Den her ultraforarbejdede madvare kan du roligt spise

Vi hører meget om, at vi skal undgå ultraforarbejdede fødevarer – men gælder det alle ultraforarbejdede mad- og drikkevarer? Vi har spurgt en ekspert, der blåstempler særligt et produkt.

Kvinde i supermarkedet, der har svært ved at vælge fra hylderne

NOGLE SUNDE FØDEVARER havner på listen over ultraforarbejdede fødevarer. Det betyder dog ikke, at du skal undgå disse – tværtimod.

© iStock

Slik. Sodavand. Chips. Kage. Is. Kopnudler. Morgenmadsprodukter. Købe-kager ...

Listen over ultraforarbejdede fødevarer er lang, og meget af det ved vi jo godt, ikke er sundt for os.

Men ofte står rugbrød også på listen over ultraforarbejdede produkter – altså et produkt, som de fleste af os nok forbinder med at være sundt, fiberrigt og godt for os.

Vil det så sige, at vi bør styre uden om ultraforarbejdet rugbrød? Eller at det er sundere for os at spise en hjemmelavet flødekage end et stykke fiberrigt brød, som er industrielt fremstillet?

Professor og forskningsleder i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, Anne Tjønneland giver dig svaret.

Rugbrød er stadig sundt

“Vi skal ikke skippe rugbrødet. Rugbrød har altid været sundt, og det er det stadig,” er den klare udmelding fra professoren.

Ifølge hende er langt de fleste rugbrød fra supermarkedet sunde, selvom de er tilsat enkelte tilsætningsstoffer eller konserveringsmidler.

Det skyldes, at rugbrød er en god kilde til masser af kerner, vitaminer, mineraler, kostfibre og fuldkorn.

Fuldkorn giver dig god mæthed og mindsker risikoen for hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og visse typer kræft.

Det gør rugbrød til et sundt valg – også selvom det klassificeres som ultraforarbejdet.

“Rugbrødet bliver en lille smule mindre sundt, hvis det er ultraforarbejdet, men det er stadig sundt,"
— Anne Tjønneland, professor og forskningsleder i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning

Drop heller ikke knækbrøddet

Knækbrød bliver også ofte kategoriseret som ultraforarbejdet.

Det skyldes, at knækbrød i mange lande er tilsat fx konserveringsmidler eller andre stoffer, som gør dem ultraforarbejdede.

Men igen er det vigtigt at kigge på, hvordan de er fremstillet, og hvilke ingredienser, der er kommet i – og ikke mindst, hvor de er produceret. I Danmark er rigtig meget af det knækbrød, du kan finde nede i supermarkedet, faktisk IKKE ultraforarbejdet.

Du kan styre uden om de mest ultraforarbejdede slags, hvis du vælger knækbrød uden tilsætningsstoffer. Knækbrød skal kun indeholde mel, vand, gær og salt – og evt. frø og kerner.

Er der en enkelt emulgator i, er det ikke så slemt, mener Anne Tjønneland – for knækbrøddets kerner og fibre opvejer det. Alligevel er hendes råd, at du vælger det med færrest ultraforarbejdede ingredienser i.

Kig på produktets indhold

I stedet for at skære rugbrødet og knækbrødet fra, opfordrer Anne Tjønneland os til at kigge på produktets indholdsseddel nede i supermarkedet.

“Kig efter, om det indeholder emulgatorer, tilsætningsstoffer eller andre ingredienser såsom sukker, som du ikke selv ville putte i et rugbrød eller knækbrød, hvis du skulle bage det i dit eget køkken.”

På den måde kan du komme uden om de mest ultraforarbejdede rugbrød.

“Når de her ingredienser bliver tilføjet til rugbrødet, så bliver det ultraforarbejdet, men det gør det ikke mere usundt at spise end for eksempel kage, du selv har bagt.”
— Anne Tjønneland, professor og forskningsleder i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning