Vi er glade for tørret abrikoser, dadler og rosiner - og det er nok fordi, at det tørret frugt er kendt for at være en sund snack.
Men er tørret frugt virkelig så sundt? Nogen mener, at det oser af sunde fordele, mens andre hævder, at en skål tørret frugt er lige så usundt som en med slik. Meningerne om naturens slik er delte, men hvem har egentlig ret? Få svar på dine spørgsmål om tørret frugt her.
Er du en af dem, der spiser tørret frugt frem for slik for at tabe dig, har vi en dårlig nyhed til dig.
Tørret frugt boner nemlig lige så meget ud på badevægten som sodavand, slik og chokolade.
Hvis det derimod er et ønske om mere sundhed, der får dig til at fravælge slikskålen og gnaske dadler i stedet, er du inde på noget af det rigtige.
De små tørrede frugter indeholder ganske vist masser af kalorier, men til gengæld også en stor mængde sunde stoffer, samtidig med at du slipper for slikskålens mange farvestoffer, konserveringsmidler, aromastoffer og overfladebehandlingsmidler.
Ifølge de officielle kostråd skal vi spise seks stykker frugt og grønt om dagen. Tørret frugt tæller ikke med på listen, og det er der en god grund til.
Når en abrikos, et æble eller en banan bliver tørret ind til en lille snack, forsvinder det meste af væsken. Og da frugt primært består af vand, skrumper frugten ind til næsten ingenting.
Mængden af frugtsukker er den samme, men fordi frugten er skrumpet ind, kommer du let til at spise mere. En tørret udgave af en frisk frugt vejer fem gange mindre, men indeholder samme mængde sukker.
Læs også: De 10 sundeste frugter med færrest kalorier
Som regel skal du regne med, at sukker udgør halvdelen eller mere af indholdet af de tørrede frugter, du propper i munden.
En pose tørrede abrikoser på 70 gram giver dig lige så meget sukker som 28 vingummibamser. Og som om de tørrede frugter ikke var søde nok i forvejen, tilsættes en del af dem et ekstra skud sukker. Det gælder ofte for tørrede tranebær, ananas og bananer.
Producenterne pudrer ikke (kun) de indskrumpede frugter med et hvidt lag sukker for at gøre dem ekstra søde for forbrugerne.
Sukker er et fugtighedsbevarende stof, som præserverer de tørrede frugter og sørger for at holde dem bløde og lækre, indtil udløbsdatoen rammer.
Læs også: Top 3: Her er de sundeste frugter
Kalorierne er ikke det eneste minus.
Hvis du tømmer flere poser tørret frugt om dagen, risikerer dit blod-sukkerniveau at eksplodere, hvilket bl.a. kan medføre øget træthed, kvalme og hyppige infektioner.
Du kan afbøde nogle af de negative konsekvenser ved at spise lidt nødder eller mandler samtidig. De er nemlig rige på umættet fedt og proteiner, som er med til at regulere dit blodsukker.
Der er dog også gode ting at sige om de tørrede frugter.
For selvom der måske ikke er den store forskel på at snacke dadler og Daim, når det kommer til mængden af såvel kulhydrater som kalorier, så har tørrede frugter et væld af sundhedsmæssige fordele, som du skal spejde meget langt efter i posen med Matadormix.
Når du fylder slikskålen med de indskrumpede frugter, tanker du nemlig ikke kun op på sukkerkontoen. Tørret frugt giver dig også både vitaminer, mineraler og antioxidanter.
Sidstnævnte er mikroskopiske plantestoffer, der beskytter din krop mod ødelæggende iltning via de såkaldte frie radikaler, og det kan sænke din risiko for udvikling af sygdomme som fx hjerte-kar-sygdomme.
Forskere placerer blå bær som solbær, aroniabær og blåbær som top- scorere på lister over antioxidantholdige fødevarer, men svesker, dadler og figner er også gode kilder.
I et studie, hvor forskere sammenlignede mængden og kvaliteten af antioxidanter i henholdsvis tørret frugt og frisk frugt, fandt de, at figner og svesker indeholdt antioxidanter af den bedste kvalitet.
