Må jeg træne min mave hver dag?

Spørgsmål: Jeg har hørt, at mavemusklen er den eneste muskel, som kan tåle at blive trænet hver dag. Alle andre muskler har brug for noget længere restitution. Er det sandt, så jeg bare kan give los med mavetræning – eller er det en myte?

Kvinde laver mavebøjninger

I FORM’s træningsekspert Michelle Kristensen svarer

Dine mavemuskler har de samme vilkår som alle andre muskler i din krop. Det betyder, at de også har brug for at restituere, når du har trænet dem, så de kan vokse sig store og stærke – og reparere sig selv. Derfor må det siges at være en myte, at du bare kan træne maven hver dag.

Hvis dit mål er at få en flot, flad mave og stærke mavemuskler, der kan give dig en rank holdning, så skal du træne mavemusklerne efter samme princip, som hvis du skulle træne en hvilken som helst anden muskel.

Her gælder det om at lave max 12 gentagelser med så tung en vægt som muligt (du kan evt. holde omkring en vægtskive, hvis du får for lidt modstand i din egen kropsvægt). Du skal helst lave tre-fire sæt, hvis det skal have en effekt. Dagen efter skal du holde pause fra mavetræningen, så musklerne kan restituere. Fortsætter du træningen allerede dagen efter, vil dine muskler aldrig blive stærkere – tværtimod.

Men inden du giver dig i kast med udelukkende situps, vil jeg gerne understrege, at det faktisk er den inderste, tværgående mavemuskel, der er nøglen til den flade, stærke mave. Du kan lave nok så mange mavebøjninger for de ydre mavemuskler, men hvis den tværgående muskel er svag, vil du aldrig opnå gode resultater! Musklen er en del af kernemuskulaturen, som har stor betydning for din kropsholdning og måden, du bevæger dig på. De ydre mavemuskler er så dem, der giver aftegningen af en six-pack.

Men måske skal du stoppe op og spørge dig selv, hvorfor du vil træne maven hver dag. Vil du tabe dig på maven? For så skal du huske på, at mavefedtet først rigtigt slipper, når du ændrer din kost. Spiser du ikke protein, grønsager og gode fedtstoffer, så er det mildest talt umuligt at tabe størstedelen af det overflødige mavefedt. Træning alene kan ikke gøre det, hvis du i forvejen har mavedeller, du gerne vil af med.