Simpel vejrtrækningsøvelse mindsker smerter

Dit åndedræt kan meget mere end at holde dig i live. Det kan give overskud og ro – og lindre smerter. Prøv denne øvelse, næste gang du har ondt.

Moden kvinde med høretelefoner lytter til vejrtrækningsøvelse

BRUG ØVELSEN, når smerterne fylder meget, eller du bare har brug for et øjebliks ro.

© iStock

Muskelspændinger, uhensigtsmæssige belastninger og gigtsygdomme. Der kan være mange årsager til, at du har ondt, og smerterne kan være kroniske eller midlertidige.

Særligt kroniske smerter kan påvirke livskvaliteten, fordi det fx kan være svært at sove om natten.

Hvis du er en af dem, der ofte har ondt, og som endnu ikke har oplevet, hvad du selv er i stand til med dit åndedræt, så er det nu, du skal afprøve det.

Læs også: Sov bedre med kroniske smerter

Særlige vejrtrækningsteknikker kan ikke fjerne alle smerter – men de kan gøre en markant forskel for mange.

Her får du en lydguide med det bevidste åndedræt, som er særligt effektiv mod smerter.

Dybe, rolige vejrtrækninger

Det bevidste åndedræt kaldes også Pranayama og er en meget simpel åndedrætsteknik, som alle mestrer.

Prøv også: Guidet søvn-meditation til dig, der har svært ved at sove

Det handler helt enkelt om, at du bliver bevidst om dit åndedræt, og at du sænker tempoet. Det gør du ved at tage dybe, rolige vejrtrækninger.

Er du vant til at trække vejret overfladisk, kan det være lidt udfordrende at gøre det dybt og langsomt. Tag det bare et skridt ad gangen, og fordyb din vejrtrækning lige så langsomt.

Øvelsen kan du lave siddende eller liggende. Træk gerne vejret ind gennem næsen, og pust ud gennem næsen eller munden.

Mindre fokus på smerter, mere ro

Der er især 4 årsager til, at teknikken lindrer smerter:

  1. Du aktiverer det parasympatiske nervesystem, når du trækker vejret roligt og holder udåndingerne lange. Det giver ro i hele kroppen og afspænder musklerne.
  2. Du øger din iltoptagelse, når dit åndedræt fordybes. Mere ilt til musklerne er lig med færre smerter.
  3. Du flytter fokus væk fra smerterne, når du skal koncentrere dig om at trække vejret på en bestemt måde.
  4. Det giver en følelse af kontrol – at du rent faktisk kan gøre noget for at lindre smerterne. Det kan i sig selv have en positiv effekt.

KILDE: Annika Mahallati, yogalærer