Læs også:I FORMs guide til antioxidanter
Tørret frugt indeholder også pæne mængder kostfibre, der har stor betydning for din mave-tarm-funktion.
Kostfibre passerer relativt ufordøjede gennem tarmsystemet, hvilket sætter skub i fordøjelsen, så du undgår hård mave og forstoppelse.
Fibrene påvirker også din krops fedt- og kulhydratstofskifte og har en positiv indflydelse på dit kolesteroltal.
Flere forskningsresultater viser desuden, at masser af kostfibre mindsker din risiko for at udvikle tyktarmskræft.
Går du efter kostfibre, skal du især holde dig til tørrede figner og abrikoser, der begge indeholder 9,3 gram kostfibre pr. 100 gram.
Ligesom almindelig frisk frugt har de tørrede udgaver altså et væld af sundhedsmæssige fordele. Nogle flere end andre. Og det er godt nyt for de millioner af mennesker verden over, som spiser tørret frugt som aldrig før.
Særligt i Europa er vi helt vilde med at snacke frugt i små indtørrede portioner.
Ifølge den nyeste årsrapport fra den internationale organisation INC – International Nuts and Dried Fruit Council – står Europa for 28 pct. af verdens samlede indtag af tørrede frugter, mens Asien tegner sig for 22 pct.
Vi europæere er med andre ord vilde efter de tørrede tropiske frugter, og særligt rosiner og dadler ligger højt på vores hitliste.
Meget længere nede finder vi figner, men set ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv burde de ligge højere. Med 260 kcal pr. 100 gram glimrer tørrede figner nemlig med et lidt lavere kalorieindhold end dadler (309 kcal), men de giver også dadlerne baghjul, når det gælder mine- raler og antioxidanter.
En amerikansk undersøgelse afslører, at tørrede figner hører til de allerbedste antioxidant-kilder overhovedet, og at de bør opprioriteres i den sunde dagskost.
Produktionen af tørrede frugter har været stigende de seneste ti år.
Det meste af stigningen står dadler for, men rosinerne er stadig favoritten.
Hvad enten du hiver figner, dadler eller en helt tredje tørret frugt ned fra supermarkedshylderne, er det en god idé at kigge bag på posen.
Økologisk tørret frugt indeholder samme koncentration af sukker som de konventionelle produkter, men med Ø-mærket sikrer du dig, at der ikke er anvendt tilsætningsstoffer eller sprøjtemidler.
Mange tørrede frugter, særligt bær, æbler og bananer, er desuden ofte tilsat ekstra sukker, så her kan det være en god idé at være opmærksom på, hvor mange kalorier du rent faktisk ender med at kaste indenbords.
Vil du tilfredsstille din søde tand, er der ingen tvivl om, at tørret frugt er et bedre valg end slik.
For selvom et drys rosiner på dine havregryn indeholder lige så mange kulhydrater som en skefuld sukker, byder de tørrede druer på meget andet end blot tomme kalorier og E-numre.
Rosiner giver dig et skud sunde mineraler, vitaminer og kostfibre og booster tilstedeværelsen af antioxidanter i din krop.
Det kan altså godt være, at kiloene ikke ligefrem rasler af dig, når du sætter dig foran fjernsynet med en skål tørret frugt, mens resten af familien gnasker slik. Men der er ingen tvivl om, at det er dig, der går sundest derfra.
Søde fristelser sætter ikke kun et aftryk på sidebenene. Ifølge en ny undersøgelse fra Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet har nydelsesmidler som slik og chokolade også en negativ indflydelse på klimaet.
Har du en sød tand, vil tørret frugt i denne sammenhæng være et godt valg, idet det har et lavere klimaaftryk end både slik og lys chokolade.
Til gengæld slår de tørrede frugter ikke frisk frugt – specielt ikke hvis du vælger danske frugter.
I oversigten kan du se, hvor stort klimaaftrykket er for forskellige madvarer.
Klimaaftryk målt i kg CO²-ækvivalenter pr. kg: