mange undertrykker deres intellekt for at passe ind. De bliver nødt til at lave om på sig selv,” forklarer Dea Franck.
Er du selv højtbegavet og kvinde, kan du måske genkende trangen til at gemme dit lidt mere videnstunge indspark i samtalen væk?
Når Dea Franck tester for høj begavelse i sin klinik, har hun i hvert fald bemærket en tydelig kønsforskel.
“Der er en klar tendens til, at kvinder stiller mere spørgsmål ved deres eget intellekt end mænd. De tror ganske enkelt ikke på testsvaret, og de prøver at bortforklare, at de skulle være højtbegavet.”— Dea Franck, psykolog
For at få et godt udbytte af sin høje begavelse, kræver det, at man tør at fremhæve sine egne styrker, og der bliver kvinderne bremset af vores stereotype kønsopfattelser, mener hun.
“Når kvinder vil gøre det vildere og større, fx på jobbet, bliver de mødt af et: ‘Kan du ikke lige slappe lidt af?’. En mand, der vil det samme, siger man det ikke til.”
Til sidst lærer kvinderne at skrue ned for sig selv i stedet for at tage deres plads. Derved risikerer de både mistet arbejdsglæde, og i de værre tilfælde kan de over tid udvikle angst og depression.
Psykologen opfordrer alle højtbegavede, kvinder som mænd, til at stå ved, hvem de er, og at indrette deres tilværelse efter intellektet. Hellere det end at hakke en hæl af for at passe ind – eller “at flå hele knæskallen af”, som Dea Franck formulerer det.
Det betyder ikke, at de højt begavede ikke kan tale med de normaltbegavede – for det kan de sagtens – de bliver bare ikke stimuleret af det.
“Husk på, at der er lige så langt fra de højtbegavede til de normaltbegavede, som der er fra de normaltbegavede til kategorien for de, der i fagsprog kaldes mentalt retarderede,” siger Dea Franck.
Det er derfor, at der nærmest opstår magi, når to højtbegavede møder hinanden.
“Når Mensa holder cafemøder, og folk, der aldrig er mødtes før, bliver sat overfor hinanden, føles det, som om de var barndomsvenner. De fanger med det samme hinandens tanker. Det er en kæmpe befrielse,” siger Dea Franck.
Normalfordelingskurven fortæller os, hvordan intelligentskvotienten normalt er fordelt hos mennesker.
Den nederste linje viser spændet over en IQ på 60 op til 140. Den viser, at få har en lav IQ, få har en høj IQ og de fleste har en IQ midt imellem.
Grafen kan samtidig fortælle, hvor stor forskel der er på en person med en IQ på 135 (højtbegavet) og en person med en IQ på 100 (normaltbegavet).
Afstanden er lige så stor som mellem en normaltbegavet og til en person med en IQ på 65 (mentalt retarderet i lettere grad).
I “Højt begavet – en guide til voksne” kan du blive klogere på emnet og få gode råd til, hvordan du får det bedste ud af dit intellekt.