Får jeg flad mave af at spise sundt fedt?
Det sunde fedt mindsker din risiko for hjerte-kar-sygdomme og diabetes, men om det kan hjælpe dig af med mavefedtet er straks en anden snak.
Det sunde fedt mindsker din risiko for hjerte-kar-sygdomme og diabetes, men om det kan hjælpe dig af med mavefedtet er straks en anden snak.
Er drømmen en fladere mave, er det vigtigt at skelne mellem to forskellige slags mavefedt: Det ene er underhudsfedt, som er dét, der ligger under maveskindet.
Det andet er fedt omkring organerne, og det ligger dybere under huden. Der findes undersøgelser, som tyder på, at visse omega-3-fedtsyrer kan have en effekt på sidstnævnte, men der mangler forskning på området, før man kan konkludere noget med sikkerhed.
Skal din mave være fladere, er det bedre at gå helhedsorienteret til opgaven: Hygger du lidt for tit med alkohol, sukker, god mad og andre rare ting, så vil den flade mave lade vente på sig – uanset hvor meget sundt fedt du ellers spiser.
Skal du af med sul på maveskindet, er kalorieunderskud den vigtigste faktor. Det er det også, når du skal forbrænde fedt omkring organerne, men her er det tilmed vigtigt at spise sundt, være fysisk aktiv, undgå rygning, prioritere søvn og prøve at undgå stress, da stresshormonet kortisol kan give mere mavefedt.
Er du i tvivl om du er stresset? Tag vores online stress-test her
Dermed ikke sagt, at du ikke skal spise løs af det sunde fedt, for det er godt for mange ting. En balanceret kost med sunde fedtsyrer mindsker fx din risiko for hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge.
Kilder: Henrik Duer, træningsfysiolog, og Hjerteforeningen
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 08/2023